JULEØL.

 

”Jeg er ved at brygge juleøl.” Nissens små hænder arbejdede målbevidst og energisk. ”Nisseøl er godt, men min juleøl er bedre.”

”At du kan.” Fie betragtede ham beundrende. ”Hvordan ved du, hvad der skal i?”

”Jeg føler mig frem.” Nissen så vigtig ud. ”Jeg har det på fornemmeren. Den bliver ikke helt ens hver gang, for jeg kan aldrig huske opskriften. Kun det grundlæggende. Men hvis jeg ikke tilføjer lidt ”føler mig frem,” bliver den trist.”

”Sikken masse ting du har samlet i skoven.”

”Ja, der skal hakkede grangrene i, gæret mos, grankoglefrø, kanel, knust bøgebark og pressede bær fra misteltenen. I år vil jeg ”føle mig frem” med kandiseret kærlighed og stødt julestemning. Det giver sikkert det sidste uden alt for meget føleri, hvis du forstår, hvad jeg mener. For ingen må føle sig stødt. Det hele kommer i en vinballon, som placeres langt inde i den forladte rævegrav, og efter cirkus fjorten dage og nætter, bliver det siet i min vadmelsvest. Så mangler det bare at blive klaret, og jeg har et par flasker opklaring, jeg samlede mellem de to sidste gråvejrsperioder.”

”Hvordan får du brus i og skum på, for det plejer der at være?”

”Det kommer fra havet. Jeg henter det mellem Saltum og Skagen, når stormene raser om efteråret. Det tager altid nogle dage, fordi jeg samtidig besøger klitnisserne der. Og jeg kan ikke besøge dem uden at smage grundigt på deres Vesterhavsbrænding, fordi jeg ikke vil såre dem. Den er de gevaldigt stolte af. Men min juleøl siger dem ikke noget. Den passer ikke til tørrede isinger, siger de. Og det tror jeg, de har ret i.”

/J.W.