Sommerfuglen iagttog den smukke,
nåleøjeformede og perleudsmykkede port. Et gyldent lys og æterisk nektar
strømmede ud. ”Der vil jeg ind,” tænkte den og fløj direkte mod porten. Men
vingerne var alt for store og forhindrede den i at komme gennem. Den sukkede
dybt, for den følte, at kom den bare ind, ville alt være godt. Den prøvede igen
og igen, men resultatet var hver gang det samme. Kroppen passede måske, men
vingerne var for store. Til sidst blev den træt, satte sig på et skovmærkeblad,
foldede sine store vinger sammen og lukkede samtlige 17000 lysreceptorer i ét
hug.
Skovmærke vokser i nærheden af alfer. Duften
er alfernes foretrukne, og der gik ikke særlig lang tid, før en alf opdagede og
betragtede den sovende sommerfugl. ”Selv om dens vinger er foldede, er de
usædvanligt store,” tænkte alfen, mens han kørte sin pegefinger i usikre
cirkler i sin ene tinding.
”Men denne sommerfugl er heller ikke helt
almindelig, kan jeg se. Den er paramagisk ligesom os, og de store vinger er
opstået, fordi den tænker store tanker. Ja, i hvert fald store mængder tanker.
Så får den ikke den ro, den har brug for, for så meget aktivt tankegods vil
føre den frem og tilbage, op og ned og hele tiden videre i alle retninger. Den
vil flakse. Herregud for en stakkel. Jeg vil hjælpe den og gøre dens vinger
transparente, så den kan se, at tankerne ikke er dens eneste virkelighed.
Tankerne bærer rundt på den, men snart kan den gennemskue dem, og så vil den få
et helt andet overblik.”
Han stak pegefingeren i munden, så den blev
passende fugtig, rakte den så højt i vejret, han kunne nå, mens han stod på
tæer, og sagde: ”Lepidoptera magus idea.” Så berørte han sommerfuglen ganske
blidt og var pist væk.
Da sommerfuglen vågnede, følte den, at alt
forekom som nyfødt, selv om det så ud som før. Den mærkede et gyldent lysglimt
fra hjertet, som strømmede ud til de yderste vingespidser, og nu så den, at den
kunne se gennem vingerne. Den gennemskuede dem, og det banede vej for en
tankefri forståelse: ”Jeg bader jo allerede i gyldent lys og æterisk nektar, og
behøver ikke flyve gennem nogen port. En forjættende og fortryllende følelse.
Et firben hapsede pludselig sommerfuglen og
så sig om efter en solvarm sten, den kunne holde siesta på. ”Lækker
sommerfugl,” tænkte den. ”Der er heldigvis mange flere skønne ting mellem
himmel og fjord, end jeg kan have i min mave.” Så glippede den sine små
mørklægningsgardiner for og slikkede gyldent solskin.
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar