Chresten boede på et meget lille værelse, der lå i en villas baghus i Sebbersund i sidste del af 1950erne. Han havde boet alene, siden han flyttede hjemmefra som ungt menneske, og han blev nu betragtet som en mild og godmodig original. Hans værelse var ikke udstyret med fjernvarme, varmepumpe eller lignende, så i den kolde tid holdt en bessovn så nogenlunde en tålelig temperatur. Når man tænker tilbage på tiden, hvor man indimellem besøgte ham, mindes man tydeligt den karakteristiske petroleumslugt fra bessovnen.
Han fortalte gerne om sin ungdom og sine oplevelser undervejs i livet på veje og stier, og han plukkede en masse mælkebøtter i sommerhalvåret på sine utrættelige traveture i naturen omkring Sebbersund og Bislev. Det var foder til de kaniner, han havde en aftale om at passe. Han fik undertiden også fat i gulerødder og roer fra områdets landmænd.
Han havde ingen tænder men faldt let i sang, og en del af det han sang om, havde han selv digtet.
”Hvor får du din inspiration fra, om man må være så fri at spørge?”
”Åh, jeg synes, den er alle steder. Rækker jeg armene mod et træ, en busk eller en sommersky, med opadvendte håndflader, skal der såmænd ikke mere til, end at en fugl flyver ned, sætter sig på hånden og frimodigt synger sin livsmelodi op i mit åbne ansigt.”
”Det er sikkert interessant at udveksle ideer med en sangfugl.”
”Man spilder ikke et sekund i kommunikationen. Fløjter du til den, lægger den hovedet på skrå og lytter. Og den venter altid med at svare, til den har hørt, hvad du har på hjerte. Den plukker ikke dit udtryk i stykker for selv at tage over og udfylde alle tomrum med egocentrisk støj.”
”Det kan man da vist kalde kommunikativ musikalitet.”
”Ja, såmænd. Og nu skal jeg afsted og plukke mælkebøtter til kaninerne. De ved så nogenlunde, hvornår jeg plejer at komme.”
/J.W.
.jpg)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar