"Opvind."

 

  Aurora er navnet på en sommerfugleart. Nordlys kaldes også Aurora, men i det følgende er Aurora morgenrødens gudinde. Kært barn har mange navne.

  ”Mine fire sønner er alle konfirmerede for længst, og da de holdt blå mandag, blev der stor forvirring på jorden. Men hvad, de skulle da have lov til at more sig denne dag, så jeg blandede mig ikke,” sagde Aurora og smilede stolt.

  ”At alle fire vinde pustede lidt liv i kloden, blæste jeg da på, for på sin vis var det sjovt, selvom det kostede en masse mennesker og dyr både liv og besiddelser. Hvor der handles, der spildes, og det er ikke en regel, jeg har indført, skulle jeg lige hilse og sige blandt venner. Den stammer fra et par uger før tidernes morgen, hvor jeg ikke engang var født, og jeg siger, som også alle mine aflagte mænd har sagt i flere tusinde dekader, næsten enstemmigt, selv om jeg selvfølgelig ikke har haft dem på samme tid:”

  ”Rigtige venner er som stjerner: Man kan ikke altid se dem, men man ved, de er der.”Det siger mange mennesker også nu om dage, så man kan vist roligt tilføje, at ordene er slået an, og jeg vil anslå, at det bliver udtalt, eller i det mindste tænkt, flere millioner gange hver evige, eneste dag, så der må være vægtige grunde til det. Broder Sol er ligeglad, for han fordeler altid sol og vind lige, det er nu hans natur, mens søster Måne, som er meget tættere på begivenhederne, holder med os.

  Nåmen, både N, S, Ø og V er kommet godt i vej, og selv om de er firlinger, har de alligevel hver deres særpræg. De er alle tilbøjelige til at tage munden for fuld, de kan, so to speak, være lidt storskrydende, men de passer deres arbejde. ”Har man et godt arbejde, må man gøre sig fortjent til at beholde det,” siger de, og det lyder rimeligt i mine, morgenrøde ører.

  Ind imellem er der en og anden som keder sig lidt og laver rav i den, men det skaber vel også innovation, så når safterne stiger, og barometrene pludselig falder eksplosivt og uventet, har en af dem sikkert fået en ide, som så straks skal afprøves. Det skal lige tilføjes, at de også har lært at meditere, og det holder menneskebørnene meget af, kan jeg se. Men en medalje har jo både en forside og en bagside, og skal den være præsentabel, bør den pudses på begge sider. Ellers klager både fritidsfiskere og lystfiskere over, at der kommer iltsvind i fjordene. Så, nej, det er ikke muligt at gøre alle tilpasse i denne verden.

  Mit arbejde bliver også, på sæt og vis, misforstået. Når morgenduelige mennesker får øje på mig, siger de ofte: ”Sikke en smuk morgenrøde,” men samtidig er der, fra en anden side, nogen der siger: ”Sikke en smuk solnedgang,” så man kan godt føle sig lidt skizofren, hvis man tager sig af folks betragtninger af én, for jeg er jo konstant, og utrætteligt, i gang med både det ene og det andet. Derfor prøver jeg, så godt jeg kan, at ignorere såvel ros som ris og koncentrerer mig om at gøre det, jeg er bedst til: Nemlig at være lige nøjagtigt, det jeg er, uanset hvad andre mener, jeg er eller bør være.

  Det var bare lige det, jeg ville sige. Ha’ en go’ dag. Kram.”

 /J.W.