At kende hende, eller bare møde hende, gav én et glimt af, hvad det grænseløse univers har at byde på af livsformer, foruden dem man kender til i forvejen. Selv her på kloden, dukker der undertiden arter op, man ikke havde drømt om, og der er i forvejen utallige livsformer alene her.
Hun sagde, hun hed Felicia. Men der var en undertone af, at navnet var påtaget, af hensyn til de mennesker, som var så heldige at møde hende. Selv om hun kun var halvt så stor som en menneskebaby, var hun en fuldt udviklet kvinde. Elegant som en ballerina og nødtørftigt, men eventyrligt og ærbart, klædt i rosenblade, hvilket gav hende et alfeagtigt udseende.
Måske fordi kun få egentlig vidste, hvordan alfer så ud, var man tilbøjelig til at drage en sådan sammenligning. Men hun var ikke alf. Hun betegnede sig selv som en slags fe, men dog fra et helt andet solsystem, end nogen vi kendte til. Galaksen, Mælkevejen, som også rummer jorden, var adskillige galakser fra den galakse, hun kom fra.
”Hvordan kan du rejse så langt, Felicia, og stadig se så ung ud? Vi har endnu ikke opfundet noget, som kan rejse med lysets hastighed, og det er vel nødvendigt, med de helt urimelige afstande.”
”Nårh, lysets hastighed regner jeg nu ikke med mere. Det går alt for langsomt, og så bliver det ikke rigtigt til noget. Der er vel kun tale om sølle 3000.000 km. i sekundet, så vidt jeg lige husker. Nej jeg rejser med en hastighed, som endog er hurtigere end tanken, da jeg rejser uden for tid og rum. Og så giver afstande ingen mening mere. At tænke i afstande er gammeldags. Det er sanserne, som begrænser forestillingsevnen, fordi I fortaber jer i deres umiddelbare beretninger. I glemmer så let, at I kan kigge på, ja fotografere, en stjerne på nattehimlen, som måske er eksploderet for tusind år siden, selvom I har lært om det i skolen. I betragter det tankeløst mere som teori end almindelig virkelighed.
Felicia sukkede: ”Men jeg er lidt forvirret, og har behov for at lette mit hjerte, bogstaveligt talt. Jeg har godt nok intet hjerte, som sådan, men derfor er talemåden alligevel betegnende. Hvor I mennesker bærer et hjerte, har jeg en levende rosenknop. Jeg føler, den kan springe ud i fuldt flor når som helst, men det har jeg følt, så længe jeg kan huske, og ind imellem får det mig til at blive lidt mismodig. Jeg ved, den folder sig grænseløst overdådigt ud, når tiden er moden, og så vil jeg strø kølige, og uendeligt smukke, kronblade ud over hele Jeres, såkaldte Mælkevej, så i kan spadsere der hånd i hånd uden at brænde fødderne på overophedede stjerner. Udsigten er fantastisk, og giver jer mulighed for at udvide jeres indsigt. Endvidere vil kronbladene, af den fuldt udsprungne rose, dufte så betagende, at I begynder at tænke i helt andre baner, end i har vænnet jer til. Men for jeres små børn, vil det være ganske selvfølgeligt.”
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar