"På grisestien."

”Så I han skrev på grisestien?. Det hedder da ikke på, men i… ikkesandt?”

Han tænker på krigssstien, sku’ jeg mene. Det ligger jo så tæt på.”

”Narj. Inderjanerne er da helt fra Kamerika.”  Lillegris så lidt flov ud.  Den var ikke vant til at give udtryk for at være noget. Og det gjorde man, når man udtalte sig, som om man vidste, hvad man talte om.

”Spar mig for jeres visdom,” sagde sparegrisen. ”Jeg er på krigsstien, fordi jeg skal slagtes den første december, når hele min værtsfamilie skal på julegaveindkøb. Hertil skal de bruge al min indmad.”

”Kommer de så din indmad i tarme, så de kan lave ministerpølser?” Grisotto så nysgerrig ud nu, som om han ikke blot spurgte for konversationens skyld.

”Ja, selv om Dankort er kommet på tapetet, sparer de mønter op i løbet af året. Til julegaver. Så mærker man det ikke, plejer de at sige.”

Lillegris så betuttet ud. ”Mit juleønske er at komme på date med en marcipangris, der har rød sløjfe om maven.”

”Du kan da melde dig til bonde søger brud,” Sparegrisen så stolt ud. Måske troede de andre nu, han havde eget fjernsyn, siden han vidste om den slags.

”Er der ikke noget der hedder, gris på gaflen?” Grisotto smaskede højlydt under hele sætningen. ”Hver gang jeg hører den sætning, tænker jeg på dating. Der skal nu heller ikke så meget til. En go’ lun sti og en bette lækkerbisken på gaflen. Så er det jul for mig. Men jeg er nu også så romantisk. De fleste tænker jo kun på mad.”