Tidstypisk.

Tik-tak-tik-tak-tik-tak siger uret taktfast. Det er nemlig den taktik det gamle pendul-ur benytter, for at holde styr på tiden, selv om dagene kortes lidt efter lidt.

Timeglasset synes, det lyder vulgært og nøjes med en næsten uhørlig hvislen. Soluret er helt oppe at ringe, hvad tysthed angår, og samtidig er det lige så harmonisøgende som Jacob Haugaard. Det tæller, med vilje, kun de lyse timer.

Visere, små sanddynger og solfremkaldte skygger samt andre ´”konstruktioner” kan måle tiden, eller i hvert fald skære den ud i små stykker. Det er derfra man har udtrykket: ”Et stykke tid.”

Når solen står lavt, kan man også selv fungere som solur, hvis man er opmærksom nok under sin spadsuretær. Så giver et ord som tidløshed måske ikke mening. Det kan forekomme irrelevant, med mindre man f. eks. er astrofysiker eller filosof.

Men når sommerferien er opbrugt, normaltiden er indtrådt, og vækkeuret ringer, hjælper ingen kære mor, hvis man vil overholde sine aftalte tider. Der går jo også tid med at forske i tidløshed, men hvis et sådant projekt forekommer én tåbeligt, er det tidsspilde at diskutere det. Det er heller ikke let og entydigt, men derfor kan det da godt være, at man med tiden kunne tage nogle dybere spadestik, hvad ‘ideen tid´ angår.

/J.W.