"Croquis."

Olie/lærred. 50 x 40 cm.

JULESTEMNING.

 

  Døren til venteværelset blev åbnet, og denne gang var det Kaj Otto, doktor Frederiksen sagde ”værsgo” til.

 

  Kaj Otto rejste sig så hurtigt han kunne og fulgte efter lægen.

 

  ”Værsgo at sidde.” Lægen pegede på den eneste stol, der var, foruden hans egen drejestol, mens han tørrede håndtrykket af i en vådserviet og sprittede af.

 

  ”Hvad kan vi så gøre for dig i dag?”

 

  Kaj Otto vred sig lidt. ”Joh, der er så mange, der spørger, om jeg er kommet i julestemning. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, for jeg ved ærligt talt ikke, hvad det er. Så et eller andet er der vel galt. Hvis nogen glædestrålende viser mig et pyntet og tændt juletræ, glider mit autofokus øjeblikkelig ned til gaverne. Kan det være noget med mandlerne?”

 

  ”Den var god. Nej julestemning sidder ikke i mandlerne. Det har noget med gaflen at gøre.”

 

  ”Ja, giv mig bare kniven. Jeg ved godt, jeg har en redningskrans om hofterne. Det er jo også derfor, jeg går med både livrem og seler. Livremmen alene tør jeg ikke stole på.”

 

  Lægen tog Kaj Ottos blodtryk, vendte sig mod sin computer et øjeblik, spillede lidt på tastaturet og drejede hurtigt tilbage igen.

 

    ”Du skal have en stemningsgaffel. Apotekerne importerer dem fra julemandens værksted i Grønland. De ligner, til forveksling, stemmegafler, som vi kender dem, men de har englelyd. Lige som julen selv, så fra og med den første søndag i advent, og tyve dage frem, skal du slå den tre gange på kanten af bordet morgen og aften og skyl efter med nisseøl. Hvis du ikke er i julestemning senest den tyvende december, så ring igen. Men det skal nok virke.”

 

  ”Hjælper det også at bære rød nissehue med hvid kvast? Det gør min nabos datter hver dag i julemåneden. Hun er tyve år nu og har gjort det, så længe jeg kan huske.”

 

  ”Det er en udmærket ide. Jeg skriver en recept på nissehue, nisseøl og stemningsgaffel.” Han rejste sig, gav Kaj Otto hånden, plukkede en vådserviet ud af dispenseren, sprittede derefter af og sagde:

 

  ”Glædelig Julestemning, Kaj Otto.”

  Der var kun nogle få håndfulde dage til den tyvende december, dagen hvor Kaj Otto skulle ringe til lægen, hvis han ikke var kommet i julestemning trods anvisninger og recept. Mange af julekalenderens låger stod åbne nu, og kalenderlyset var brændt pænt ned. Det var let at se, hvor nært man var kommet målet, som var den fireogtyvende om aftenen, hvor lysene på det pyntede juletræ skulle tændes, enten med ild eller ved et tryk på en kontakt.

 

  På Storcentrets torv, stod julemanden og delte flødekarameller ud. Han smilede og nikkede ustandselig og ho-ho-ho-ede, som julemænd gør, når de ikke lige sidder i kanen og svinger pisken højt over de forspændte rensdyr. Det med pisken var egentlig en skueproces, for rensdyrene strøg villige gennem luften med frostkolde tågeskyer ud af næseborene. Fulde af julestemning… og gæret rensdyrlav.

 

  En lille dreng stod med pegefingeren i munden og stirrede på den trivelige julemand. Han kiggede betuttet på sækken med flødekarameller, som julemanden holdt frem mod ham:

 

  ”Vær så god, ho-ho-ho, tag du bare for dig min ven.”

 

  Drengen tog fingeren ud af munden og greb febrilsk en håndfuld flødekarameller, men pludselig fik faderen øje på sceneriet, flåede karamellerne fra drengen og smed dem ned i sækken igen.

 

  ”Du ved jo godt, at flødekarameller giver huller i tænderne, Preben,” sagde han irriteret og skulede olmt til julemanden.

 

  Det havde vor gode julemand ikke lige set komme. Han følte, han delte julestemning ud og fik mange glade smil fra børn og voksne. Han kiggede forbavset på faderen og så nu, at det var selveste dr. Frederiksen, hans egen sygekasselæge.

 

  ”Ho-ho-h…øhh, undskyld doktor, men er det ikke julestemning, det drejer sig om?”

 

  ”Julestemning mig her og julestemning mig der. Jeg er træt af jeres kunstige forestillinger og lokkemad. Jeg orker ikke dette stemningshalløj, men ser frem til at nytåret bliver overstået, så vi kan få amputeret de mørke måneder, der spærrer for foråret.”

 

  Han greb irriteret Prebens hånd og trak ham bort fra den afskyelige julemand.

 

  Kaj Otto var chokeret. Han havde nøje fulgt Frederiksens råd, fra sidst i november, og havde, morgen og aften, knaldet stemningsgaflen tre gange i bordet for at få englelyd og havde, som der også stod i recepten, skyllet efter med nisseøl.

 

  Julestemningen var kommet snigende og blev stærkere dag for dag, så Kaj Otto havde fået stor tillid til sin læge. Julestemning havde han ikke kendt før, men nu vidste han, hvad det var.

 

  Og det var en stor glæde for ham. Han var taknemmelig og besluttede at være med til at sprede denne smukke stemning. Det var lige netop derfor, han havde reageret på Centertorvets annonce om at agere julemand og dele flødekarameller ud.

 

  Men doktor Frederiksen kunne ikke ødelægge Kaj Ottos julestemning. Den havde sat sig, så han havde intet behov for at ringe til ham den tyvende, hvis det ordinerede ikke virkede. Stemningsgaflen, nisseøllet og nissehuen havde spillet smukt sammen og bragt julestemning til Kaj Ottos sind.

 

  ”Doktor Frederiksen skulle smage sin egen medicin og ikke nøjes med at tørre hænderne af i vådservietter og spritte af efter hvert håndtryk,” tænkte han, løftede sækken mod en lille pige og sagde:

 

  ”Vær så artig, ho-ho-ho.”

/J.W.

 

 

"Leo."

Olie/lærred. 20 x 20 cm. + ramme.

 Olie/lærred. 34 x 29 cm. incl. ramme.

Silkepæoner.

Olie på plade. 63 x 63 cm. incl. ramme.

 Olie/lærred. 32 x 26 cm. incl. ramme i rå træ.

Lørdagsballet.

 

”Jeg elsker dig højere, end fugl kan flyve.”

Ordene snublede lidt over hinanden, da han udtalte dem, men det var også uvant at sige sådan noget. Jævne ord, lige ud af landevejen, var jo dem man brugte i det daglige, og jævne ord var ukomplicerede. Man sagde det bare, som det var.

Men situationen var speciel og krævede nok særlige ord. Han havde i hvert fald aldrig før prøvet noget der, bare tilnærmelsesvis, lignede det her.

Ved lørdagsballet på kroen i aftes, havde han danset med en meget smuk pige. Han havde aldrig haft en kæreste, mest fordi han var genert, og ikke fordi han ikke kunne tænke sig det. Mange af kammeraterne havde erfaringer med piger, og snakkede frit og naturligt om det. Det brød han sig slet ikke om, for dette at have en pige at elske, var noget stort og helligt. Det burde man ikke være letsindig med.

Men pigen havde puttet sig ind til ham, og det var da endt med kinddans. Før hun forsvandt igen, som en sommerfugl i natten, havde hun givet ham sit telefonnummer… samt et kindkys, og det kunne han stadig føle sødmen af. Han førte jævnligt sin hånd op til stedet, og fik et undrende, drømmende og spørgende udtryk i øjnene.

”Kunne det virkelig passe, at hun havde syntes om ham?”

Dagen efter, berettede han forsigtigt om det, og kammeraterne morede sig indvendigt. Sådan en uhåndterlig fyr havde haft en oplevelse med ”et skørt.” Det virkede latterligt, så der måtte kunne trækkes underholdning ud af det. Efter lidt påtrængende forhandlinger fik de ham presset til at ringe hende op, ”fordi det jo var det, hun ønskede, og fordi det var det, man gjorde.”

Sådan havde han slet ikke tænkt. Det i aftes var en drøm, og der skulle ingenting til for at ødelægge den. Han turde ikke. Denne drøm kunne han leve på resten af livet, så den måtte ikke briste.

Men han modstod ikke presset, og kammeraterne havde vel også ret som sædvanligt. De vidste mere om den slags end han, og så var de dygtige til fodbold. Det ene med det andet.
”Men, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” indvendte han.

Kammeraterne vidste godt, hvem pigen var, og det var et mysterium for dem, hvordan han kunne opnå sådanne fortrin hos hende. Hun var så attraktiv, at alle som én ville slippe alt, hvad de havde i hænderne, hvis de kunne opnå hendes gunst. Så nu skulle der laves sjov, for der måtte gøres et eller andet her, så det blev håndterligt igen.

De forsynede ham med de mest komiske vendinger, de kunne finde på og lo til hinanden, mens de gestikulerende gentog dem uden for hans hørevidde.

”Så er hun sikker,” sagde de.

Han var forvirret, men når de sagde det, var der jo nok noget om det, for de var da venner, og så ønskede de sikkert kun det bedste for ham.

Kammeraterne slog kreds om ham, mens han ringede hende op. De frydede sig, for hun ville grine sin røv i laser, når hun hørte hans klodsede ævl.

”Jeg elsker dig, højere end fugl kan flyve. Og… dine øjne er dybere end en skovsø.” Han lirede det lidt hakkende af, mens hans øjne, desperat flakkende, søgte kammeraternes godkendende blikke. Men selv om de, på en måde, godt kunne lide ham, så de alligevel frem til hans knusende nederlag. For det gav dagen indhold.

Emma stod og snakkede med sin bedste veninde:

”Jeg mødte en sød fyr ved ballet i aftes. Han er helt anderledes end de andre, og du skulle høre hans ord, da han ringede til mig i dag. For første gang har jeg mødt en, som tænker på andet end fodbold og drillerier. Ham kunne jeg godt blive forelsket i. Han giver mig de sødeste sommerfugle i maven, og når jeg skal giftes, skal det være med sådan en som ham. Og,” tilføjede hun drømmende, ”måske netop ham.”

/J.W.

Den økologiske tenor.

Han fyldte lungerne med luft, klemte balderne sammen og stødte modet op i brystet, mens han, på én gang målbevidst og tøvende, skridtede over mod Inga. Han bukkede og sagde:

“Vil du danse?”

Hendes blik ramte hans frisure og gled langsomt nedad til det nåede hans sko, hvorefter det fusionerede med den upersonlige baggrund:

“Jeg er optaget.”

“Nu igen,” tænkte han desperat. “Hvorfor siger de altid nej? Jeg kan lige så godt gå hjem og se dyner. Mine dage starter tidligt, og når køerne er gennet på græs og jeg pløjer eller harver, har jeg det godt. Mens jeg sidder på traktoren med piben i munden, akkompagneret af skrigende måger, smager jeg ikke disse bitre dråber, men glæder mig til at løsne hætten på termokanden og hælde en sjat kaffe op. Så lever jeg, og måske er det, det højeste mål jeg har udsigt til.”

Han havde vasket sig grundigt i ansigtet og kørt deodoranten rundt i armhulerne. Som kronen på værket kom han rigeligt brillantine i håret og klaskede de nybarberede kinder med Esprit de Valdemar, indtil det ikke sved mere. Der skulle ikke være noget at komme efter der, og duften af stald, som havde det med at hænge ved, burde nu være elimineret. Selv kunne han bare lugte de overvældende nuancer, der kom fra de materialer, han havde købt i Brugsen for at tage sig bedst muligt ud. Han havde smurt vaseline på sine solafskallede ører, for at udglatte ligheden med bark fra gamle træer, en lighed som var uundgåelig efter mange uger i marken, hvor solen ofte var ubarmhjertig.

Men pigerne ville ikke danse med ham. Måske fordi de vidste, at han kun var almindelig karl og ikke fodermester som Evald, men når han, efter et par år fra nu, ville blive forkarl på Nordbygård, ville de uden tvivl lægge mærke til ham. Der var prestige i at være noget på Nordbygård, for proprietæren, som ejede den, kom sammen med både sognerådsformanden, førstelæreren på den stråtækte skole og politimesteren… ja og brugsuddeleren. Så kunne han måske selv også begynde at være kritisk og nøjes med at bukke for de kønne piger, når musikken spillede op til lørdagsbal på kroen.

Én ting ingen andre end køerne og mågerne vidste var, at han kunne synge ”I alle de riger og lande” lige så godt som Ove Verner Hansen, men det var ikke så nemt at høste anerkendelse for det, især fordi han var genert. Selv i kirken, søndag formiddag, sang han ikke men nøjedes med at nynne. Ellers ville alle have vendt sig om, når han oplod sin røst. Og det havde han ikke nerver til. Hvis pigerne havde hørt ham synge i marken, var der sikkert en og anden, som ville ignorere hans umiskendelige duft af stald, blandet med duften af brillantine og Esprit de Valdemar og en subtil efterbrænding fra vaseline. Så kunne han nok få et ”ja tak,” som svar på et høfligt buk, selv om han endnu kun var karl.

Men mågerne og køerne hørte ham, og når han var færdig med at pløje, stak han sin pibe i lommen og sang sit hjerte frimodigt ud. Så begyndte køerne at samles og gå ham i møde. De vidste, at det var på tide at komme hjem og blive malket, og sammen gik de, med deres vidunderligt afslappede og tillidsfulde blikke, mod Mælkevejen med nikkende hoveder, ligesom et kompagni fiskekuttere der sejler op mod vinden og tygger bølgerne, fordi de ved, der venter store fiskestimer forude.

/J.W.

1John Weinreich