Suppedas.

 

  Hun hældte en spand vand ud ved sokkelen nær bryggersdøren, da hun var færdig med at plukke hønen, som skulle være hovedingrediens i søndagens suppe på den lille gård ved Jammerbugt. Det var nok dagens største fejl, for næppe havde hun tømt den sidste sjat ud, før lynet slog ned i laden. Det kom ganske uvarslet, der havde ikke været nogen rumlen, og ikke mange skyer på himlen. Solen skinnede dejligt, og det var vanskeligt at forstå, vintertiden så småt var i gang.

 

  Hvad hun ikke vidste, var at lige under, hvor vandet ramte, boede nissefamilien, Dahl. Og var der noget de ikke brød sig om, var det at få plasket vand på deres loft, især når de holdt siesta og lå og småkværulerede og jamrede over, hvor lang eller kort tid der var til jul. Og med sådan et snavset og varmt vandfald, var det ikke muligt at slå koldt vand i blodet, så nissefar, Yammer Dahl, råbte truende og mørkerød i hovedet:

 

”Nu kan det være nok!” 

 

  Og det var det. Det var nok til at nedkalde et slemt lyn, som straks antændte laden, for nissefars vrede var farlig for både mennesker og dyr.

 

  Set fra en menneskelig synsvinkel, var det en ond begivenhed, men fra nissernes muldvarpeperspektiv, var hævn ganske naturlig. Forståelse og tilgivelse fandtes ikke på deres menukort. Fred gav ingen mening og blev iagttaget med vantro.

 

  De vidste nemlig, fra overleveringer, at de skulle tørre glade og frimodige smil af de tåber, som levede i fredelig velstand, og plukke høns med dem. Alt andet var blålys og ikke til at holde ud. Og vandet var bare dråben...

 

  Hønsekødssuppen blev udsat, for nu var der nok at se til. Men havde konen fået en forståelse af, hvordan det hele hang sammen, ville hun sikkert lave en kæmpe portion risengrød til jul. For selv om nisserne boede under huset i det daglige, rykkede de altid op på loftet ved juletid.

 

  Og så var risengrød med sukker, kanel og en dygtig klat smør, et must, hvis man ønskede ro, fred og fordragelighed. 

 

/J.W.