Opdigte.

Ejgil Trolderolle havde altid villet være digter, så vidt hans hukommelse rakte. Han prøvede at ligne en digter, redte håret glat med midterskilning, så godt det nu lod sig gøre, og skrev så pænt han kunne. Så kan man da heller ikke forlange mere. Men at kalde ham digter, behøver man ikke. Alle forlag gav ham afslag på hans opfordringer til udgivelse.

”Sådan går det for de helt store,” tænkte han. ”Men bare vent. De kommer til at fortryde det. Se bare van Gogh. Næsten ingen ville købe hans klatmalerier, og nu er de blandt verdens dyreste.”

Hans argumenter tilfredsstillede ham, skønt de var konstruerede til, og efter, omstændighederne.

”Dine udskejelser er æstetiske men banale,” sagde Pippiline, hans bevingede ven, forsigtigt. ”Måske kunne det hjælpe at gå til synkronsvømning.”

”Den er god med dig. Nej, jeg skal ikke ud i noget, hvor jeg ikke kan bunde.”

”Du ved vel, at kunstens vej er lang og trang? Og du må kalde mig for en undulat, hvis den er det ringeste kortere end det.”

”Joh, man siger så meget. Jeg digter jo op ad stammer og ned ad grene, men verden er ikke klar til mig endnu. Jeg har tænkt mig at få nogle digte sendt op med en rumraket og så se, hvad der sker. Først bliver de vægtløse, og ifald de kommer højt nok op, bliver jeg sikkert opdaget på interplanetarisk niveau. De skal derfor hedde: Opdigte.”

”Du har i hvert fald en aktiv fantasi. Ret skal være ret. Og bliver du ved på denne måde, skal der nok komme et eller andet ud af det.”