søndag den 29. september 2019

mandag den 23. september 2019

"Perspektivistisk."




Intetheden findes ikke
har trods det sit eget navn
hvor i altet kan den ligge
har den mon en sikker havn
sindets egne dybe grunde
holder tanken klar og striks
intet er dog ingenlunde
ingenting, som nul og niks
kommer alt engang til alt
vil man intethed beregne
intet er jo, kort fortalt,
her og der og allevegne.
/J.W.


fredag den 13. september 2019

tirsdag den 10. september 2019

Tandsmør.




Den gamle trold fra fjeldet
var ude af sig selv
sulten og forældet
samt nabo til en elv.

Han spiste en klat smør
fra elven drak han vand
det havde hjulpet før
og passede hans tand.

Han kigged’ ned i elven
mon snart den frøs til is?
Så følte han en skælven
han så en julegris.

”Så tyk min krop er blevet
er ikke til at kende
jeg mest af smør har levet
nu må jeg bøtten vende.”

Når elven stille hviler
den spejler den der kigger
den smiler når man smiler
og nikker når man nikker.

Forfængelig og såret
han tænkte ved sig selv:
”Det er da også fåret
at glo ned i en elv.”
/J.W.


(Olie/masonit. 21 x 16 cm.

mandag den 2. september 2019

September.



Sensommeren er trådt op på podiet og dirigerer nu de opførelser, som forventes af publikum. Der vil, som sædvanligt, blive skiftet kostumer undervejs for også at matche komponistens visuelle visioner.


Orkestrets sammensætning er ændret, fuglestemmerne er stort set taget ud og afløst af toner på vemodige klangbunde, der bedre end lærkesang udtrykker de smukke skyers parader med sensommerens lysende himmel som baggrund.


Hver gang en sky pludselig giver plads for blændende solglimt, har guderne filmet en sekvens, så der er noget at se tilbage på ved de kvartårlige evalueringer. Der forlanges en æterisk- nostalgisk efterklang, for tonerne skal inspirere sindene til fordybelse.


Mågerne skriger dog, helt tydeligt uden noder, og værdiger ikke dirigenten opmærksomhed. Man kunne næsten mistænke dem for manglende sans for såvel noder som takt og tone.

/J.W.




Olie/lærred. 40 x 40 cm.