Rits Rats Fillijong.

Alfetidendes journalister, som har redaktion på Sebber Skoles loft i Valsted, er næsten alle på sommerferie. Lige nu er et godt tidspunkt at holde ferie på, da lokalnyhederne ikke står i kø, netop fordi så mange er på ferie, og så bider det hele jo sig selv i halen. De fleste er rejst til de varme lande, så det er der, det sner. Og det tager Alfetidende sig ikke af. Den holder sig til det lokale.

Lokalt har der været tordenvejr og skybrud, med lidt god vilje. Fjorden var gået over sine bredder, og plantagestierne blev forvandlede til rislende bække. Folk i landsbyen havde, alle som én, mistet deres grydelåg og grydeskeer og diskuterede ivrigt hvorfor, og hvordan det dog var gået til.

Alferne havde været på nødvendige tyvetogter i nattens mulm og mørke.

De brugte de nyligt erhvervede, og omvendte, grydelåg som både, og grydeskeerne padlede de med. Så kunne de komme både frem og tilbage, for logistikken skulle være i orden. De rislende ”bække” var, for dem, rivende floder, som ikke var til at spøge med.

Alfred og Amor havde samlet et grydelågfuld æg fra nogle gråandereder ved fjordens bredning. De tog kun et par stykker fra hver rede, da de vidste, at det ikke ville genere ænderne det mindste, og nu havde de nok til en pæn stor omelet.

Kirsten Giftekniv, som boede i Kyø skov, to egernspring fra Alfred og eet fra Amor, var eminent til omeletter, og Alfred og Amor havde næppe overdraget æggene til hende, før hun gik i gang med at slå dem ud. Altså æggene.

”I får om omelet omme-lidt,” sang hun, mens hun svingede åkandeskåle, potter og pander, ”og bagefter skal vi have en dans.”

Alfred og Amor syntes, det var helt i orden, for Kirsten havde allerede lagt sin lille trækharmonika frem, og de syntes, hun spillede ganske godt. Hun kunne i hvert fald få ens fødder i gang, og så kunne de jo sende bud efter de to små Nymfer, som boede i det forladte spættebo ved Sebberklosters fodermesterhus, som aldrig stod under vand. Altså spætteboet.

¨Ellers noget nyt i Alfetidende i dag,¨ spurgte Amor.

¨Ved ikke,¨ svarede Kirsten. ¨Det der sker sydpå, er jo ikke noget at skrive hjem om til en lokalavis, men når ferien er slut, pudser jeg brillerne igen. Nåmen, nu får vi se, om vi kan huske teksten til vores dans. Når jeg spiller og synger, mens I danser til, kommer solen frem igen, hvis jeg husker de rigtige ord. Den fordamper meget af alt det vand, vi har fået, og så kan vi levere gydelågene og grydeskeerne tilbage til køkkenerne, hvor de garantrisseret er savnede.

Omeletten var på panden, og samtidig med at Kirsten koncentrerede sig om dette, nynnede hun forsøgsvis på den melodi, de skulle danse til efter omeletten. Lidt efter lidt kom der ord på, og nu sang hun halvhøjt, måske for at være sikker på også at kunne synge helt rigtigt, samtidig med hun spillede. Hun påstod nemlig, hun kunne multitaske, og det er en skinbarlig kvindedyd, havde hendes oldemor fra Trehøje fortalt hende. Alfred og Amor glædede sig til omeletten og til at danse med nymferne bagefter, og de smilede begge forventningsfulde, mens Kirsten kokkererede og småsang:

”Rits Rats Fillijong, gong, gong, vil du vær’ min alf, så kom, kom, kom! Rits Rats Fillijong, gong, gong, vil du vær’ min sol, så kom!
Og nymferne de løfter op i skørterne, så man kan se det ene bukseben. Tralalala, tralalala, tralalala, tralalala, tralalala, tralalala, tralalala, trala!”