Skitse i olie på masonit. 16 x 21 cm.

Vind og vejr.

”Urd” er på vej. Han holder vejret i sin hule hånd, og samler styrke til sin store fest. For fest vil han have.  Både hav, fjord og å holder vejret. De aner, hvad der er i vente, og det er nok mere end blot en storm i et glas vand.

”Urd” kan få bølgerne til at gå højt og stræber efter at overgå både ny- og fuldmåne. ”De hæver jo bare vandspejlet,” siger han, ”mens jeg kan løfte og lave fønbølger i min salon. Folk får kam til deres hår og kamp til stregen, mens de forsøger at få sværen sprød på kamstegen. Så vidt jeg kan, vil jeg gå over stregen. For skal der være fest, så lad der blive fest.”

Olie på lærred. 30 x 30 cm.

Julespurv.

”Spurven sidder stum bag kvist;
såmænd, om ej det fyger…”

De første linjer af Jeppe Aakjærs vinterdigt fra 1915. Det kunne være gråspurven, han tænkte på, men havde digtet været skrevet i dag, ville skovspurven nok være det bedste bud på et motiv, for der er mange flere skovspurve end gråspurve i Danmark nu.

Umiddelbart ser man ikke forskel på dem. Der er dog nogle kendetegn, som adskiller dem. Skovspurven har en sort kindplet og kastanjebrun isse, men umiddelbart tænker man nok ikke over dette.

Især ikke på kunstneriske tegninger og malerier, hvor den slags detaljer let forsvinder med et penselstrøg og gør skovspurve og gråspurve lige for Vorherre.

Olie på lærred. 40 x 30 cm.

Glædelig Jul og Godt Nytår.
Merry Christmas and Happy New Year.
Frohe Weinachten und glückliches neues Jahr.
Joyeux Noël et Bonne Année.
Maligayang Pasko at Manigong Bagong Taon.
Feliz Navidad y Feliz Año Nuevo.

Olie på canvas panel. 27 x 22 cm.

Frejas sjal.

Regnbuelys på spinderok 
trådtes i Frejas sal

så snart hun havde spundet nok

hun vævede sit sjal.

Et sjal så skært som stjernedrys

og morgendis ved hav

som sommerfugles lette kys

og solens glimt i rav.

/J.W.

Olie på lærred. 60 x 80 cm.

Olie på lærred. 80 x 60 cm.

Olie på canvas panel. 27 x 22 cm.

Olie på lærred. 30 x 30 cm.

"Der står et slot i Vesterled."

Fra Bredningen i Sebbersund.

”På gensyn, Severin.” Lucie gv Bernhard et æstetisk kys på kinden og smilede moderligt. ”Jeg ønsker Eder en prægtig tur udi det nørrejydske. Og pas nu på med portvinen. Du ved jo, maven gør knuder, hvis du vederkvæger dig for ofte, og dvæler for længe, i dens velbehagelige selskab.”

Han hed både Bernhard og Severin til fornavne, men Lucie holdt sig til Severin, som hun fandt behageligt mundret.

”Ja, må Den Almægtige holde hånden over dig, mens jeg er borte.” Bernhard betragtede hende anerkendende og grundigt, inden han resolut vendte sig og gik ud af døren.

Denne rejse gjaldt Sebbersund. Han var blevet inviteret til at bo et par uger i et slot, som lå tæt ved Sebber Bredning. Ikke særligt langt fra Sebber kirke og Sebberkloster. Kyø hed slottet, og grev Tramp ville gerne indlogere, og beværte, Bernhard et stykke tid. Delvist på grund af de smukke salmer han havde skrevet, og delvist fordi det gav slottet en fin bouquet, som kunne spores over det ganske land. For Ingemann var skattet og kendt af alle gode danskere.

