Fiffiffififfiftyyytfiftyyytfif

Gerda havde travlt. Hun fløj fra gærdet direkte op på en paradisæblegren, og sang nogle forfriskende toner. Hun var meget musikalsk, og belønnede hvert sted, hun satte sig eller forlod, med sine fiffiffififfiftyyytfiftyyytfiffer. Endvidere gav det hende overblik, på stedet, så hun huskede, hvorfor hun sad, hvor hun nu sad. Ellers kunne det godt smutte for hende.

”Der er en gærdesmutte,” sagde Philip til Agathe og pegede på paradisæblegrenen. ”Se, hvor lille den er, og se hvor fint halen står skråt op i vejret.” Philips klasse havde haft om gærdesmutten i går, og han havde lektionen i frisk erindring. Særligt dens redebyggeri havde fanget hans opmærksomhed, for hjemme hos ham, var han mest vant til duer. Og de var nogle klamphuggere, helt uden sans for arkitektoniske raffinementer.

Men gærdesmutten var arkitekt med M.A.A, foran. Hannen byggede kuglerunde reder med et fint lille hul i siden. Og han nøjedes ikke med at bygge én. Der skulle også være steder at sove, når ungerne var kommet ud af skallerne, og endvidere var det ganske attraktivt for hunnerne, når en han gjorde sig ekstra umage og byggede flere annekser. Af samme kvalitet som stuehuset forstås. Ingen sjusk her.

Jo, Gerda havde travlt, for hun var skruk og var på udkig efter en passende gemal. Og hun vidste helt eksakt, hvad hun fløj efter. Det var hverken hans kropsbygning eller frisure, men hans åbenlyse flid i forbindelse med domicilbyggeriet. ”For ærligt talt, når alt kommer til alt, ligner de sguda hinanden. Så om jeg bliver fotograferet med Gert eller Gunnar er lige fedt. Mit, eller vort, bryllupsbillede, når det kommer så vidt, kan såmænd godt tages med stand-inner, uden et næb opdager det.”

”Nå men jeg må smutte igen. Vi må være på vingerne her i foråret, for selv om udbuddet er stort, er efterspørgslen også stor. Og den der kommer først til mølle… Så, mutter smutter, og det er overhovedet ikke omgærdet af mystik, men er ren pragmatik. Nåh ja, og selvfølgelig også romantik. En brise strejfer mine halefjer, og jeg får øje på en flittig mand. Han har allerede bygget tre reder, så runde og perfekte som tennisbolde. Så jeg vil gøre mig til. Og når Gerda Troglodytes gør sig lækker, hun giftelysten vækker. Nu kan I vel se, at det ikke er ren pragmatik alene, der holder verden i gang.”

/J.W.