Grøn er håbets farve.

”Nej, ingen komplekser her,” tænkte Orla. ”Det skulle også bare mangle. Men jeg fatter alligevel ikke, der går så lang tid, inden en bette nysselig frøken finder på at kysse mig. Jeg ser jo brandgodt ud, og så er der det specielle ved mig, at jeg er en fortryllet prins. Det burde frøknerne aldrig glemme at huske. Måske tror de bare, den slags er eventyr, men sådan spiller klaveret ikke.”

”Det kunne da være sjovt at opleve at blive forvandlet. Jeg forestiller mig, at kysset udløser et stort, magisk puf med en masse tryllestøv, som jeg så står og børster af mit prinseoutfit, mens frøkenen dåner med et lykkeligt smil på læberne. Hvis de huskede på, at der også følger et halvt kongerige med, ville flere nok tage sig sammen. Nu ser man dem i stedet i Luksusfælden på TV. Ak ja, sikke tider, men håbet er lysegrønt. Lykkes det ikke for mig, søger jeg optagelse i Frømandskorpset.”

”Nåmen foreløbig sætter jeg min lid til den romantiske fuldmåne. Mon ikke den løfter frøknernes amourøse niveauer helt op til det eventyrlige?”