Dagen oprandt, hvor Ingemann nåede Kyø. Kusken blev beværtet og fik en overnatning, før hestene vendte mulerne mod Aalborg igen. Før denne sidste strækning havde Ingemann sejlet helt fra Sjælland. Alt i alt en tur som kunne trække tænder ud, hvis man ikke lige brændte for den. Men han havde været heldig med vejret, og kuskens gaslygter havde overkommet selv de mørke områder ved Skinbjerghule, lige før Nibe, hvor man kunne være heldig at undgå røverpak.

Vejret beholdt sit gode humør, og Ingemann, som gerne ville være lidt alene indimellem, tog en del spadsereture morgen og aften. En særlig aften, som ville give historisk genklang, var vejret usædvanligt smukt. September var i fuld gang med at male prægtige kumulusskyer på himlen, aftensmaden havde været stegte ål, og lidt før solnedgang ytrede Ingemann behov for en spadseretur ved bredningen. Han havde spist godt, for stegte ål var ikke en ret, man kunne holde igen med. Man var først færdig, når der ikke kunne være mere indenbords, og der rumlede en anelse i hyttefadet.

Som han nærmede sig bredningen, blev han mere og mere betaget. Glemt var alt om kødelige lyster, som stegte ål vel også måtte regnes ind under, for det syn, som mødte ham, gjorde ham andægtig. Solen kastede rødglødende guld på skyernes kanter, og fjorden, som var helt blik, gjorde sig umage med at afspejle dem. Han glemte helt horisontlinjen fra Halkær mod Sebbersund, fordi den tonede så ydmygt ind mellem de farvestrålende guldskyer og deres spejlbilleder i fjorden. Hans følsomme sind så guddommelige eventyr i dette, og han mærkede tydeligt, at guds engle var ved at skabe et levende kunstværk.

Inden solen var helt forsvundet, var han på vej mod Kyø slot igen, og inden han var kommet vel indenfor, havde han allerede en mental råskitse til de ord, som senere blev så skattede.

Hvilket år dette foregik, vides ikke med nøjagtighed, så vi kunne sige i attenhundrede og hvidkål. Og selv om der kan være nogle unøjagtigheder i beskrivelsen, kombineret med lidt digterisk frihed, er historien sand og gyldig i sin essens, hvilket digtet, som blev resultatet af turen, vidner om. Så det slutter vi med, som et slags bevis:

Der står et slot i vesterled,
tækket med gyldne skjolde,
did går hveraften solen ned
bag rosenskyernes volde.
Det slot blev ej med hænder gjort
mageløst står det smykket
fra jord til himmel når dets port
Vorherre selv det har bygget.

Fra tusind tårne funkler guld
porten skinner som ravet
med strålestøtter underfuld
sig borgen spejler sig i havet.
Guds sol går i sit guldslot ind
skinner i purpurklæder.
I rosensky på borgens tind
står lysets banner med hæder

Solenglen svinger lysets flag
vandrer til fjerne lande
ham følger liv og lys og dag
bag natten brusende vande.
Lig solen farer livet hen
går til forklaringskysten
med glans opdukker sol igen
fra paradiset i østen.

/J.W.

Olie på masonit. Ca. 20 x 16 cm. (Incl. ramme).

For fulde sejl.

Vinden puster sig undertiden op og bliver til blæst. Den er opblæst over sine evner og avancerer let til storm, når den først har følt sin egen styrke. Orkanstadiet kræver mere af den, men den gør, hvad den kan, for her kan den nyde sig selv for fulde sejl. Den elsker musik, men er ikke synderlig musikalsk. Giv den en saxofon, en klarinet og en trompet, og den trutter løs på det hele. En dirigent og et nodeark siger den ikke noget. Den opfører sig som et barn der hopper rundt i en vandpyt, fordi det er sjovt.

Hatte kan den godt lide. Hold på hatten eller forær den til vinden. Den betragter Vendsyssel som Jyllands hat. Hvis det ikke havde været for broerne over Limfjorden, havde den sikkert også blæst Vendsyssel fri. Et frit Vendsyssel kunne man så kalde det, men broerne fungerer som hagesnore, så hatten bliver siddende.

