Fra juni til juli.

 

  Juni nynner snart de sidste strofer af sin sommermelodi, mens hun puster ud og pakker. Snart går hun i sommerhi, og med god samvittighed, for hun har givet alt, hvad hun har i sig. Lytter man efter, fornemmer man, at hun er ved godt mod. Nu mangler hun snart bare at give stafetten videre til Juli, som glæder sig til at yde sin livgivende indsats. Sankt Hans bliver uden bål, med levende ild, men storskærme vil, hist og her, forsøge at kompensere. De kan dog ikke kompensere for manglende regn.

  Juni og juli er som to søstre, der boltrer sig i sommervarmen. De har let til både smil og tårer, og de har varme hjerter.

 /J.W.

Surrealistisk.

 Olie på lærred. 80 x 60 cm.

LYS I LAMPEN

Nogle mænd ved ikke, at elverpiger er hule i ryggen. Har man været så uheldig at forelske sig i en elverpige, har man sikkert fået et chok før eller siden. For eksempel, når man var nået det punkt, hvor en særlig form for nærkontakt føltes naturlig, og måske påkrævet, eller i det mindste… passende.

Elvira nød den slags. Hun flirtede gerne med mænd og æggede dem virtuost, hvorved hun lynhurtigt vækkede deres begær. Hun så brandgodt ud over det hele. ”Også på ryggen,” som hun sagde med et koket smil.

Når hun var træt af en tilbeder og vendte ham ryggen, vidste hun, hun havde rystet ham… og rystet ham godt og grundigt af. Det var rart, for hun orkede ikke at have en flok forsmåede tilbedere på slæb. ”En ny dag en ny sag,” var hendes valsprog. Sådan skulle det være. Hun blev opfattet som utålmodig, fordi hun kun beskæftigede sig med det øjeblikkelige. Fortid og fremtid havde ingen plads i hendes bevidsthed. ”Sådanne tanker og forestillinger forurener,” påstod hun. Og det gav altid folk noget at ”gumle på,” for de fleste levede ikke i øjeblikket, men havde opmærksomheden rettet mod fortid og fremtid, hvor de foretrak at leve. Øjeblikket var for intenst og opfattedes almindeligvis som provokerende. Det var kun noget, som havde betydning i det virkelige, og fik derfor lov til at passe sig selv.

Om aftenen sad Elvira ved skovsøen og spejlede sig, mens hun pirkede i vandet og legede med afspejlingen. ”Hvorfor siger mændene, jeg er ryggesløs? Bare fordi jeg leger med dem… og pifter dem op? De glemmer vist, at jeg hælder olie på deres udtørrede lamper, hvorefter de suser rundt og leder efter tændstikker. Selv om de ofte har glemt, hvor vægen sidder.”

/J.W.

Alle reaktioner

SKOVTUR

 Olie på lærred. 34 x 44 cm. incl. ramme.

Solens stråler finder vej i skrå søjlebundter hist og her, og træernes blade ser ud som om de er selvlysende på en vidunderlig, blid måde. En fugls pludselige fløjten, med indbygget stereo og rumklang, fanger let ens opmærksomhed.

Man kan dufte den solvarme harpiks fra en træstub. Duften blander sig med duften af råt træ og skovbundens vegetation. Duften bliver gjort nærværende, af nogle biers summen mellem de blomster, som har slået sig ned her.

Virkeligheden kommer slet ikke med interessante bortforklaringer, så der er ingen grund til en masse konstruerede tanker, når det hele uden videre, og helt uden beregning, siger sig selv.

/J.W.

Olie på lærred. 50 x 40 cm.

 

Fra Limfjorden.

 Olie på canvas panel. 20 x 25 cm. incl. ramme.

Spirende.

Mon små børn kan forstå digte, eller skal de have enkle, nøjagtige beskrivelser af, hvad man mener, før det giver god mening for dem?”

Det afhænger vel af, hvordan man fremfører sine ting. Børn er måske endda bedre til at abstrahere end voksne, fordi en del af deres udvikling foregår som leg. Legene er ofte små udgaver af, hvad voksenlivet senere vil bringe, men der er også meget eventyrligt involveret. Deres sind er stadig så plastisk at ting, som voksne har opgivet at tro på, forekommer lige så virkelige, eller måske mere virkelige, end ting som udelukkende er betinget af afmålte, fysiske love.

Her er et par ældre eksempler på nogle af de digte, børn har stiftet bekendtskab med, og selv om de måske er lidt sludrevorne, tager børnene dem let til sig, og det giver dem et fundament for selv at turde udtrykke sig lidt abstrakt og metaforisk:

Ole Bole gik i skole,

med sin søsters røde kjole,

kom hjem klokken fem,

gik på hovedet i seng,

Ole vip, Ole vap, du slap!

Birgitte, Birgitte Bergøje

fik ond i det ene øje.

Hun smurte det med fløde,

så begyndte det at bløde.

Hun smurte det med tjære,

så blev det meget værre.

Hun smurte det med blæk,

så gik det hele væk.

På et tidspunkt tager en del børn afstand til det og får behov for at blive nøjagtige i udtrykket, men fundamentet er lagt, og frøene er sået til nye digterspirer, som springer ud i fuld blomst.

/J.W.