Så er indsamlingen: "Hjælp til uddøde racers jul" startet.

 Olie på lærred med dyb blindramme. 50 x 50 cm.

FRA FJORDENS POESIBOG

Jeg strander en flig af min våde kåbe i din favn og berører dig med mit mildeste udtryk. På de større dybder sker ting som kan forurolige. Jeg skjuler det ikke, for jeg har kun reelle hensigter. Mit hjerte banker inderligt, og mit åndedræt virker beroligende, når jeg er meditativ.

Jeg kan virke udfordrende, når mit åndedræt bliver hektisk og hjerteslagene hurtige. Du iagttager mine skiftende ansigtsudtryk, men bliver du opmærksom på mit blik, ser du, at det er mildt og roligt.

/J.W.

MUNDLAM

 

 

  ”Mæh,” sagde det lille lam.

 

  ”Undskyld?” svarede det andet.

 

  De stod begge tæt ved indgangen til indhegningen, hvor græsset var ekstra frodigt, fordi der havde regnet tilstrækkeligt, og fordi der ikke var langt til fjorden. Det battede alt sammen.

 

  ”Nårh, jeg sagde såmænd bare mæh.”  Det lille lam kiggede lidt skråt på det andet lam, som om det var under anklage.

 

  ”Ja, mundlam er du jo ikke. Mæh kan betyde mange ting, mæææhn, lidt yderligere forklaring er undertiden på sin plads, hvis ikke lige omstændighederne gør det så klart, at det mere eller mindre siger sig selv. Men ellers er jeg da ganske enig, hvis altså det er vejret, du hentyder til. Man kunne også tro, du forsøgte at sige Mette.”  

 

  ”Det er i hvert fald ikke politik, jeg hentyder til. Jeg har fået for meget af noget, som er svært såvel at holde med som at holde af, og som er vanskeligt at fordøje. Jeg er jo hverken et klokkefår eller en plakatsøjle for Mette, Søren, Jacob, Lars eller andre som måtte byde sig til i den ellevte time. Mette er måske den kønneste af dem, men det er jo ikke kun det, det kommer an på.”

 

  ”Ja, det er hårdt i længden at prøve at skille fårene fra bukkene, at se hvem der er ulve i fåreklæder, hvem der er får i ulveklæder, og hvem der er egnede som hyrder.”

 

  ”Jah, joh, men uanset hvordan vi vender og drejer det, må vi finde glæder og fornøjelser i det nære. For slagteren er ligeglad med, hvilken farve hyrden har, bare vi er ved passende huld, så der kan høstes af os.”

 

  ”Jeg håber ikke, de får mavesår, når de skal blive enige om, hvordan høsten skal fordeles. Herremanden plejer at få broderparten, og så bliver der vel også lidt til husmanden.”

 

  ”Det siges, i hvert fald, at når det regner på præsten, drypper det på degnen. Og det er der vel noget om.”

 /J.W.

 

Fra Nibe Avis i dag:

 

FELICIA

At kende hende, eller bare møde hende, gav én et glimt af, hvad det grænseløse univers har at byde på af livsformer, foruden dem man kender til i forvejen. Selv her på kloden, dukker der undertiden arter op, man ikke havde drømt om, og der er i forvejen utallige livsformer alene her.

Hun sagde, hun hed Felicia. Men der var en undertone af, at navnet var påtaget, af hensyn til de mennesker, som var så heldige at møde hende. Selv om hun kun var halvt så stor som en menneskebaby, var hun en fuldt udviklet kvinde. Elegant som en ballerina og nødtørftigt, men eventyrligt og ærbart, klædt i rosenblade, hvilket gav hende et alfeagtigt udseende.

Måske fordi kun få egentlig vidste, hvordan alfer så ud, var man tilbøjelig til at drage en sådan sammenligning. Men hun var ikke alf. Hun betegnede sig selv som en slags fe, men dog fra et helt andet solsystem, end nogen vi kendte til. Galaksen, Mælkevejen, som også rummer jorden, var adskillige galakser fra den galakse, hun kom fra.

