Olie på lærred. 24 x 30 cm.

”Åh, denne færden...

i blomsternes verden!
Klokkeblomst og bellis og følfod!”

Maleri ”frit komponeret” til denne sang. 
(Melodi: Carl og Roger Yale - Tekst: Arvid Müller).

Olie på lærred. 24 x 30 cm.

Hjertesager.

”Jeg spiller med bolde, fyldte med trykfølsomt krudt, men jeg taber dem ikke. Jeg jager elverpiger, men stopper straks, hvis de vender mig ryggen. Jeg lytter til musernes fnisen og inspirerende hvisken. Jeg balancerer på den line, der er spændt ud mellem evigheden og den sanseskabte verden. Jeg vurderer guderne og gudinderne og forholder mig til dem efter råd fra min intuition. Når jeg får råd, spørger jeg igen, før jeg følger dem. Om jeg trives? Jeg er fuld af overskud, et overflødighedshorn, hvis jeg må svare på den måde. Men jeg længes efter at bade i min yndlingsmusik. Jeg har købt pladen, med de mest sublime violinsonater, men kan ikke få den til at snurre på min iPod. Du ved, hvordan jeg har det med disse nymodens ting. Lige nu leder jeg efter frugter, der indeholder den saft, jeg smører på mine pilespidser for virkningens skyld. Bortset fra disse trivialiteter er alt ved det gamle, hverken mere eller mindre. Men sig mig nu, hvad går du og gøgler med for tiden?”

”Jeg er vist mere jordbunden, Amor.” Kirsten trak vejret dybt. ”De mennesker, hvis hjerter du sætter i brand med dine pile, forsøger jeg at forene, og jeg siger dig, det er fast arbejde. Meningsfyldt arbejde, ja, men når jeg lukker mine øjne om aftenen, og har bedt min aftenbøn, knalder jeg brikker, så det kan forstås. Mit største problem er, at jeg arbejder videre i drømme, uden at opdage jeg drømmer. Jeg får for lidt hvile på den måde, men jeg får nu også nye indfaldsvinkler til mine dagsværk. Såh, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige mere. Det er nok, som det skal være. Tror du ikke?”

Amor så eftertænksom ud. ”Jeg tror, jeg er blevet lun på dig, kæreste Giftekniv. Lad os leje et måneskib og sejle ud til alle solsystemerne for at opleve universet og lære nyt. Men først vil vi ansætte nogle erhvervspraktikanter, og de bedst egnede tager vi i lære, og tager de ved lære, og bliver fuldt uddannede i vore metierer, kan vi godt undværes i et par dekader. Herregud, måneskibet sejler jo hurtigere end lyset, så vore klienter opdager ikke, hvad der foregår. Kom, tag min hånd, og lad os sejle vores egen sø, et øjeblik, en rum tid, et endeløst sekund uden rum og tid.”

”Hmmm, jeg ser ikke umiddelbart ordet ’fremtid’ i dit projekt.” Kirsten gav en let opvisning i luftviolin for at understrege sin pointe. ”Nej, lad os tage på højskole en tid. Der kan du lære at synge i kor og holde ord. Først lærer man at opbevare hundrede ord i munden, før man slipper ét, eller nogle stykker, løs. Senere lærer man at synke ordene, inden de slipper ud som billeddannere, og så gør de hverken gavn eller skade. Det kaldes ordmaleri, så de øvede elever lader undertiden lærrederne stå ubemalede forstås. Imens vil jeg lære at bage pandekager, og jeg vil læse op af min bog, ’Hjertesager,’ og besvare spørgsmål på tungemål. Så får jeg timeløn og kan måske finansiere opholdet. Ellers kan vi også søge om tilskud. Og så kan jeg få sovet ordentlig igennem, så mit søvnunderskud kan blive gældsaneret.”

/J.W.

"Stilleben."

Olie på lærred. 20 x 20 cm.

Olie på lærred. 40 x 50 cm. (Parafrase).

Olie på lærred. 20 x 20 cm.

Single.

Det lille franskbrød, med afrundede former, lå på en af bagerens hylder… sådan lidt til siden, syntes det.

”Er der mon ingen, der vil have mig? Jeg er en velskabt single og har de fineste birkes strøet udover mig, som palietter på en balkjole. Jeg ved, jeg er lækker, og jeg føler mig i god form, selv om jeg heldigvis ikke er et formbrød.”

En kvinde kom ind i forretningen, og hendes øjne afsøgte hastigt ethvert emne.

”Måske nu,” tænkte det lille brød. Jeg kunne godt ønske at komme lidt ud og gå til biddet.”

Men kvinden valgte to hanekamme, og franskbrødet følte sig atter overset.

”Jeg er altså lidt brødflov over at blive så overset, men det ligger desværre uden for min formåen selv at gøre stads af mig. Kunne jeg lave en tv-reklame, ville jeg sige: Tag mig som jeg er, bring mig hjem og læg mig på et spækbræt… klar til at blive skåret i mundrette skiver. Smør så bare tykt på, hvis det er sådan, du foretrækker mig, og smid et salatblad ovenpå og et par stykker rullepølse eller en god skive ost. Så kører det, skulle jeg hilse at sige. Ellers ender jeg vel bare som andemad… opsvulmet af vand fra andedammen.”

”Har du et lille birkesfranskbrød,” sagde en stemme pludselig til bagerjomfruen.”

”Ja, der er netop et tilbage,” svarede hun.

Stemmen fik brødet i en brun papirspose, som blev foldet grundigt ved åbningen og hæftet med et stykke tape.

”Nu vil jeg hjem og lave en kande kaffe, og jeg glæder mig til at smage på dette dejlige, lille brød. Farvel og ha´ en god dag.”

”Det gik jo, som smurt,” tænkte brødet, der nu lå i sin lille papirsovepose.

”Så hjalp det, at bevare håbet og skabe gode forestillinger. Der er krummer i mig, og heldigvis stadig nogle, der gemmer det bedste til sidst.”

Olie på lærred. 60 x 80 cm.

Sebbersund.

Nyt maleri med morivet: Udsigt Sebbersund mod Lundbæk og Nibe fra Skt. Nikolaj bjerg.

Olie på lærred. 40 x 50 cm. Når maleriet er tørt og ferniseret kommer det i en svæveramme, sort med sølvforkant.

I ORDEN.

En gesandt blev gesendt med en elefant,
det var en orden… så fin og elegant.
En elefant på brystet pynter vældig pænt,
stimulerer bæreren helt suverænt.
Fejres med omelet… lige om omelidt,
champagne, cigar og bananasplit.
Kender du en, der bli´r hædret med fanten,
fortæl det til fætren, til onklen og tanten.
Kender du ingen… så tænk ikke på det,
men lav en omelet, hvis du lige kan nå det.
For snart kommer regn med lyn og torden,
og når det er tiltrængt, er det helt i sin orden.

Annas dværgkanin, Ninni.

Olie på lærred. 24 x 18 cm.

Olie på lærred. 40 x 40 cm.