”Se far, en drage. Den er godt nok højt oppe.”
Julen er overstået, og det er Nytåret også.
Søndag d. 19. februar er der Fastelavn.
Søndag d. 9. april er der Påske.
Er der ikke det ene, er der det andet,
men til påske må julen endelig slippe sit tag.
Ikke alt kan jo blive ved med at vare.
Fastelavnsbollerne ER dukket op og i overdådige udgaver og oplag.
Boller op og boller ned, så længe fastelavn varer, og man kan heldigvis glæde sig over, at katte ikke længere puttes i tønder, som i de ”gode gamle dage.”
Fastelavn:
Jeppe hedder Knold, Peter hedder Tot.
Kirsten hedder Pippi, og synes det er hot.
Slik i kattens tønde, katten blev ”sat fri,”
fra Skagen og til Rønne, tønden slå’s til si.
Slik i lange baner, lige til at samle,
guf for børneganer, boller til de gamle.
Mønterne vil klirre, i bøtter og i tasker,
øjnene vil stirre, bag de fine masker.
Kan man holde masken og tænke på et navn,
så bør man holde fasten, det er jo fastelavn.
/J.W.
Som dagene bliver længere bliver fuglestemmerne mere iørefaldende, og når foråret har fået godt fat, kan man vågne ved intensiv fuglekvidder.
Jeg kan forestille mig, at en person med poetiske årer bliver så inspireret, at gåsefjer, blæk og papir (eller måske mobilens tastatur) aktiveres:
”Lille fugl hvor synger du smukt. Dine toner åbner mit hjerte for højere dimensioner og skænker nye, skønne indfaldsvinkler til, og forunderlige antydninger af, meningen med tilværelsen. Og med så fine, poetiske overtoner, at jeg må prise din sang i digt. Dine klarinetter og violiner er så fint afstemte, at sjælen næsten husker, hvor den kommer fra og frydes derved.”
Jeg hørte en ekspert i ornitologi tale om, hvad fuglene egentlig ”siger” md deres sang. Så hvis man, efter hans forklaring, oversatte fuglenes jublende budskaber til menneskesprog, ville det poetiske forsvinde hurtigere end dug for solen og blive erstattet af en viljestyret, pragmatisk indfaldsvinkel:
”Flyt jer I elendige båthorn og skidesprællere. Dette er mit revir og her bestemmer jeg. Gud nåde og trøste jer, hvis I ikke holder jer væk fra mit spisekammer. Jeg gentager det uophørligt, så I tykpandede kålhoveder får mulighed for at fatte det og skride.”
Men fuglenes kvidder er noget de fleste glæder sig over, og det varer ikke så længe, før de atter starter deres morgensange. Og så er det jo dejligt, at man ikke får dem ”oversat” automatisk, så man kan lægge i dem, hvad man vil.
/J.W.
Et af Aalborgs mest elskede vartegn, kendt i hele Nordjylland og måske i det meste af landet, Gåsepigen, skyder lige nu hjertet op i brystet, mens hendes tanker danser som strandsand i fjordstorm på grund af St. Bededags debatten.
Nogle tror, hun er ufølsom med et hjerte af sten og er gået helt i stå,
fordi hun bliver på sin post og ikke flakker rundt fra Herodes til Pilatus. Men
hun er blot standhaftig og bærer ikke sine følelser ”uden på tøjet.”
Ja, de sidste tre ord måtte sættes i gåseøjne, for Den Lille Havfrue har ytret, at man skal være forsigtig med etaforer. Man kan jo tabe hovedet, hvis man falder for ævl, og så bliver man nemt klassificeret som skrog.
/J.W.
Chresten boede på et meget lille værelse, der lå i en villas baghus i Sebbersund i sidste del af 1950erne. Han havde boet alene, siden han flyttede hjemmefra som ungt menneske, og han blev nu betragtet som en mild og godmodig original. Hans værelse var ikke udstyret med fjernvarme, varmepumpe eller lignende, så i den kolde tid holdt en bessovn så nogenlunde en tålelig temperatur. Når man tænker tilbage på tiden, hvor man indimellem besøgte ham, mindes man tydeligt den karakteristiske petroleumslugt fra bessovnen.
Han fortalte gerne om sin ungdom og sine oplevelser undervejs i livet på veje og stier, og han plukkede en masse mælkebøtter i sommerhalvåret på sine utrættelige traveture i naturen omkring Sebbersund og Bislev. Det var foder til de kaniner, han havde en aftale om at passe. Han fik undertiden også fat i gulerødder og roer fra områdets landmænd.
Han havde ingen tænder men faldt let i sang, og en del af det han sang om, havde han selv digtet.
”Hvor får du din inspiration fra, om man må være så fri at spørge?”
”Åh, jeg synes, den er alle steder. Rækker jeg armene mod et træ, en busk eller en sommersky, med opadvendte håndflader, skal der såmænd ikke mere til, end at en fugl flyver ned, sætter sig på hånden og frimodigt synger sin livsmelodi op i mit åbne ansigt.”
”Det er sikkert interessant at udveksle ideer med en sangfugl.”
”Man spilder ikke et sekund i kommunikationen. Fløjter du til den, lægger den hovedet på skrå og lytter. Og den venter altid med at svare, til den har hørt, hvad du har på hjerte. Den plukker ikke dit udtryk i stykker for selv at tage over og udfylde alle tomrum med egocentrisk støj.”
”Det kan man da vist kalde kommunikativ musikalitet.”
”Ja, såmænd. Og nu skal jeg afsted og plukke mælkebøtter til kaninerne. De ved så nogenlunde, hvornår jeg plejer at komme.”
/J.W.
.jpg)
På en lille ø, lige syd for Australien, gik tre unge piger med bare tæer i det fugtige, grønne græs. Solen skinnede, og fuglene sang, mens de kåde piger klippede solgule hoveder af mælkebøtter med tæerne.