”Hvordan kan du rejse så langt, Felicia, og stadig se så ung ud? Vi har endnu ikke opfundet noget, som kan rejse med lysets hastighed, og det er vel nødvendigt, med de helt urimelige afstande.”

”Nårh, lysets hastighed regner jeg nu ikke med mere. Det går alt for langsomt, og så bliver det ikke rigtigt til noget. Der er vel kun tale om sølle 3000.000 km. i sekundet, så vidt jeg lige husker. Nej jeg rejser med en hastighed, som endog er hurtigere end tanken, da jeg rejser uden for tid og rum. Og så giver afstande ingen mening mere. At tænke i afstande er gammeldags. Det er sanserne, som begrænser forestillingsevnen, fordi I fortaber jer i deres umiddelbare beretninger. I glemmer så let, at I kan kigge på, ja fotografere, en stjerne på nattehimlen, som måske er eksploderet for tusind år siden, selvom I har lært om det i skolen. I betragter det tankeløst mere som teori end almindelig virkelighed.

Felicia sukkede: ”Men jeg er lidt forvirret, og har behov for at lette mit hjerte, bogstaveligt talt. Jeg har godt nok intet hjerte, som sådan, men derfor er talemåden alligevel betegnende. Hvor I mennesker bærer et hjerte, har jeg en levende rosenknop. Jeg føler, den kan springe ud i fuldt flor når som helst, men det har jeg følt, så længe jeg kan huske, og ind imellem får det mig til at blive lidt mismodig. Jeg ved, den folder sig grænseløst overdådigt ud, når tiden er moden, og så vil jeg strø kølige, og uendeligt smukke, kronblade ud over hele Jeres, såkaldte Mælkevej, så i kan spadsere der hånd i hånd uden at brænde fødderne på overophedede stjerner. Udsigten er fantastisk, og giver jer mulighed for at udvide jeres indsigt. Endvidere vil kronbladene, af den fuldt udsprungne rose, dufte så betagende, at I begynder at tænke i helt andre baner, end i har vænnet jer til. Men for jeres små børn, vil det være ganske selvfølgeligt.”

/J.W.

Del

VÆTTELYS OG STOPPESVAMP

”Jeg har lyst til Karl Johan fromage,” udbrød Vera Vættedottir, mens hendes blik fejede hen over Vasas jordslåede og støvede ansigt.

”Ja, det ville være overeminent dejligt til eftermiddagskaffen,” svarede Vasa, mens hans tungespids smuttede frem og fugtede et lille stykke overlæbe. ”Og så et fedt padderocknummer på grammofonen for takt og tones skyld. Men hent svampene udenfor nabolaget, for udestuerne skal være intakte. Og husk nu at holde grabbedullikerne fra Tylopilus felleusserne. De ligner jo Karl Johannerne, men forbitrer smagen og giver sikkert også forstoppelse, hvis det lykkes dem at snige sig med i fromagen. Så snupper jeg amagerhylden og sier alt skidtet fra, når du kommer med dem.”

”Sludder og vås, Vasa. Du kan da ikke bruge en amagerhylde til at vaske Karl Johan svampe med. Du må vist hellere bruge dørslaget, hvis der skal være raison i det.”

”Nå ja, fred være med det, dit rivejern. Amagerhylde, dørslag, pibekrave, morter, manglebræt, stoppesvamp… Jeg kan ikke hitte raison i de navne.”

Der var mange frodige svampearter i skovbunden, lige over deres underjordiske bolig, og de var perfekte som udestuer. En gang imellem sad de her og fik en mundfuld frisk luft. Svampene fungerede endvidere aldeles fremragende som paraplyer, når der var væde i luften, og skærmede samtidig mod nyfigne blikke fra oven.

Vætterne elskede deres underjordiske privatliv, og lod nogle gange som om, de ikke var hjemme, især når prædikanten, Claus Trofobi, trængte sig på. Han gik rundt med ordet, og udbredte sig om overjordiske ting. De selv havde accepteret, at tilværelsen, som sådan, var magisk, meningsløs og god.

