Olie på lærred. 60 x 80 cm.

 

Olie på lærred. 30 x 40 cm. + ramme.

 

Olie på canvas panel. 24 x 30 cm.

 

Miniaturemaleri. Olie på masonit.

 

Olie på lærred. 25 x 30 cm.

 

TYPISK

Vi mødes før eller siden. Vi har adgang til

nye horisonter og ikke bare til tabte horisonter.

Og vi har adgang til erindring og fantasier om svundne tider, gamle kontinenter og kulturer.

Kedsomhed og tryghed ved det kendte,

nysgerrighed efter eller frygt for det ukendte.

Mayas hypnotiske blændværk er undertiden til at tage og føle på.

Runer, Gammel Dansk, sanskrit, dødehavsruller, forårsruller og snart forårskuller.

Cleopatra, som næsten alle kvinder har været i et tidligere liv, studerer Danmarks Riges Krønike samt ugebladet Søndag, køb det mandag,

lærer flervejskommunikation og multitasking og løser krydsord med kuglepen.

Bredbånd med høj hastighed i Pyramidernes

skygger.

Afsky for fejlprogrammerede dræberrobotter

og hungrende, frådende og hensynsløse krigsherrer.

Vintertid… Grøn vinter med blæst, storme og orkaner.

Rædselsslagne sommerhuse ved Vesterhavet er ved at brække sig ud over de forrevne klitter,

som havet æder grådigt af, mens de flankeres af højtidelige skyformationer, der informerer om både dit og dat.

Kong Vinter svang sin taktstok over land og vand,

og havets bølger fulgte den ærbødigt og troskyldigt.

Men i morgen danser frøken Forår igen.

Lige nu grubler hun… og spiser dufte til.

/J.W.

 4 andre

Fiffiffififfiftyyytfiftyyytfif

Gerda havde travlt. Hun fløj fra gærdet direkte op på en paradisæblegren, og sang nogle forfriskende toner. Hun var meget musikalsk, og belønnede hvert sted, hun satte sig eller forlod, med sine fiffiffififfiftyyytfiftyyytfiffer. Endvidere gav det hende overblik, på stedet, så hun huskede, hvorfor hun sad, hvor hun nu sad. Ellers kunne det godt smutte for hende.

”Der er en gærdesmutte,” sagde Philip til Agathe og pegede på paradisæblegrenen. ”Se, hvor lille den er, og se hvor fint halen står skråt op i vejret.” Philips klasse havde haft om gærdesmutten i går, og han havde lektionen i frisk erindring. Særligt dens redebyggeri havde fanget hans opmærksomhed, for hjemme hos ham, var han mest vant til duer. Og de var nogle klamphuggere, helt uden sans for arkitektoniske raffinementer.

Men gærdesmutten var arkitekt med M.A.A, foran. Hannen byggede kuglerunde reder med et fint lille hul i siden. Og han nøjedes ikke med at bygge én. Der skulle også være steder at sove, når ungerne var kommet ud af skallerne, og endvidere var det ganske attraktivt for hunnerne, når en han gjorde sig ekstra umage og byggede flere annekser. Af samme kvalitet som stuehuset forstås. Ingen sjusk her.

Jo, Gerda havde travlt, for hun var skruk og var på udkig efter en passende gemal. Og hun vidste helt eksakt, hvad hun fløj efter. Det var hverken hans kropsbygning eller frisure, men hans åbenlyse flid i forbindelse med domicilbyggeriet. ”For ærligt talt, når alt kommer til alt, ligner de sguda hinanden. Så om jeg bliver fotograferet med Gert eller Gunnar er lige fedt. Mit, eller vort, bryllupsbillede, når det kommer så vidt, kan såmænd godt tages med stand-inner, uden et næb opdager det.”

