Hjertesager.

”Jeg spiller med bolde, fyldte med trykfølsomt krudt, men jeg taber dem ikke. Jeg jager elverpiger, men stopper straks, hvis de vender mig ryggen. Jeg lytter til musernes fnisen og inspirerende hvisken. Jeg balancerer på den line, der er spændt ud mellem evigheden og den sanseskabte verden. Jeg vurderer guderne og gudinderne og forholder mig til dem efter råd fra min intuition. Når jeg får råd, spørger jeg igen, før jeg følger dem. Om jeg trives? Jeg er fuld af overskud, et overflødighedshorn, hvis jeg må svare på den måde. Men jeg længes efter at bade i min yndlingsmusik. Jeg har købt pladen, med de mest sublime violinsonater, men kan ikke få den til at snurre på min iPod. Du ved, hvordan jeg har det med disse nymodens ting. Lige nu leder jeg efter frugter, der indeholder den saft, jeg smører på mine pilespidser for virkningens skyld. Bortset fra disse trivialiteter er alt ved det gamle, hverken mere eller mindre. Men sig mig nu, hvad går du og gøgler med for tiden?”

”Jeg er vist mere jordbunden, Amor.” Kirsten trak vejret dybt. ”De mennesker, hvis hjerter du sætter i brand med dine pile, forsøger jeg at forene, og jeg siger dig, det er fast arbejde. Meningsfyldt arbejde, ja, men når jeg lukker mine øjne om aftenen, og har bedt min aftenbøn, knalder jeg brikker, så det kan forstås. Mit største problem er, at jeg arbejder videre i drømme, uden at opdage jeg drømmer. Jeg får for lidt hvile på den måde, men jeg får nu også nye indfaldsvinkler til mine dagsværk. Såh, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige mere. Det er nok, som det skal være. Tror du ikke?”

Amor så eftertænksom ud. ”Jeg tror, jeg er blevet lun på dig, kæreste Giftekniv. Lad os leje et måneskib og sejle ud til alle solsystemerne for at opleve universet og lære nyt. Men først vil vi ansætte nogle erhvervspraktikanter, og de bedst egnede tager vi i lære, og tager de ved lære, og bliver fuldt uddannede i vore metierer, kan vi godt undværes i et par dekader. Herregud, måneskibet sejler jo hurtigere end lyset, så vore klienter opdager ikke, hvad der foregår. Kom, tag min hånd, og lad os sejle vores egen sø, et øjeblik, en rum tid, et endeløst sekund uden rum og tid.”

”Hmmm, jeg ser ikke umiddelbart ordet ’fremtid’ i dit projekt.” Kirsten gav en let opvisning i luftviolin for at understrege sin pointe. ”Nej, lad os tage på højskole en tid. Der kan du lære at synge i kor og holde ord. Først lærer man at opbevare hundrede ord i munden, før man slipper ét, eller nogle stykker, løs. Senere lærer man at synke ordene, inden de slipper ud som billeddannere, og så gør de hverken gavn eller skade. Det kaldes ordmaleri, så de øvede elever lader undertiden lærrederne stå ubemalede forstås. Imens vil jeg lære at bage pandekager, og jeg vil læse op af min bog, ’Hjertesager,’ og besvare spørgsmål på tungemål. Så får jeg timeløn og kan måske finansiere opholdet. Ellers kan vi også søge om tilskud. Og så kan jeg få sovet ordentlig igennem, så mit søvnunderskud kan blive gældsaneret.”

/J.W.