tirsdag den 25. marts 2025

FORÅR.


To harer sad på en bakketop mellem Barmer og Valsted. De havde en fantastisk udsigt. Smukke naturlandskaber, med en stribe fjord, lå badet i solskin, med frit udsyn til Lundbæk og Nibe, selv om noget af udsynet var lidt sløret af forårssolen.
“Hvor er landet dog smukt,” sagde han. ”Se hvordan vejene skærer markerne ud i små felter, og se de røde tage på menneskenes lejer. Jeg elsker at se på det, men kunne ikke tænke mig at bo på deres måde. Jeg skal have åben himmel over mig, både dag og nat.”
“Helt enig,” svarede hun og blinkede med sine smukke øjne. Hun gnubbede fint og mega-hurtigt sin næse med begge poter på én gang.
“Hvorfor blev du egentlig forelsket i mig?”
“Den første gang jeg så dig, vidste jeg, at du skulle være den, der fødte mine harekillinger. Kuld efter kuld efter kuld, og jeg vidste også lige, hvor vi skulle lave vores første hareleje: På engen i nærheden af den gamle, smukke
Guldregn. Den står tæt ved paradisæbletræerne. Jeg ville, du skulle bo så smukt, fordi du selv ser så fortryllende ud, og fordi jeg kunne mærke, at du havde et hjerte af guld. Ja selv efter de første tre kuld, ser du jo lige fortryllende ud. Dine smukke øjne får mig altid til at tænke på paradisæbletræernes blomster, som vel er det smukkeste, jeg kan se.”
“Åh, du taler så pænt.” Hendes kinder blev helt røde, kunne hun mærke. Det var ikke noget man kunne se, for pelsen skjulte heldigvis den slags, men føles, det kunne det. “Jeg føler, at jeg elsker hele verden nu, alle er mine søstre og brødre, og derfor har vi ingen fjender.”
“Hvad så med Mikkel? Er han ikke en af vore fjender?”
“Spørg ham, hvis du tør. Jeg tror, han elsker os, og han føler slet ingen fjendskab over for os. Han synes tværtimod, vi er dejlige.”
“Ja, sådan kan man også se på det. At kunne lide nogen kan jo forstås på flere måder.”
“Jeg vælger at tro på, at alt levende har kærlige følelser. Husker du min fætter Påskeharen, vi legede med sidste Påske? Han lærte mig, at vi alle er søstre og brødre, og at vi på en måde er ét. Senere rejste han ud i verden, og mødte så en kænGuru, som lærte ham om livet. Og selv om nogle mente, han havde været i lommen på denne kænGuru som bare havde narret ham, mener jeg, at det han lærte der, og nu lærer videre, er ægte. Jeg kan i hvert fald få tårer i øjnene, når han fortæller om, hvordan nattehimlens stjerner hvisker vidunderlige ting til os, mens vi sover.”
“Så kan jeg da bedre forstå, hvorfor du er så smuk. Hvis dine tårer dryppede ned i græsset, ville der nok vokse blomstrende paradisæbletræer op, for selv jorden ville blive rørt, og prøve at svare dig på en eller anden måde.”
“Nå, nu begynder det sørme at dryppe. Solen skinner så gyldent på de mørke skyer, som er ved at samle sig. Lad os finde noget læ, og vi må nok hellere sætte vore lange bagben foran. Med den sol, ser det ud til, at der kommer guldregn.”
J.W.


søndag den 16. marts 2025

Treenighed.

 


Kilden havde tre budspring og vandet var krystalklart.

Det ene udspring hed kærlighed, det andet hed forelskelse og det tredje hed medfølelse.

På vej ned ad skråningen løb alle tre kilder undertiden sammen i ét løb for så at skille sig igen.

Nogle iagttog dem som tre forskellige ting, mens andre indså de havde samme oprindelse.

J.W.

 

torsdag den 27. februar 2025

Skovens sjæl.

 

Hun omfavnede træet og lagde blidt kinden mod barken.

Hun mærkede usynlige kulsyrebobler dale uophørligt ned over hende fra træets krone. De berettede forskelligt, måske med en vis historisk vinkel. Ingen ord, for der var intet intellektuelt over det, men sindet modtog det helt naturligt og forstod uden argumentation.

Flossede nerveender fandt sammen og efterlod en følelse af fred.

J.W.



søndag den 23. februar 2025

Forårsglimt.

 ”Fred, harmoni, tro, håb, kærlighed og skønhed.”

Levende tanker som strømmer ud fra enhver blomst der har slået rod i Mælkevejens grøftekant.
J.W.

onsdag den 11. december 2024

UGLEFROKOST.


Kirkeuglerne fra Nibe Kirke, fra Frejlev Kirke, Vokslev Kirke, Bislev Kirke og fra Sebber Kirke var blevet enige om, at årets uglefrokost skulle afholdes i december. Der var ikke murren i krogene over denne beslutning, og derfor ingen ugler i mosen. Sådan gik det hvert år. Samme procedure.
Menuen bestod af opgylpede mus og kvædecider, for denne dag på året skulle der ikke spares.
Årets sædvanlige uglefrokost sikrede endvidere, at der blev ekstra glød i prædikerne d. 24. december. Det var alle enige om, så uglefrokosterne var ikke uglesete, men en kærkommen pligt, alle så frem til. Der var ingen uglebusser, men alle kunne flyve sikkert hjem, da kvædecideren ikke var særlig stærk. Men absolut opstemmende.
J.W.