”Nå men jeg må smutte igen. Vi må være på vingerne her i foråret, for selv om udbuddet er stort, er efterspørgslen også stor. Og den der kommer først til mølle… Så, mutter smutter, og det er overhovedet ikke omgærdet af mystik, men er ren pragmatik. Nåh ja, og selvfølgelig også romantik. En brise strejfer mine halefjer, og jeg får øje på en flittig mand. Han har allerede bygget tre reder, så runde og perfekte som tennisbolde. Så jeg vil gøre mig til. Og når Gerda Troglodytes gør sig lækker, hun giftelysten vækker. Nu kan I vel se, at det ikke er ren pragmatik alene, der holder verden i gang.”

/J.W.

 "Opvind."

 

  Aurora er navnet på en sommerfugleart. Nordlys kaldes også Aurora, men i det følgende er Aurora morgenrødens gudinde. Kært barn har mange navne.

  ”Mine fire sønner er alle konfirmerede for længst, og da de holdt blå mandag, blev der stor forvirring på jorden. Men hvad, de skulle da have lov til at more sig denne dag, så jeg blandede mig ikke,” sagde Aurora og smilede stolt.

  ”At alle fire vinde pustede lidt liv i kloden, blæste jeg da på, for på sin vis var det sjovt, selvom det kostede en masse mennesker og dyr både liv og besiddelser. Hvor der handles, der spildes, og det er ikke en regel, jeg har indført, skulle jeg lige hilse og sige blandt venner. Den stammer fra et par uger før tidernes morgen, hvor jeg ikke engang var født, og jeg siger, som også alle mine aflagte mænd har sagt i flere tusinde dekader, næsten enstemmigt, selv om jeg selvfølgelig ikke har haft dem på samme tid:”

  ”Rigtige venner er som stjerner: Man kan ikke altid se dem, men man ved, de er der.”Det siger mange mennesker også nu om dage, så man kan vist roligt tilføje, at ordene er slået an, og jeg vil anslå, at det bliver udtalt, eller i det mindste tænkt, flere millioner gange hver evige, eneste dag, så der må være vægtige grunde til det. Broder Sol er ligeglad, for han fordeler altid sol og vind lige, det er nu hans natur, mens søster Måne, som er meget tættere på begivenhederne, holder med os.

  Nåmen, både N, S, Ø og V er kommet godt i vej, og selv om de er firlinger, har de alligevel hver deres særpræg. De er alle tilbøjelige til at tage munden for fuld, de kan, so to speak, være lidt storskrydende, men de passer deres arbejde. ”Har man et godt arbejde, må man gøre sig fortjent til at beholde det,” siger de, og det lyder rimeligt i mine, morgenrøde ører.

  Ind imellem er der en og anden som keder sig lidt og laver rav i den, men det skaber vel også innovation, så når safterne stiger, og barometrene pludselig falder eksplosivt og uventet, har en af dem sikkert fået en ide, som så straks skal afprøves. Det skal lige tilføjes, at de også har lært at meditere, og det holder menneskebørnene meget af, kan jeg se. Men en medalje har jo både en forside og en bagside, og skal den være præsentabel, bør den pudses på begge sider. Ellers klager både fritidsfiskere og lystfiskere over, at der kommer iltsvind i fjordene. Så, nej, det er ikke muligt at gøre alle tilpasse i denne verden.

  Mit arbejde bliver også, på sæt og vis, misforstået. Når morgenduelige mennesker får øje på mig, siger de ofte: ”Sikke en smuk morgenrøde,” men samtidig er der, fra en anden side, nogen der siger: ”Sikke en smuk solnedgang,” så man kan godt føle sig lidt skizofren, hvis man tager sig af folks betragtninger af én, for jeg er jo konstant, og utrætteligt, i gang med både det ene og det andet. Derfor prøver jeg, så godt jeg kan, at ignorere såvel ros som ris og koncentrerer mig om at gøre det, jeg er bedst til: Nemlig at være lige nøjagtigt, det jeg er, uanset hvad andre mener, jeg er eller bør være.

  Det var bare lige det, jeg ville sige. Ha’ en go’ dag. Kram.”

 /J.W.