Olie/lærred. 20 x 20 cm. + ramme.

Maria Magdalene.

Olie på lærred. 30 x 30 cm. + ramme.

"SØGANG."

Hunden stejlede, da den fik øje på en vertikal søhest
med butterfly der, oven i købet, trådte vande,
mens hundestejlerne foretrak at svømme horisontalt
det meste af tiden, somme tider dog lidt op og ned,
og så så det ud, som om de nikkede.

Hunden stod længe på bredden og gøede smilende.
Søhesten var lykkelig for ‘sommerfuglen’,
han havde fået på halsen. Mon ikke den klarer pynten,
tænkte han, for den er sat på med tang.
Endvidere har den ikke kostet mig en rød reje.

/J.W.

Olie/lærred. 100 x 100 cm.

NATURLIGVIS.

Han gik sig en tur i skoven. Pludselig kom en smuk kvinde svansende, så let på tå, at han næsten forvekslede hendes bevægelser med dans. Skitseblokken kom op af Fjällräven, og snart var en hurtig skitse klar, som kunne blive forlæg for et maleri.

Det viste sig at være en dryade, som netop havde forladt sit træ. Hun var på vej til fuldmånefejring hos elverkongen, som altid holdt bal ved fuldmåne. Såvel dryader som oreader, najader, elver- og ellefolk var inviteret, hvilket var kutyme.

Når fuldmånen var på sit højeste, dansede gæsterne parvist ind mellem to ord i en tankelinje, og så var man der. Nøgen og tidløs. Festen varede i ugevis, sådan føltes det, men ved afslutningen, når sankthansormene i håret var slukkede, og man skulle hjem, smuttede man ud af tankelinjen igen, hvilket kun kunne lade sig gøre mellem et komma og et efterfølgende ”hv”-ord.

Ude igen, i den såkaldte fysiske verden, var der måske kun gået et sekund, så man kunne sagtens møde disse naturånder uden at opdage, de havde været til bal. For et gennemsnitligt menneske lyder det måske lidt vildt, men det er ikke noget specielt for de involverede. De er jo født sådan, og ligesom i drømme, sætter man næsten aldrig spørgsmålstegn ved de pludselige omskift, man kan møde der. Man tænker også uhyre sjældent over det mærkelige i at møde en eller anden afdød slægtning, hvor man i den såkaldte vågne tilstand måske ville korse sig.

/J.W.

Han gik sig en tur i skoven. Pludselig kom en smuk kvinde svansende, så let på tå, at han næsten forvekslede hendes bevægelser med dans. Skitseblokken kom op af Fjällräven, og snart var en hurtig skitse klar, som kunne blive forlæg for et maleri.

Det viste sig at være en dryade, som netop havde forladt sit træ. Hun var på vej til fuldmånefejring hos elverkongen, som altid holdt bal ved fuldmåne. Såvel dryader som oreader, najader, elver- og ellefolk var inviteret, hvilket var kutyme.

Når fuldmånen var på sit højeste, dansede gæsterne parvist ind mellem to ord i en tankelinje, og så var man der. Nøgen og tidløs. Festen varede i ugevis, sådan føltes det, men ved afslutningen, når sankthansormene i håret var slukkede, og man skulle hjem, smuttede man ud af tankelinjen igen, hvilket kun kunne lade sig gøre mellem et komma og et efterfølgende ”hv”-ord.

Ude igen, i den såkaldte fysiske verden, var der måske kun gået et sekund, så man kunne sagtens møde disse naturånder uden at opdage, de havde været til bal. For et gennemsnitligt menneske lyder det måske lidt vildt, men det er ikke noget specielt for de involverede. De er jo født sådan, og ligesom i drømme, sætter man næsten aldrig spørgsmålstegn ved de pludselige omskift, man kan møde der. Man tænker også uhyre sjældent over det mærkelige i at møde en eller anden afdød slægtning, hvor man i den såkaldte vågne tilstand måske ville korse sig.

/J.W.

Morgenstund

Vindstille, blæst, medvind, modvind og sidevind, …betegnelser for velkendte fænomener. Træer, søer, have, bygninger, skyer, planeter og galakser er betegnelser eller navne på objekter eller forekomster i rum og tid.

Blæsten, i sig selv, kan man ikke se. Rummet, i sig selv, kan man ikke se. Man kan se afstanden mellem objekterne, hvilket giver en fornemmelse af, hvad rum er, og man kan se og føle resultaterne af blæstens virksomhed.

Ser man på et betagende maleri, selvfølgelig olie på lærred ;), med et imponerende perspektiv, er man almindeligvis ikke bevidst om det flade lærred, som bærer det. Og den dramatiske film på tv’et optager opmærksomheden, mens skærmen som gør oplevelsen mulig, er ganske uberørt af, om der er krig, med voldsomme eksplosioner, eller blide kærlighedsscener.

Sindbilleder, mens morgenkaffen brygges, om almindelige selvfølgeligheder, der dog skænkes en ekstra tanke den sidste søndag før den første søndag i Advent.

/J.W.

”Med flaskepost fra Engleland:”

Nogle tror Det Guddommelige kun findes i Jerusalem, i Mekka, eller i andre lokaliteter.

Men inde i hjertets dyb, hvor Det Allerhelligste ER, står en lille pult med Den Hellige Gral

, …velforvaret.

Englen fra Engleland havde sagt, at den nøgle du fik, passede til låsen til rummet, hvorfra Lyset fødtes uden ophør, og hvor tiden ikke kunne få et eneste ben til jorden, om end den symboliseredes ved et tusindben.

Det forekom vanskeligt at finde den rigtige dør, med den lås, som nøglen passede til, for alle dørene så fuldkommen ens ud. Og der var utallige.

Nu ved du, at Engle taler i gåder. De skal i hvert fald forstås med hjertet, med intuitionen, og ikke med det direkte udtalte ord, som blot svarer til alle tiders hellige skrifter, som derfor ofte misforstås, fordi så mange tager dem bogstaveligt… ofte i den allerbedste mening. Resultatet af dette viser sig at være en primitiv, infantil tilgang til sand oplysning, som ikke nås på denne måde.

Du fandt nemlig døren med den lås, nøglen passede til, og da du satte nøglen i og drejede rundt, indså du, at døren ikke var låst… og aldrig havde været det. Alt var illusorisk, bortset fra Den Hellige Gral, som du kunne se og røre. Men hvorfor dette nu mindede dig om noget fra din barndoms jul, når alle lysende på træet var blevet tændt, forstod du ikke helt.

Og dette værelse var jo netop Det Allerhelligste i dit hjertes dyb.

I. J.

Olie/lærred. 30 x 40 cm.

C. E.

Olie på canvas panel. 30 x 30 cm. + ramme.

Rum.

Fastlåste dogmer skygger for solen
trodsige bølger kastes mod molen.
Molen brydes med følelsers kraft
brydes med styrken den altid har haft.

Viljen til frihed er fast og konstant
som svævende ørn, som stærk elefant.
Frihedens rum har ingen mure
har intet tilfælles med dogmernes bure.

Dogmatiske følelser frygter jo solen
vender forskruet vrede mod molen.

/J.W.

Olie/lærred. 80 x 60 cm.

Frugt.

Olie på lærred. 40 x 40 cm. 

Ela.

Olie/masonit. 22 x 28 cm. incl. ramme.

Nu med svæveramme.

Olie/lærred. Str. 24 x 30 cm. + ramme.

Olie/lærred. 40 x 40 cm. + ramme.

Mortensand og nissemand.

Noah, Emma og Lotte vidste, hvor lang tid der var til jul. De vidste også, hvor lang tid der var til at julekalenderens første låge måtte åbnes, og det så de frem til. Det var et vigtigt vendepunkt, måske den mørke tids allervigtigste, indtil lågen var åbnet. For så lokkede den fireogtyvendes dobbeltlåge, og herefter gik tiden atter uhyggeligt langsomt.

For at korte tiden til den første december, besluttede de at sætte sig sammen og lave julepynt. Det var hyggeligt, og så kunne de drømme, at julen var meget nærmere, end den faktisk var. Lottes mor havde tilbudt et farvet ark karton til hver samt lim og en saks, de godt kunne være fælles om.

”Her er et ark til Emma, et til dig, Lotte, og det her er så Noahs ark. Værsensgo.” Et stort julehyggesmil ledsagede arkene. ”Lim og saks følger lige straks,” tilføjede hun koket.

Imens gik julemanden søgende rundt i sin kæmpestore hule, et sted på Grønland, og ledte efter stearinlysestumper fra sidste jul. Han ville i gang med at gnide kanemederne grundigt ind, for godt nok foregik meget af juleturen et pænt stykke over hustagene, men der var også behov for at kunne glide let gennem sneen hist og her. Selv om han først skulle afsted ved juletid, havde han svært ved at vente, og medegnideriet forkortede ventetiden. En sværm af små nisser var i fuld gang med at fremstille gaver og pakke dem ind, mens en overnisse, med sygekassebriller, granskede ønskesedler fra alverdens børn og uddelegerede arbejdet. Der var rigeligt at lave for alle, så fra nu af og helt frem til jul, var arbejdsløshed en by i Rusland.

Alle ovnene var sat på langtidsstegning, for Mortensaften blev også fejret her, og de flittige nisser fik en velfortjent pause med andesteg på tallerknerne og julehvidtøl i glassene. Øllene stod på køl ude i sneen en times tid, inden overnissen trak i rebet, som hang ned fra den kæmpestore messingklokke, og kaldte til skafning.

/J.W.

"Kind of realism."

Olie/masonit. Ca. 36 x 48 cm. incl. ramme.

K. L.

Olie/lærred. 24 x 30 cm.