"Der står et slot i Vesterled."

Fra Bredningen i Sebbersund.

”På gensyn, Severin.” Lucie gv Bernhard et æstetisk kys på kinden og smilede moderligt. ”Jeg ønsker Eder en prægtig tur udi det nørrejydske. Og pas nu på med portvinen. Du ved jo, maven gør knuder, hvis du vederkvæger dig for ofte, og dvæler for længe, i dens velbehagelige selskab.”

Han hed både Bernhard og Severin til fornavne, men Lucie holdt sig til Severin, som hun fandt behageligt mundret.

”Ja, må Den Almægtige holde hånden over dig, mens jeg er borte.” Bernhard betragtede hende anerkendende og grundigt, inden han resolut vendte sig og gik ud af døren.

Denne rejse gjaldt Sebbersund. Han var blevet inviteret til at bo et par uger i et slot, som lå tæt ved Sebber Bredning. Ikke særligt langt fra Sebber kirke og Sebberkloster. Kyø hed slottet, og grev Tramp ville gerne indlogere, og beværte, Bernhard et stykke tid. Delvist på grund af de smukke salmer han havde skrevet, og delvist fordi det gav slottet en fin bouquet, som kunne spores over det ganske land. For Ingemann var skattet og kendt af alle gode danskere.

Dagen oprandt, hvor Ingemann nåede Kyø. Kusken blev beværtet og fik en overnatning, før hestene vendte mulerne mod Aalborg igen. Før denne sidste strækning havde Ingemann sejlet helt fra Sjælland. Alt i alt en tur som kunne trække tænder ud, hvis man ikke lige brændte for den. Men han havde været heldig med vejret, og kuskens gaslygter havde overkommet selv de mørke områder ved Skinbjerghule, lige før Nibe, hvor man kunne være heldig at undgå røverpak.

Vejret beholdt sit gode humør, og Ingemann, som gerne ville være lidt alene indimellem, tog en del spadsereture morgen og aften. En særlig aften, som ville give historisk genklang, var vejret usædvanligt smukt. September var i fuld gang med at male prægtige kumulusskyer på himlen, aftensmaden havde været stegte ål, og lidt før solnedgang ytrede Ingemann behov for en spadseretur ved bredningen. Han havde spist godt, for stegte ål var ikke en ret, man kunne holde igen med. Man var først færdig, når der ikke kunne være mere indenbords, og der rumlede en anelse i hyttefadet.

Som han nærmede sig bredningen, blev han mere og mere betaget. Glemt var alt om kødelige lyster, som stegte ål vel også måtte regnes ind under, for det syn, som mødte ham, gjorde ham andægtig. Solen kastede rødglødende guld på skyernes kanter, og fjorden, som var helt blik, gjorde sig umage med at afspejle dem. Han glemte helt horisontlinjen fra Halkær mod Sebbersund, fordi den tonede så ydmygt ind mellem de farvestrålende guldskyer og deres spejlbilleder i fjorden. Hans følsomme sind så guddommelige eventyr i dette, og han mærkede tydeligt, at guds engle var ved at skabe et levende kunstværk.

Inden solen var helt forsvundet, var han på vej mod Kyø slot igen, og inden han var kommet vel indenfor, havde han allerede en mental råskitse til de ord, som senere blev så skattede.

Hvilket år dette foregik, vides ikke med nøjagtighed, så vi kunne sige i attenhundrede og hvidkål. Og selv om der kan være nogle unøjagtigheder i beskrivelsen, kombineret med lidt digterisk frihed, er historien sand og gyldig i sin essens, hvilket digtet, som blev resultatet af turen, vidner om. Så det slutter vi med, som et slags bevis:

Der står et slot i vesterled,
tækket med gyldne skjolde,
did går hveraften solen ned
bag rosenskyernes volde.
Det slot blev ej med hænder gjort
mageløst står det smykket
fra jord til himmel når dets port
Vorherre selv det har bygget.

Fra tusind tårne funkler guld
porten skinner som ravet
med strålestøtter underfuld
sig borgen spejler sig i havet.
Guds sol går i sit guldslot ind
skinner i purpurklæder.
I rosensky på borgens tind
står lysets banner med hæder

Solenglen svinger lysets flag
vandrer til fjerne lande
ham følger liv og lys og dag
bag natten brusende vande.
Lig solen farer livet hen
går til forklaringskysten
med glans opdukker sol igen
fra paradiset i østen.

/J.W.