Anthurium.

Olie på lærred. 30 x 40 cm.

Nibe-motiv med regnvejrspyt.

Olie på canvas panel. 22 x 27 cm. (Opdateret).

Kvæk.

Olie på lærred. 60 x 60 cm.

Augustine.

Olie på canvas panel. 27 x 22 cm.

Om-tanker.

Olie på lærred. 60 x 60 cm.

"Consilia."

Olie på lærred. 50 x 40 cm.

Hjemmeside.

http://johnweinreich.simplesite.com/430045036

Kommunikativt.

Du kalder dig ’Digterelven.’ Jeg ved godt, hvad du mener, men havde du skrevet ’Elverdigteren,’ havde det måske været lidt mere forståeligt. Man kunne jo ellers komme til at tænke på et digtende vandløb. Hvor får du i øvrigt din inspiration fra, om man må være så fri at spørge?”

”Åh, jeg synes, den er alle steder. Rækker jeg armen mod et træ, en busk eller en sommersky, med opadvendt håndflade, skal der såmænd ikke mere til, end at en fugl flyver ned, sætter sig på hånden og frimodigt synger sin livsmelodi op i mit åbne ansigt.”

”Det kender jeg så godt. Og det er interessant at udveksle ideer med en sangfugl.”

”Man spilder ikke et sekund i kommunikationen. Fløjter du til den, lægger den hovedet på skrå og lytter. Og den venter altid med at svare, til den har hørt, hvad du har på hjerte. Den plukker ikke dit udtryk i stykker for selv at tage over og udfylde alle tomrum med egocentrisk støj.”

”Nemlig, og det er det, jeg kalder kommunikativ musikalitet.”

Allegretto.

Olie på lærred. 40 x 50 cm.

Opdigte.

Ejgil Trolderolle havde altid villet være digter, så vidt hans hukommelse rakte. Han prøvede at ligne en digter, redte håret glat med midterskilning, så godt det nu lod sig gøre, og skrev så pænt han kunne. Så kan man da heller ikke forlange mere. Men at kalde ham digter, behøver man ikke. Alle forlag gav ham afslag på hans opfordringer til udgivelse.

”Sådan går det for de helt store,” tænkte han. ”Men bare vent. De kommer til at fortryde det. Se bare van Gogh. Næsten ingen ville købe hans klatmalerier, og nu er de blandt verdens dyreste.”

Hans argumenter tilfredsstillede ham, skønt de var konstruerede til, og efter, omstændighederne.

”Dine udskejelser er æstetiske men banale,” sagde Pippiline, hans bevingede ven, forsigtigt. ”Måske kunne det hjælpe at gå til synkronsvømning.”

”Den er god med dig. Nej, jeg skal ikke ud i noget, hvor jeg ikke kan bunde.”

”Du ved vel, at kunstens vej er lang og trang? Og du må kalde mig for en undulat, hvis den er det ringeste kortere end det.”

”Joh, man siger så meget. Jeg digter jo op ad stammer og ned ad grene, men verden er ikke klar til mig endnu. Jeg har tænkt mig at få nogle digte sendt op med en rumraket og så se, hvad der sker. Først bliver de vægtløse, og ifald de kommer højt nok op, bliver jeg sikkert opdaget på interplanetarisk niveau. De skal derfor hedde: Opdigte.”

”Du har i hvert fald en aktiv fantasi. Ret skal være ret. Og bliver du ved på denne måde, skal der nok komme et eller andet ud af det.”

Beach Art: The final touch.

Olie på lærred. 80 x 60 cm.

August.

Olie på masonite. 40 x 50 cm.

Por-let.

Portræt opstået efter ”palet-metoden.” 
Betegnelsen er opdigtet til lejligheden. 

Ved ”palet-metoden” betragter man
sin farveknoldede palet,
som godt kan være et stykke lærred,
med mange tilfældigt opståede farver på.

Så ”hugger man en hæl og klipper en tå,
og sætter måske en streg på skrå,”

Vupti, så minder det om noget.

Olie på lærred. 

25 x 25 cm.

Hestekræfter i frigear.

Olie på masonite.
16 x 21 cm.

”Skal vi ikke gå et stykke ned ad engen? Jeg synes, græsset ser grønnere ud der.”

”Det er synsbedrag, kære. Når du bliver voksen, forstår du også, at græsset her ser grønnere ud, for dem der står dernede og kigger herop.”

”Hvorfor er der blomster der hedder ”Hestehov” og ”Følfod?”

”Det er et gallopkringlet spørgsmål, jeg ikke kan svare på. Men meget er opkaldt efter os. Tag for eksempel ordene ”hestekræfter” og ”jernhest.” Ja, jeg kunne blive ved. Men lige nu vil jeg nyde det friske græs, vi har her. Vi behøver heldigvis ikke vente på, at det gror, for det tilbyder sig ad libitum. Og selv om vore pærer hverken lyser eller hænger på træerne, er der alligevel mange der har glæde af dem. Så alt i alt føler jeg, at det er på tide at sætte i første gear og lade ”frokosten i det grønne” vederfares retfærdighed.”

Sikker sol i vase.

Olie på masonite. 60 x 50 cm.

Rits Rats Fillijong.

Alfetidendes journalister, som har redaktion på Sebber Skoles loft i Valsted, er næsten alle på sommerferie. Lige nu er et godt tidspunkt at holde ferie på, da lokalnyhederne ikke står i kø, netop fordi så mange er på ferie, og så bider det hele jo sig selv i halen. De fleste er rejst til de varme lande, så det er der, det sner. Og det tager Alfetidende sig ikke af. Den holder sig til det lokale.

