Hyggos julestjerner.

Han nærmede sig entredøren og lagde hovedet på skrå. Det var ikke hans egen entredør, men en der fangede hans opmærksomhed, på grund af den fine juledekoration der hang lige under dørspionen.

Med hovedet på skrå kunne han bedre opfange dufte, og lige nu vibrerede hans næse. Men lige meget hvor meget den vibrerede, fangede den ikke den mindste duft af julebag.

”Her er ingen hygge,” tænkte han. ”Så er det godt, vi har mig.”

Han gled ubesværet gennem den lukkede entredør og fortsatte ind i stuen. Fjernsynet viste en krigsfilm, manden lå på ottomanen med et ugeblad over hovedet, konen var ved at lægge en kabale og skævede kort til filmen med mellemrum.

Hyggo satte sin venstre pegefinger mod næsetippen, mens han spændt iagttog den forventede reaktion hos ”værtsparret,” som ikke anede noget om hans tilstedeværelse. De kunne ikke se ham, for han var af en helt anden kaliber end dem, og vibrerede anderledes. Hans legemes vibrationer kunne ikke åbnes med deres sanser, mens hans medfødte udstyr med lethed rummede deres.

Pludselig lagde konen kortene fra sig og udbrød: ”Jeg kommer til at tænke på vaniljekranse. Kan du huske, vi altid bagte til jul i gamle dage?”

”Ja, nu du siger det. Jeg kan faktisk dufte dem for mig endnu. Dengang bagte vi også klejner.”

”Ja, vi kogte klejner, og vi havde det rigtig hyggeligt, mens vi hjalp hinanden med at skære dem til med rullehjulet og fumle med at formatere dem. Det var dengang, der var jul til.”

”Skal vi ikke se, om vi kan finde kødhakkemaskinen og skrueformene til småkager? Imens kigger jeg efter mel, æg og gær… og vniljesukker. Og hvad vi ellers skal bruge.”

Et kvarter senere stod parret i køkkenet. Fjernsynet var slukket, og de havde begge forklæde på. Radioen spillede julesange, og der lå dej både her og der. Imens var ovnen blevet tændt og en gryde med svinefedt sat over.

”Jeg får lyst til at give dig en julesvingom,” sagde manden med et stort smil. Hans hænder var smurt ind i dej og der var ikke blevet sparet på melet, hvilket enhver ville kunne se, hvis de havde været til stede. Han bukkede med overdrevent store armbevægelser, mens han lystigt nynnede: Højt fra træets grønne top.

”Så kan jeg godt smutte igen,” tænkte Hyggo, medns han smilede skævt. ”Man kan stadig sit håndværk, selv om man er gået på pension. Når man nu har spredt hygge hele sit liv, kan man ikke bare sådan pludselig holde op igen. Og da særligt ikke i december, hvor den gode, gamle jul stunder til. Det skulle da bare mangle. Man er vel ikke kun juleånd af navn!”

Man skulle vibrere temmelig tungt, hvis man ikke fik øje på Hyggos julestjerner, som funklede Disney’sk i hans øjne.