tirsdag den 26. november 2019

NATURLIGVIS.

Han gik sig en tur i skoven. Pludselig kom en smuk kvinde svansende, så let på tå, at han næsten forvekslede hendes bevægelser med dans. Skitseblokken kom op af Fjällräven, og snart var en hurtig skitse klar, som kunne blive forlæg for et maleri.

Det viste sig at være en dryade, som netop havde forladt sit træ. Hun var på vej til fuldmånefejring hos elverkongen, som altid holdt bal ved fuldmåne. Såvel dryader som oreader, najader, elver- og ellefolk var inviteret, hvilket var kutyme.

Når fuldmånen var på sit højeste, dansede gæsterne parvist ind mellem to ord i en tankelinje, og så var man der. Nøgen og tidløs. Festen varede i ugevis, sådan føltes det, men ved afslutningen, når sankthansormene i håret var slukkede, og man skulle hjem, smuttede man ud af tankelinjen igen, hvilket kun kunne lade sig gøre mellem et komma og et efterfølgende ”hv”-ord.

Ude igen, i den såkaldte fysiske verden, var der måske kun gået et sekund, så man kunne sagtens møde disse naturånder uden at opdage, de havde været til bal. For et gennemsnitligt menneske lyder det måske lidt vildt, men det er ikke noget specielt for de involverede. De er jo født sådan, og ligesom i drømme, sætter man næsten aldrig spørgsmålstegn ved de pludselige omskift, man kan møde der. Man tænker også uhyre sjældent over det mærkelige i at møde en eller anden afdød slægtning, hvor man i den såkaldte vågne tilstand måske ville korse sig.
/J.W.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar