TOLKNING

 

  Som dagene bliver længere bliver fuglestemmerne mere iørefaldende, og når foråret har fået godt fat, kan man vågne ved intensiv fuglekvidder.

  Jeg kan forestille mig, at en person med poetiske årer bliver så inspireret, at gåsefjer, blæk og papir (eller måske mobilens tastatur) aktiveres:

  ”Lille fugl hvor synger du smukt. Dine toner åbner mit hjerte for højere dimensioner og skænker nye, skønne indfaldsvinkler til, og forunderlige antydninger af, meningen med tilværelsen. Og med så fine, poetiske overtoner, at jeg må prise din sang i digt. Dine klarinetter og violiner er så fint afstemte, at sjælen næsten husker, hvor den kommer fra og frydes derved.”

  Jeg hørte en ekspert i ornitologi tale om, hvad fuglene egentlig ”siger” md deres sang. Så hvis man, efter hans forklaring, oversatte fuglenes jublende budskaber til menneskesprog, ville det poetiske forsvinde hurtigere end dug for solen og blive erstattet af en viljestyret, pragmatisk indfaldsvinkel:

”Flyt jer I elendige båthorn og skidesprællere. Dette er mit revir og her bestemmer jeg. Gud nåde og trøste jer, hvis I ikke holder jer væk fra mit spisekammer. Jeg gentager det uophørligt, så I tykpandede kålhoveder får mulighed for at fatte det og skride.”

  Men fuglenes kvidder er noget de fleste glæder sig over, og det varer ikke så længe, før de atter starter deres morgensange. Og så er det jo dejligt, at man ikke får dem ”oversat” automatisk, så man kan lægge i dem, hvad man vil.

/J.W.