Olie på canvas panel. 24 x 18 cm.

Indi(h)vid.

Man må ikke skrive ”neger” mere. Heller ikke ”indianer” går an. Der sker en del ”af den slags” for tiden. Man kan tale om hvide, sorte, gule og røde i stedet …vist nok. Selv om ingen af racerne egentlig har disse farver. Så det bliver vel også forbudt engang. Et ”blegansigt” er ikke et "hvidt" ansigt, og en sort er heller ikke sort, som sådan.

Hvis et firma ansætter nogle "sorte" afrikanere, kan det måske sige, det har ansat sort arbejdskraft… helt lovligt?

Der er vanskeligheder med sproget, hvis det slet ikke må kunne misforstås. Så der vil altid være noget at arbejde med i detaljerne. Bare det så ikke går ud over de store linjer, så detaljen bliver intens og nøjagtig, mens helheden, som er det væsentlige, underprioriteres. Det vil nemlig kun glæde de, som ikke kan forstå proportioner.

Olie på canvas panel. 30 x 30 cm. 

Olie på lærred. 50 x 50 cm. (+ ramme).

Olie på lærred. 80 x 60 cm.

FRA AALBORG TIL NYHAVN.

”Hakke persille, vugge den lille, åh, ÅH, åh.” Den gamle mand, Niels Christian Sandborg, sad uden for huset på trappen og vuggede sit spæde barnebarn. Solen skinnede og mågerne kredsede, mens døsigheden sneg sig ind over ham. Han gentog ”persillehakningen” igen og igen, fordi der var en egen ro over de ord, og de blev fremført let syngende.

Tankebilleder fra fortiden blev mere og mere levende for ham, og i glimt var han tilbage til sin pure ungdomstid. ”Hakke persille, vugge den lille, åh, ÅH, åh.” Nu dukkede scenarier frem helt tilbage fra attenhundredeoghalvfjerdserne, hvor han var ganske ung. Færdig med skolen og konfirmeret skulle han til søs. Det lå lige for, da han var af fiskerslægt og gerne ville opleve noget mere end det sædvanlige rusefiskeri på fjorden.

Han småsov, men ”sang” stadig, mens han holdt vuggen gyngende med sin højre hånd. En gang imellem kom han til at synge: ”Hakke den lille, vugge persille, åh, ÅH, åh.”

Han længtes ofte hjem efter stormfulde ture med pæreskuden, og når han følte overskud til det, løb han de små tredive kilometer fra havnen i Aalborg til sin hjemby, Sebbersund, ved fjorden. Så kunne der lige blive et par timers gensyn med familien, inden han måtte samme tur tilbage for at nå det hele. For pligtopfyldende var han.

Han sejlede med en skude, som pendlede mellem Aalborg og Nyhavn. Det var en hård tid for den unge mand. Men sådan var det for de fleste, så det accepterede man. Pæreskudernes drivkraft var kun sejl, så vind og vejr havde enorm betydning.

”Hakke persille, vugge den lille, ..."

Olie på canvas panel. 18 x 24 cm. 

16 x 21 cm. Olie/masonit.

Olie på masonit. 21 x 16 cm.

21 x 16 cm. Olie/masonit.

September.

16 x 21 cm. Olie/masonit. 

Sensommeren er trådt op på podiet og dirigerer nu de opførelser, som forventes af publikum. Der vil, som sædvanligt, blive skiftet kostumer undervejs for også at matche komponistens visuelle visioner.

Orkestrets sammensætning er ændret, fuglestemmerne er stort set taget ud og afløst af toner på vemodige klangbunde, der bedre end lærkesang udtrykker de smukke skyers parader med sensommerens lysende himmel som baggrund.

Hver gang en sky pludselig giver plads for blændende solglimt, har guderne filmet en sekvens, så der er noget at se tilbage på ved de kvartårlige evalueringer. Der forlanges en æterisk- nostalgisk efterklang, for tonerne skal inspirere sindene til fordybelse.

Mågerne skriger dog, helt tydeligt uden noder, og værdiger ikke dirigenten opmærksomhed. Man kunne næsten mistænke dem for manglende sans for taktstokke, noder, takt og tone.

Olie på canvas panel. 24 x 18 cm. 

Puella Piscis.

Olie på canvas panel. 24 x 18 cm.

"Julebag."

Klejnerne var ganske udmærkede.

Vidste man ikke bedre, kunne man tro, de var kogte i palmin eller svinefedt, som i de gode, gamle dage.

Men de havde en helt anderledes historie. En dame, på et lokalt julemarked, havde læst en kalenderhistorie på en blog, som var gengivet her på Facebook, og havde prøvet at efterabe opskriften, hvilket var lykkedes til UG.

I Harzen ligger en lille butik, som bestyres af nisser. Altså rigtige nisser. De sælger kleinefrø i poser. Ganske små frø, man kan så i sin altankasse, hvis man ikke har et stykke jord. De skal vandes dagligt med nisseøl, og en skønne dag spirer de.  Der kommer noget op, som kan sammenlignes med Bonsai-buske, og frugterne er klejner.

Når de er modne, plukker man dem og kan så komme dem i skåle, eller små poser, hvis man har mange og gerne vil give gaver. Alle, som har fået en lille pose hjemmeavlede klejner, siger, de smager fortræffeligt.

 Har man vandet dem godt, med frisk nisseøl, får de en gylden tone og har en tiltalende sprødhed i overfladen.

"Bar frugt."

Olie på canvas panel. 18 x 24 cm. 

Olie på canvas panel. 24 x 19 cm.

Grøn jul.

Cykelpumpe, lørdagsslik,

anderumpe, flak og flik.

Juletræer i Tappernøje,

skal altid være lige høje.

 Nissen spiser grød med gaffel,

danser kinddans med en vaffel.

Æblet flyver lissom gåsen,

ingen af dem fryser måsen.

/J.W.

Indbefattet. ("Omcider")

De aftalte at mødes… lige på det sted, hvor morgenens rimtåge slutter.

 Deres møde krystalliseredes, og en krystal faldt i havet. Tusind år senere blev den fundet i maven på en fisk, og havet havde afrundet den til fuldkommenhed.

Den kan nu ses som indfatning i Anahatas ring, og kigger man på den, i tavshed, fortæller den, hvor De Ni Muser brygger deres granatæblecider. Samtidig fødes en æterisk kopi af den i beskuerens hjerte.

Og så er det pludselig let at finde vej.

"På grisestien."

”Så I han skrev på grisestien?. Det hedder da ikke på, men i… ikkesandt?”

Han tænker på krigssstien, sku’ jeg mene. Det ligger jo så tæt på.”

”Narj. Inderjanerne er da helt fra Kamerika.”  Lillegris så lidt flov ud.  Den var ikke vant til at give udtryk for at være noget. Og det gjorde man, når man udtalte sig, som om man vidste, hvad man talte om.

”Spar mig for jeres visdom,” sagde sparegrisen. ”Jeg er på krigsstien, fordi jeg skal slagtes den første december, når hele min værtsfamilie skal på julegaveindkøb. Hertil skal de bruge al min indmad.”

”Kommer de så din indmad i tarme, så de kan lave ministerpølser?” Grisotto så nysgerrig ud nu, som om han ikke blot spurgte for konversationens skyld.

”Ja, selv om Dankort er kommet på tapetet, sparer de mønter op i løbet af året. Til julegaver. Så mærker man det ikke, plejer de at sige.”

Lillegris så betuttet ud. ”Mit juleønske er at komme på date med en marcipangris, der har rød sløjfe om maven.”

”Du kan da melde dig til bonde søger brud,” Sparegrisen så stolt ud. Måske troede de andre nu, han havde eget fjernsyn, siden han vidste om den slags.

”Er der ikke noget der hedder, gris på gaflen?” Grisotto smaskede højlydt under hele sætningen. ”Hver gang jeg hører den sætning, tænker jeg på dating. Der skal nu heller ikke så meget til. En go’ lun sti og en bette lækkerbisken på gaflen. Så er det jul for mig. Men jeg er nu også så romantisk. De fleste tænker jo kun på mad.”

November i gamle dage.

Olie på masonit. 16 x 21 cm. 

Olie på lærred. 30 x 30 cm.

Søndag morgen,

...rundstykker m. m. hentes hos bageren, mens fløjtekedlerne snurrer på komfurene, og kaffen måles op i tragterne på ”Madam Blå.”

Olie på lærred. 50 x 50 cm.

”Da farfar var ung.” (Dokumentar og eventyr i skøn forening.)

Om vinteren var der koldt, og om sommeren var der varmt. På torvet stod en pølsevogn af den rigtige slags. Den så ud, som en pølsevogn skulle se ud, og den udsendte dufte, som satte mundvand og fantasi i gang.

En hotdog var dyr. Det var slet, slet ikke noget, man havde råd til hele tiden. Det var faktisk noget, man sjældent havde råd til. Og det var slemt om vinteren, hvis man oven i købet havde været i biografen og set sidste halvdel af en film, og nu stod på torvet ved pølsevognen og ventede på rutebilen. Alle, som har oplevet det, kan huske det.


Det var nemlig alt for intenst til at kunne glemmes.

Hvorfor så man ofte kun sidste halvdel af en film? Jo, der var tissepause midt i filmen, og så blev døren ud til gården åbnet. Her stod man og ventede i kulden, og fulgte så med ind, som om man havde holdt pause. Og det så overdrevent naturligt ud. På denne måde, kunne der måske blive råd til en ”svajer” ved pølsevognen efter filmen, og en halv film var bedre end ingenting.  For det var alligevel noget særligt at være i biografen. Fjernsyn anede man intet om, og ellers var der kun 16 mm. film i skolen en gang imellem, eller måske jagtfilm på kroen i Sebbersund. Det kunne trække folk af huse.

Julemanden har en god hukommelse. Han kan godt huske længslerne ved pølsevognen, og i år skal der nye boller på suppen. Som kompensation for nogle og til glæde for alle, som har sind til det. Har man ikke det, opdager man ham slet ikke.

Alle butikker er under hans indflydelse og bugner af varer til overkommelige priser, som i nogle tilfælde er under indkøbspris. Det vil forekomme, som om han selv stod på torvet, tæt ved det sted pølsevognen i sin tid stod, og deler gaver ud fra hans uudtømmelige sæk. Han står der allerede fra d. 1. november, men som tiden nærmer sig jul, bliver han tydeligere og tydeligere. Til sidst kan selv de mest forstokkede se ham, og så bliver der jul i alle hjem.

Med nok af alt.