Tandsmør.

Den gamle trold fra fjeldet
var ude af sig selv
sulten og forældet
samt nabo til en elv.

Han spiste en klat smør
fra elven drak han vand
det havde hjulpet før
og passede hans tand.

Han kigged’ ned i elven
mon snart den frøs til is?
Så følte han en skælven
han så en julegris.

”Så tyk min krop er blevet
er ikke til at kende
jeg mest af smør har levet
nu må jeg bøtten vende.”

Når elven stille hviler
den spejler den der kigger
den smiler når man smiler
og nikker når man nikker.

Forfængelig og såret
han tænkte ved sig selv:
”Det er da også fåret
at glo ned i en elv.”

/J.W.

(Olie/masonit. 21 x 16 cm.