Rød-vætte var dog altid velkommen. Hun havde sine meningers mod, var beskeden, og vidste en god del om, hvad der foregik rundt omkring.

”Hun har de smukkeste glimt i øjnene, og når hun beretter, tændes mit hjertes vættelys,” sagde Vasa ofte. ”Det holder også både lyn og torden borte, for har man overlevet et ophold i en ulvemave, er man lige så magisk, eventyrlig og troværdig som Karl Johan fromage… uden Tylopilus felleusser.”

/J.W.

SENSOMMER VED VANDKANTEN

Limfjorden skifter stemning nu. Løvfaldssæsonen har betrådt podiet og dirigerer de opførelser, som forventes. Der vil, som sædvanligt, blive skiftet kostumer undervejs for også at matche komponistens visioner.

Orkestrets sammensætning er ændret, fuglestemmerne er stort set taget ud og afløst af toner på vemodige klangbunde, der bedre end lærkesang udtrykker de smukke kumulusskyers parader med sensommerens lysende himmel som baggrund over sejlrenden.

Hver gang en sky pludselig giver plads for blændende solglimt, har naturen filmet en sekvens, så der er noget at se tilbage på ved de kvartårlige evalueringer. Der forlanges en æterisk- nostalgisk efterklang, for tonerne skal inspirere sindene til fordybelse.

Mågerne skriger dog upåvirkede i havneområdet, helt tydeligt uden noder, og værdiger ikke dirigenten opmærksomhed.

Man kunne næsten mistænke dem for manglende sans for såvel musik, som takt og tone.

/J.W.

KRUDT

 

Lauritz og Alfred sidder på ”Børsen” og evaluerer. ”Børsen” er den eneste bænk, havnen med slæbestedet tilbyder, i det lille fiskerleje ved Limfjorden. Bænkens ryg hviler næsten op ad Den Kongeligt Privilegerede Kro’s pavillon.

”Vinden skulle gå i vest til aften,” siger Lauritz.

”Øst og vest – hjemme bedst,” svarer Alfred, som godt kan lide at poetisere og skrue lidt på ord og betydninger. ”Ja det kan godt være, den går i den henretning. Bare det så ikke blæser alt for meget op, jeg skulle gerne på jagt i morgen tidlig.”

”Ta’r du skydekajakken?”

”Ja, om Vorherre vil. Den er allerede rigget til, og et par pipænder ville være dejlige til en for-ændring.”

”Det var ellers nogle pæne skrubber, vi fik i dag, og det ser ud til, at der er store rogn i.”

”Det er sandt, men et par rapænder i gryden ville nu også være rart. Og så den sovs…”

”Det er godt nok noget af en sovs, der bliver. Magnus fik en hare i lørdags. Den hænger på gavlen endnu.”

”Ja, de skal hænge et stykke tid, før de bliver modne, men de løber jo ingen vegne så længe.”

”Skal du ikke snart have et nyt jagtgevær? Din bøsse kan vel kun holde til sort-krudt, om Vorherre vil, som du altid siger. Hvorfor siger du egentlig det?”

”Mennesket spår, men Vorherre rå’r !… Og ingen kender dagen, før solen går ned. Men min bøsse kan, det den skal!”

”Der er også nogle der siger, at ingen kender dagen, før kroen lukker. Men se… der kommer et par hættemåger!”

”Ja, det er et kønt par, men jeg vil ikke spilde mit krudt på dem, for de skal ligge i kærnemælk natten over, ellers er de for trannede.”

”Jeg har tænkt på, at man måske kunne prøve at så skrubberogn, i stedet for at fiske efter dem. Så kunne man nøjes med at vande dem og fjerne lidt u-krudt i ny og næ. Når nisserne kan så klejner og få dem til at gro, kan en anden pjalt nok så rogn, selv om det ikke er bagværk. Silderogn bliver vel også sået, siden der er noget der hedder… høstsild, hæ hæ.”

”Ja, prøv du bare at så dem. Når de er modne, kan du jo plukke dem, og så kan I få plukfisk.”

/J.W.

1John Weinreich