Lokalt har der været tordenvejr og skybrud, med lidt god vilje. Fjorden var gået over sine bredder, og plantagestierne blev forvandlede til rislende bække. Folk i landsbyen havde, alle som én, mistet deres grydelåg og grydeskeer og diskuterede ivrigt hvorfor, og hvordan det dog var gået til.

Alferne havde været på nødvendige tyvetogter i nattens mulm og mørke.

De brugte de nyligt erhvervede, og omvendte, grydelåg som både, og grydeskeerne padlede de med. Så kunne de komme både frem og tilbage, for logistikken skulle være i orden. De rislende ”bække” var, for dem, rivende floder, som ikke var til at spøge med.

Alfred og Amor havde samlet et grydelågfuld æg fra nogle gråandereder ved fjordens bredning. De tog kun et par stykker fra hver rede, da de vidste, at det ikke ville genere ænderne det mindste, og nu havde de nok til en pæn stor omelet.

Kirsten Giftekniv, som boede i Kyø skov, to egernspring fra Alfred og eet fra Amor, var eminent til omeletter, og Alfred og Amor havde næppe overdraget æggene til hende, før hun gik i gang med at slå dem ud. Altså æggene.

”I får om omelet omme-lidt,” sang hun, mens hun svingede åkandeskåle, potter og pander, ”og bagefter skal vi have en dans.”

Alfred og Amor syntes, det var helt i orden, for Kirsten havde allerede lagt sin lille trækharmonika frem, og de syntes, hun spillede ganske godt. Hun kunne i hvert fald få ens fødder i gang, og så kunne de jo sende bud efter de to små Nymfer, som boede i det forladte spættebo ved Sebberklosters fodermesterhus, som aldrig stod under vand. Altså spætteboet.

¨Ellers noget nyt i Alfetidende i dag,¨ spurgte Amor.

¨Ved ikke,¨ svarede Kirsten. ¨Det der sker sydpå, er jo ikke noget at skrive hjem om til en lokalavis, men når ferien er slut, pudser jeg brillerne igen. Nåmen, nu får vi se, om vi kan huske teksten til vores dans. Når jeg spiller og synger, mens I danser til, kommer solen frem igen, hvis jeg husker de rigtige ord. Den fordamper meget af alt det vand, vi har fået, og så kan vi levere gydelågene og grydeskeerne tilbage til køkkenerne, hvor de garantrisseret er savnede.

Omeletten var på panden, og samtidig med at Kirsten koncentrerede sig om dette, nynnede hun forsøgsvis på den melodi, de skulle danse til efter omeletten. Lidt efter lidt kom der ord på, og nu sang hun halvhøjt, måske for at være sikker på også at kunne synge helt rigtigt, samtidig med hun spillede. Hun påstod nemlig, hun kunne multitaske, og det er en skinbarlig kvindedyd, havde hendes oldemor fra Trehøje fortalt hende. Alfred og Amor glædede sig til omeletten og til at danse med nymferne bagefter, og de smilede begge forventningsfulde, mens Kirsten kokkererede og småsang:

”Rits Rats Fillijong, gong, gong, vil du vær’ min alf, så kom, kom, kom! Rits Rats Fillijong, gong, gong, vil du vær’ min sol, så kom!
Og nymferne de løfter op i skørterne, så man kan se det ene bukseben. Tralalala, tralalala, tralalala, tralalala, tralalala, tralalala, tralalala, trala!”

Nibe motiv.

Olie på Canvas Panel. 22 x 27 cm.

Kildevand.

Ved foden af Skt. Nikolaj bjerg i Sebbersund var et drikketrug. Hestene, som gik frit omkring på den indhegnede eng, drak af det. Det løb altid over, fordi vandforsyningen var en naturlig kilde som udsprang fra bjergets side. Vandet piblede gennem græsset og løb direkte ned i truget.

Der flød blade, blomster, insekter, en druknet mus og andet på overfladen. Alt sammen i konstant, doven bevægelse på grund af den evige vandtilførsel. Engen var frodig, og om sommeren fyldt med glinsende, gule engblommer og andre blomster. Der var mange viber, mågefugle og lærker, og opholdt man sig nær truget, fik man snart øje på en våd frø. Mærkeligt nok, så man aldrig en stork. Betingelserne var ellers til stede. Man så ofte en klynge gråspurve og nogle solsorte, der anvendte truget som badeanstalt. De nød at puste sig op og stritte vand på hinanden, mens de konstant hilste og nikkede høfligt imødekommende.

Børnene drak direkte fra kildeudspringet, når de var tørstige. Selv på en varm sommerdag var vandet koldt og forfriskende. Det var en tid, hvor tiden selv ikke havde i sinde at gå af lave. Mens børnene lå der med bare knæ i det fugtige græs og formede hænderne, så vandet kunne flyde til munden og videre ned ad kinderne og hagen, følte de det ikke spor forjættende. Bare ganske almindeligt og naturligt.

Men at få besøg af slægtninge fra storbyerne var forjættende. Deres finere tøj og deres anderledes dufte, deres skødesløse forhold til penge og den deraf følgende mulighed for at score en sodavandsis, en isbåd eller en købekage fra bageren, det var kærkomne indslag i børnenes økologiske hverdag.

Mange år senere er stedet endnu genkendeligt, omend lidt fremmedgjort. Vejene og stierne har fået navne, sommerhuse har afløst hestene og engblommerne, og viberne er et særsyn. Byen har ændret udseende på grund af flotte restaureringer og nye, velbyggede helårshuse, og den gamle bro over fjorden, med de rødmalede jerngelændre, er væk. Det samme er alle butikkerne. Der var nok ikke penge, eller ikke penge nok, i forholdene, som de var.