Den hævner sig på oplandet og klitterne i stedet og bygger jævnligt om her, hvor den ikke møder uoverstigelig modstand, da der nok er sand men ikke sind til det.

”Vi er guder,” siger blæsten og havet til hinanden. ”Så landet må ligge, som vi reder.”

Hyggos julestjerner.

Han nærmede sig entredøren og lagde hovedet på skrå. Det var ikke hans egen entredør, men en der fangede hans opmærksomhed, på grund af den fine juledekoration der hang lige under dørspionen.

Med hovedet på skrå kunne han bedre opfange dufte, og lige nu vibrerede hans næse. Men lige meget hvor meget den vibrerede, fangede den ikke den mindste duft af julebag.

”Her er ingen hygge,” tænkte han. ”Så er det godt, vi har mig.”

Han gled ubesværet gennem den lukkede entredør og fortsatte ind i stuen. Fjernsynet viste en krigsfilm, manden lå på ottomanen med et ugeblad over hovedet, konen var ved at lægge en kabale og skævede kort til filmen med mellemrum.

Hyggo satte sin venstre pegefinger mod næsetippen, mens han spændt iagttog den forventede reaktion hos ”værtsparret,” som ikke anede noget om hans tilstedeværelse. De kunne ikke se ham, for han var af en helt anden kaliber end dem, og vibrerede anderledes. Hans legemes vibrationer kunne ikke åbnes med deres sanser, mens hans medfødte udstyr med lethed rummede deres.

Pludselig lagde konen kortene fra sig og udbrød: ”Jeg kommer til at tænke på vaniljekranse. Kan du huske, vi altid bagte til jul i gamle dage?”

”Ja, nu du siger det. Jeg kan faktisk dufte dem for mig endnu. Dengang bagte vi også klejner.”

”Ja, vi kogte klejner, og vi havde det rigtig hyggeligt, mens vi hjalp hinanden med at skære dem til med rullehjulet og fumle med at formatere dem. Det var dengang, der var jul til.”

”Skal vi ikke se, om vi kan finde kødhakkemaskinen og skrueformene til småkager? Imens kigger jeg efter mel, æg og gær… og vniljesukker. Og hvad vi ellers skal bruge.”

Et kvarter senere stod parret i køkkenet. Fjernsynet var slukket, og de havde begge forklæde på. Radioen spillede julesange, og der lå dej både her og der. Imens var ovnen blevet tændt og en gryde med svinefedt sat over.

”Jeg får lyst til at give dig en julesvingom,” sagde manden med et stort smil. Hans hænder var smurt ind i dej og der var ikke blevet sparet på melet, hvilket enhver ville kunne se, hvis de havde været til stede. Han bukkede med overdrevent store armbevægelser, mens han lystigt nynnede: Højt fra træets grønne top.

”Så kan jeg godt smutte igen,” tænkte Hyggo, medns han smilede skævt. ”Man kan stadig sit håndværk, selv om man er gået på pension. Når man nu har spredt hygge hele sit liv, kan man ikke bare sådan pludselig holde op igen. Og da særligt ikke i december, hvor den gode, gamle jul stunder til. Det skulle da bare mangle. Man er vel ikke kun juleånd af navn!”

Man skulle vibrere temmelig tungt, hvis man ikke fik øje på Hyggos julestjerner, som funklede Disney’sk i hans øjne.

Miniature.

Olie på masonit. 185 mm. x 235 mm. (Incl. ramme).

Sebbersund komposition.

Olie på lærred. 30 x 30 cm. + ramme.

Moder fjord.

Du holder dig godt. Vi ved, du har utallige år på bagen, men du ligner en af de ni muser, som ens forestillingsevne kan fremstille hende. Du forsyner generationer med fisk og er et skattet spejl for både solen og månen.

Nye generationer bader ikke i det samme vand, som ældre generationer badede i. For selv om du ligner dig selv på overfladen, har du fornyet dig utallige gange, og i en levende fjord kan man ikke bade mere end én gang i nøjagtigt det samme vand.