TRYLLEFLØJT

”Håurh håurh, huå. Håurh håurh, huå. Håurh håurh, huå,” repeterede duen i én uendelighed.

”Det er da utroligt,” tænkte solsorten og spærrede næbbet op. Den duvede blidt på en grangren, mens den nød morgenstemningen, som lovede fuldgyldigt, gammeldags, sommervejr hele dagen… og aftenen med. ”Hvor filen har den lært denne monotone repetition? Man kan da godt høre, den vil noget med det, men den har i hvert fald ikke studeret på akademiet, hvor jeg lærte at spille tvær- og trillefløjte med variationer. Den egner sig bedst til et af de gadeorkestre, der har en tambourmajor i spidsen. Her må man nemlig ikke udtrykke sig for kompliceret. At den kan holde det ud. At den kan undvære kreativiteten. Det kunne jeg ikke.”

”Kraaahhh, kraaahhh, kraaahhh,” lød det pludselig skrattende fra toppen af nabotræet.

”Nej, nu må du gi’ dig,” tænkte solsorten. De lyde kommer fra samme boldgade, som om de må karakteriseres som værende, kan man sige, konkurrerende? De prøver måske at overbevise hinanden om, at de hver især kan tilføre gademusikken et og andet, hvad det så end måtte være? De kommer ikke med i mit symfoniorkester. Så meget er helt sikkert. Men måske lægger kragen an på duen, fordi han gerne vil have hende som kone? Hvem ved? Det kunne egentlig godt lyde, som om kragen søger mage. Bare de så vil holde sig langt væk fra mine matrikler, for jeg kan ikke holde deres jammermusik ud.”

”Nej, så hellere lidt melodiøst kammermusik på tvær- og trillefløjte. Nå, nu vil jeg fortsætte med at øve mig på et tema fra Tryllefløjten.”

/J.W.