Nogle mænd ved ikke, at elverpiger er hule i ryggen. Har man været så uheldig at forelske sig i en elverpige, har man sikkert fået et chok før eller siden. For eksempel, når man var nået det punkt, hvor en særlig form for nærkontakt føltes naturlig, og måske påkrævet, eller i det mindste… passende.
Elvira nød den slags. Hun flirtede gerne med mænd og æggede dem virtuost, hvorved hun lynhurtigt vækkede deres begær. Hun så brandgodt ud over det hele. ”Også på ryggen,” som hun sagde med et koket smil.
Når hun var træt af en tilbeder og vendte ham ryggen, vidste hun, hun havde rystet ham… og rystet ham godt og grundigt af. Det var rart, for hun orkede ikke at have en flok forsmåede tilbedere på slæb. ”En ny dag en ny sag,” var hendes valsprog. Sådan skulle det være. Hun blev opfattet som utålmodig, fordi hun kun beskæftigede sig med det øjeblikkelige. Fortid og fremtid havde ingen plads i hendes bevidsthed. ”Sådanne tanker og forestillinger forurener,” påstod hun. Og det gav altid folk noget at ”gumle på,” for de fleste levede ikke i øjeblikket, men havde opmærksomheden rettet mod fortid og fremtid, hvor de foretrak at leve. Øjeblikket var for intenst og opfattedes almindeligvis som provokerende. Det var kun noget, som havde betydning i det virkelige, og fik derfor lov til at passe sig selv.
Om aftenen sad Elvira ved skovsøen og spejlede sig, mens hun pirkede i vandet og legede med afspejlingen. ”Hvorfor siger mændene, jeg er ryggesløs? Bare fordi jeg leger med dem… og pifter dem op? De glemmer vist, at jeg hælder olie på deres udtørrede lamper, hvorefter de suser rundt og leder efter tændstikker. Selv om de ofte har glemt, hvor vægen sidder.”
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar