Juleklip.

”Vi skal have risengrød til aften, så vi kan vænne maverne til det, for det er snart jul, og jeg er allerede træt af den fede mad, vi har fået siden første søndag i Advent” sagde Johanne til Rasmus, ”og så vil jeg sætte en tallerkenfuld op på loftet til nisserne også. Det er bedst at være på god fod med dem.”

”Det kunne jeg da ikke drømme om,” sagde Rasmus, ”nisser findes kun i fantasien, og fantasifostre spiser ikke risengrød.”

”Det siger du, men jeg er nu ikke så sikker på, at de ikke rumsterer rundt omkring med et eller andet i ærmerne,” svarede Johanne, ”jeg har set nogle spor, som jeg ikke lige kunne sætte fod på.”

Rasmus orkede ikke det nisseri, kyssede Johanne på kinden og sagde: ”Nå jeg må gå nu. Arbejdet laver ikke sig selv,” og så var han ude af døren. Der skulle komme en dekoratør i dag og pynte op, så der blev rigtig god, gammeldags julestemning i frisørsalonen, og han havde fået et par ideer, han ville forelægge ham: En gammel grammofon med tragt skulle spille ”Der går altid både tilbage,” og der skulle sprayes med julesne. Endvidere skulle der dekoreres med guldsprayede grangrene og mistelten.

Dekoratøren kunne, langt hen ad vejen, godt følge hans intentioner, men foreslog at de satte noget mere juleagtigt musik på grammofonen, som f. eks. ‘Højt fra træets grønne top,’ men Rasmus havde fået “Der går altid både tilbage, tilbage til Danmark igen” ind i hovedet og kunne ikke slippe den, så den skulle det være. ”Man må bare abstratraktere lidt,” sagde han, ”det er nemlig ingen skade til. Folk vil have alting forærende nu om dage, men lad dem dog bare, for én gangs skyld, bruge fantasien her i julen. Jeg vil lave en ny skik i år, og som jeg plejer at sige, ”skik følge eller land fly.” Det skal skrives på et skilt, og det skal også stå på engelsk, så alle kan være med, og jeg har oversat det på Google, så du bare kan skrive af: “Usage follow or country aircraft.”

Og sådan blev det. På trods af lidt forskellige meninger kom der da, noget der mindede om, julestemning i frisørsalonen. Og det var jo det, det hele drejede sig om.

Men sporene spøgte stadig i Johannes sind. ”Man graver let sin egen grav, hvis man ikke holder sindet åbent, ja og selvfølgelig også øjne og ører. Nå, nu vil jeg bage beskøjter,” besluttede hun, mens hun automatisk kom til at nynne: ”Der går altid både tilbage.”

”Det er ikke spor for tidligt, for det er rart at kunne byde, hvis der skulle komme et øje, og så må der noget knofedt til, for beskøjter bager jo ikke sig selv. Så får nisserne også en håndfuld, så vi slipper for spilopper fra deres side, hvis vi bare lader dem sejle deres egen sø.

/J.W.