Lørdagsballet.

 

”Jeg elsker dig højere, end fugl kan flyve.”

Ordene snublede lidt over hinanden, da han udtalte dem, men det var også uvant at sige sådan noget. Jævne ord, lige ud af landevejen, var jo dem man brugte i det daglige, og jævne ord var ukomplicerede. Man sagde det bare, som det var.

Men situationen var speciel og krævede nok særlige ord. Han havde i hvert fald aldrig før prøvet noget der, bare tilnærmelsesvis, lignede det her.

Ved lørdagsballet på kroen i aftes, havde han danset med en meget smuk pige. Han havde aldrig haft en kæreste, mest fordi han var genert, og ikke fordi han ikke kunne tænke sig det. Mange af kammeraterne havde erfaringer med piger, og snakkede frit og naturligt om det. Det brød han sig slet ikke om, for dette at have en pige at elske, var noget stort og helligt. Det burde man ikke være letsindig med.

Men pigen havde puttet sig ind til ham, og det var da endt med kinddans. Før hun forsvandt igen, som en sommerfugl i natten, havde hun givet ham sit telefonnummer… samt et kindkys, og det kunne han stadig føle sødmen af. Han førte jævnligt sin hånd op til stedet, og fik et undrende, drømmende og spørgende udtryk i øjnene.

”Kunne det virkelig passe, at hun havde syntes om ham?”

Dagen efter, berettede han forsigtigt om det, og kammeraterne morede sig indvendigt. Sådan en uhåndterlig fyr havde haft en oplevelse med ”et skørt.” Det virkede latterligt, så der måtte kunne trækkes underholdning ud af det. Efter lidt påtrængende forhandlinger fik de ham presset til at ringe hende op, ”fordi det jo var det, hun ønskede, og fordi det var det, man gjorde.”

Sådan havde han slet ikke tænkt. Det i aftes var en drøm, og der skulle ingenting til for at ødelægge den. Han turde ikke. Denne drøm kunne han leve på resten af livet, så den måtte ikke briste.

Men han modstod ikke presset, og kammeraterne havde vel også ret som sædvanligt. De vidste mere om den slags end han, og så var de dygtige til fodbold. Det ene med det andet.
”Men, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” indvendte han.

Kammeraterne vidste godt, hvem pigen var, og det var et mysterium for dem, hvordan han kunne opnå sådanne fortrin hos hende. Hun var så attraktiv, at alle som én ville slippe alt, hvad de havde i hænderne, hvis de kunne opnå hendes gunst. Så nu skulle der laves sjov, for der måtte gøres et eller andet her, så det blev håndterligt igen.

De forsynede ham med de mest komiske vendinger, de kunne finde på og lo til hinanden, mens de gestikulerende gentog dem uden for hans hørevidde.

”Så er hun sikker,” sagde de.

Han var forvirret, men når de sagde det, var der jo nok noget om det, for de var da venner, og så ønskede de sikkert kun det bedste for ham.

Kammeraterne slog kreds om ham, mens han ringede hende op. De frydede sig, for hun ville grine sin røv i laser, når hun hørte hans klodsede ævl.

”Jeg elsker dig, højere end fugl kan flyve. Og… dine øjne er dybere end en skovsø.” Han lirede det lidt hakkende af, mens hans øjne, desperat flakkende, søgte kammeraternes godkendende blikke. Men selv om de, på en måde, godt kunne lide ham, så de alligevel frem til hans knusende nederlag. For det gav dagen indhold.

Emma stod og snakkede med sin bedste veninde:

”Jeg mødte en sød fyr ved ballet i aftes. Han er helt anderledes end de andre, og du skulle høre hans ord, da han ringede til mig i dag. For første gang har jeg mødt en, som tænker på andet end fodbold og drillerier. Ham kunne jeg godt blive forelsket i. Han giver mig de sødeste sommerfugle i maven, og når jeg skal giftes, skal det være med sådan en som ham. Og,” tilføjede hun drømmende, ”måske netop ham.”

/J.W.