Den økologiske tenor.

Han fyldte lungerne med luft, klemte balderne sammen og stødte modet op i brystet, mens han, på én gang målbevidst og tøvende, skridtede over mod Inga. Han bukkede og sagde:

“Vil du danse?”

Hendes blik ramte hans frisure og gled langsomt nedad til det nåede hans sko, hvorefter det fusionerede med den upersonlige baggrund:

“Jeg er optaget.”

“Nu igen,” tænkte han desperat. “Hvorfor siger de altid nej? Jeg kan lige så godt gå hjem og se dyner. Mine dage starter tidligt, og når køerne er gennet på græs og jeg pløjer eller harver, har jeg det godt. Mens jeg sidder på traktoren med piben i munden, akkompagneret af skrigende måger, smager jeg ikke disse bitre dråber, men glæder mig til at løsne hætten på termokanden og hælde en sjat kaffe op. Så lever jeg, og måske er det, det højeste mål jeg har udsigt til.”

Han havde vasket sig grundigt i ansigtet og kørt deodoranten rundt i armhulerne. Som kronen på værket kom han rigeligt brillantine i håret og klaskede de nybarberede kinder med Esprit de Valdemar, indtil det ikke sved mere. Der skulle ikke være noget at komme efter der, og duften af stald, som havde det med at hænge ved, burde nu være elimineret. Selv kunne han bare lugte de overvældende nuancer, der kom fra de materialer, han havde købt i Brugsen for at tage sig bedst muligt ud. Han havde smurt vaseline på sine solafskallede ører, for at udglatte ligheden med bark fra gamle træer, en lighed som var uundgåelig efter mange uger i marken, hvor solen ofte var ubarmhjertig.

Men pigerne ville ikke danse med ham. Måske fordi de vidste, at han kun var almindelig karl og ikke fodermester som Evald, men når han, efter et par år fra nu, ville blive forkarl på Nordbygård, ville de uden tvivl lægge mærke til ham. Der var prestige i at være noget på Nordbygård, for proprietæren, som ejede den, kom sammen med både sognerådsformanden, førstelæreren på den stråtækte skole og politimesteren… ja og brugsuddeleren. Så kunne han måske selv også begynde at være kritisk og nøjes med at bukke for de kønne piger, når musikken spillede op til lørdagsbal på kroen.

Én ting ingen andre end køerne og mågerne vidste var, at han kunne synge ”I alle de riger og lande” lige så godt som Ove Verner Hansen, men det var ikke så nemt at høste anerkendelse for det, især fordi han var genert. Selv i kirken, søndag formiddag, sang han ikke men nøjedes med at nynne. Ellers ville alle have vendt sig om, når han oplod sin røst. Og det havde han ikke nerver til. Hvis pigerne havde hørt ham synge i marken, var der sikkert en og anden, som ville ignorere hans umiskendelige duft af stald, blandet med duften af brillantine og Esprit de Valdemar og en subtil efterbrænding fra vaseline. Så kunne han nok få et ”ja tak,” som svar på et høfligt buk, selv om han endnu kun var karl.

Men mågerne og køerne hørte ham, og når han var færdig med at pløje, stak han sin pibe i lommen og sang sit hjerte frimodigt ud. Så begyndte køerne at samles og gå ham i møde. De vidste, at det var på tide at komme hjem og blive malket, og sammen gik de, med deres vidunderligt afslappede og tillidsfulde blikke, mod Mælkevejen med nikkende hoveder, ligesom et kompagni fiskekuttere der sejler op mod vinden og tygger bølgerne, fordi de ved, der venter store fiskestimer forude.

/J.W.

1John Weinreich