torsdag den 12. juli 2018

torsdag den 5. juli 2018

Gyldne drømme.

Frihed, sang du, mens du stolt flashede
dine gyldne lænker.
Jo, du måtte gerne bære gyldne lænker,
det havde du jo også frihed til.
Og da du endelig vågnede,
blev dine efterladte lænker allerede
pudsede, polerede og vurderede til
auktioner på drømmenes gyldne børser.
Nu fletter du blomsterkranse,
og dit ansigt er vendt mod solen.


/J.W.


Hen i vejret.




”Storm” er vist på vej, siger meteorologerne. (Men derfor kan det da godt være rigtigt). Han holder vejret i sin hule hånd, og samler styrke til sin store fest. For fest vil han gerne have. Både hav, fjord og å holder vejret. De aner , hvad der måske  er i vente, og det er nok mere end blot en storm i et glas vand.

”Storm” kan få bølgerne til at gå højt og stræber efter at overgå både ”ny- og fuldmåner.”

”De hæver jo bare vandspejlene,” siger han, ”mens jeg kan løfte og lave fønbølger i "min salon." Nogle får kam til deres hår, mens regnen vil tegne streger på himlen og stimulere bondens høstmuligheder. Så vidt jeg kan, vil jeg gå over stregen. For skal der være fest, så lad der blive fest.”





onsdag den 4. juli 2018

Jordbærsprog.


Et tyst sommermorgen-ord.
Solens allernyeste stråler strejfer kinden,
som middagssolen forgreb sig på i går.

Jordbær flyver på usynlige vinger
fra margin i regnbuens ordbog
til duftende blomst og beruset ordsprog
med mere end blot hentydninger.