Klitnissen
var blevet ansat som øverste politimyndighed for nisser og andet godtfolk i
Nibe efter at være rejst fra Affenrade, hvor han havde ”virket” i et par årtier.
Han fandt ud af, hvor og hvordan han skulle ansøge om embedet efter at have
spurgt i et avertissement i Nibe Avis. Han blev dog ikke bevilget en
sherifstjerne med NIBE indgraveret, men en behjertet borger i Tyvedalen tilbød
ham en forgyldt plasticstjerne, han havde gemt i mange år. Han havde fået den i
julegave, efter at have trykt næsen flad på Nina Hjorts udstillingsrude.
Klitnissen
var dog glad for den alligevel og tænkte: ”En sherifstjerne ER dog en
sherifstjerne.” Nu kunne han holde den frem i strakt arm, når han på sin
terrængående albinoræv eftersatte en mistænkt.
Han var
blevet bekendt med, at såvel Skalnisserne som Sebbernisserne havde en årlig
kontrovers, når julen nærmede sig. De havde svært ved at blive enige om,
hvorvidt julefesten skulle fejres på Skt. Nikolaj bjerg i Sebbersund eller i
Skalskoven. Der var en som foreslog, de kunne fejre julefesten i Lundbæk, som
lå midt mellem begge byer. Det afviste han dog blankt, da han frygtede, det kunne
afstedkomme en midtvejskrise. Der var jo også tid nok endnu til at finde en
mindelig løsning. Først ville han gå i arkiverne for at undersøge, hvordan de
legendariske politibetjente ”Krebsen og Stæren,” som Nibes Kling og Klang (fra
Pippi Langstrømpe), i deres tid havde grebet sagen an, hvis de havde været
involverede i den slags. De var anerkendte som fornuftige betjente, der tænkte
sig godt og vel om.
”Kommer tid
kommer råd,” plejede de at sige. Og nu Klitnissen havde fået både asyl og
embede i Nibe, ville han prøve at tage ved lære af fortidens synder.
/JW.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar