Eventyrligt.

Som den stod der, og på denne måde, ville et almindeligt menneske ikke tænke på, at hesten havde et liv, men bare smile af den. Var man en naturånd, så sagen anderledes ud. Så vidste man, at den var levende, og nogle få vidste oven i købet, at den var en god fortæller, selv om dens ben og hals var så tynde som tændstikker. Men her skulle man heller ikke skue hunden på hårene, for Koglemanden havde lagt ører til utallige eventyr fra hestens kastanjebrune mule, og nogle af dem havde han hørt så mange gange, at han kunne genfortælle dem, hvilket alferne nød godt af. De elskede at lytte til eventyr om overnaturlige væsner og begivenheder, for det kunne live op på en hverdag, som godt kunne synes lidt for kedelig indimellem.

”Jeg selv er jo ikke noget særligt,” sagde han, ”men jeg siger Jer, der er mere mellem trækroner og rødder, end vi kan forstå. Man kan blive helt ør i knolden af at fundere for meget over det, så derfor fortæller jeg kun historier om, hvad jeg ved. Det giver ikke hovedpine, men fungerer som inspirerende og beroligende vitaminer for krop, fantasi og sjæl.”

”Hvordan ved vi, at det vi ved, også er det som er,” sagde en lille alf, mens han tyggede på et græsstrå.

”Jo, det ved vi, fordi kastanjehesten har fortalt det, og han har studeret volapyk i dets grundform, nedfældet på urgamle blade, som stammer fra selveste urskovens træer.”

”Jamen hvad så med udviklingen?” fortsatte alfen. Alting udvikler sig, og vi bliver forhåbentlig klogere og klogere, som årstiderne skifter. Hvad der var sandt i svundne tider, er vel ikke nødvendigvis sandt i dag.”

”Good point. Dog skal man passe på ikke at smide ærterne ud med bælgene, for meget af det der står, er skam viist. Det skal bare ikke tages bogstaveligt, men forstås i sin essens, ellers passer det slet ikke til vore dage, men gør mere skade end gavn, og så kommer man fjerlet til at tænke på en elefant i en glasbutik. Der voksede nemlig mange, anderledes træer dengang, bare for at nævne et eksempel, som heller ikke skal tages bogstaveligt. I øvrigt er der en brugbar tommelfingerregel: Hvis historien ender med, Snip, Snap, Snude, er den troværdig. Ellers er man mere eller mindre på Herrens Mark. Tag nu den kæmpestore blodbøg derovre. Den siger, at vi alle kan fejle, og den har endda så mange årringe, at det hist og her kniber for barken at nå om dem.”

Koglemanden strakte sig, så det knagede, bredte armene ud og sang med værdig mine: ”Så længe jeg lever, så længe mit hjerte slår, så længe vil jeg elske jerrr er er er. Disse ord er nu nedfældet på nogle blade i urskoven, og det siges, at de oprindeligt har stået skrevet på en krøllet serviet, der lå smidt udenfor værtshuset lige her ved skovens udkant. Brevduens moster fik tårer i øjnene, da hun læste dem, hvorefter hun fluks sendte nevøen, med servietten rullet om det ene ben, til urskovsredaktionen, så ordene kunne komme til ære og værdighed. Og de er blevet ganske kendte. Men nu kommer jeg vist også til at tude… så Snip, Snap, Snude.”

/J.W.