MUNDLAM

 

 

  ”Mæh,” sagde det lille lam.

 

  ”Undskyld?” svarede det andet.

 

  De stod begge tæt ved indgangen til indhegningen, hvor græsset var ekstra frodigt, fordi der havde regnet tilstrækkeligt, og fordi der ikke var langt til fjorden. Det battede alt sammen.

 

  ”Nårh, jeg sagde såmænd bare mæh.”  Det lille lam kiggede lidt skråt på det andet lam, som om det var under anklage.

 

  ”Ja, mundlam er du jo ikke. Mæh kan betyde mange ting, mæææhn, lidt yderligere forklaring er undertiden på sin plads, hvis ikke lige omstændighederne gør det så klart, at det mere eller mindre siger sig selv. Men ellers er jeg da ganske enig, hvis altså det er vejret, du hentyder til. Man kunne også tro, du forsøgte at sige Mette.”  

 

  ”Det er i hvert fald ikke politik, jeg hentyder til. Jeg har fået for meget af noget, som er svært såvel at holde med som at holde af, og som er vanskeligt at fordøje. Jeg er jo hverken et klokkefår eller en plakatsøjle for Mette, Søren, Jacob, Lars eller andre som måtte byde sig til i den ellevte time. Mette er måske den kønneste af dem, men det er jo ikke kun det, det kommer an på.”

 

  ”Ja, det er hårdt i længden at prøve at skille fårene fra bukkene, at se hvem der er ulve i fåreklæder, hvem der er får i ulveklæder, og hvem der er egnede som hyrder.”

 

  ”Jah, joh, men uanset hvordan vi vender og drejer det, må vi finde glæder og fornøjelser i det nære. For slagteren er ligeglad med, hvilken farve hyrden har, bare vi er ved passende huld, så der kan høstes af os.”

 

  ”Jeg håber ikke, de får mavesår, når de skal blive enige om, hvordan høsten skal fordeles. Herremanden plejer at få broderparten, og så bliver der vel også lidt til husmanden.”

 

  ”Det siges, i hvert fald, at når det regner på præsten, drypper det på degnen. Og det er der vel noget om.”

 /J.W.