Karl nyder ”at være på.” Han hiver i Vesterhavets overflade, løfter bølger op ved hårrødderne og slipper dem igen i en tilsyneladende uendelig dans. Den er dog blot uendelig, så længe den varer, men det er nok for ham, for han lever sig helt ind i øjeblikket.
Han nyser og stønner og puster til bølgeskummet, så det flyver langt ind over land. Han svinger med sin regnestok og tvinger skyerne til at slippe små forskrækkede strint. Han forsøger dog på, at få dem til at regne rigtigt. Så det er til at forstå, men det kræver en vedholdenhed, han måske ikke besidder.
Fjordene fryder sig, for nu får de atter ilt, så de ikke behøver at snappe efter vejret og sende døde fisk op til overfladen.
Tak for det Karl, men bliv nu ikke overmodig. Kend din besøgelsestid og tak af, når nok er nok. Så vi kan huske dig med smil på læberne.
Når du er blevet træt af forestillingen, venter Karlsvognen på stjernehimlen. Så kan du putte dig der og drømme dine våde drømme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar