Olie på lærred. 50 x 40 cm. 

Olie på Canvas Panel. 22 x 27 cm.

Olie på canvas panel. 18 x 24 cm.

"Toner."

”De skønneste toner, som når mit hjerte, frembringes af nymfernes nøgne fødder, når de danser, på spejlbilleder af nordlys eller regnbuer, i blikstille hav.”

”Jeg holder mest af sange, jeg kender, og som jeg kan nynne med på. Det du snakker om, ved jeg ikke lige, hvad er. Bliver det spillet i lokalradioen?”

”Det ved jeg ikke, men man genkender det øjeblikkeligt, når det forekommer. Jeg er ikke engang sikker på, man behøver ører for at høre det.”

”Nu har jeg hørt det med. Så går det vel an at lytte til det.”

Føniks.

Olie på canvas panel. 27 x 22 cm. 

Glædelig Jul.

Kort før Jul.

”Er du Julemanden hamselv?”

”Nej, desværre, eller heldigvis,

havde jeg nær sagt.

Jeg står såmænd her udenfor mit hus

for at få en smøg.”

”Skægget har du i hvert fald,

men man skal jo ikke skue hunden på hårene.

Jeg skal sige dig, jeg så ham i går

på nattehimlen.

I sin kane og med rener spændt foran.

Måske var han ude for at orientere sig

før gaverne skal endelig fordeles.

Det er jo ganske overvældende mange,

det drejer sig om. 

Men på den afstand kunne jeg

selvfølgelig ikke se hans ansigt tydeligt,

derfor spurgte jeg.”

”Hæ, hæ, du tror altså på Julemanden,

kan jeg høre?”

”Ne,j, naturligvis ikke. Men der ER nu mere

mellem himmel og fjord. Såhhh.”

”Har du hørt, at Bjerget rejser sig

på fire gloende pæle julenat?

Så holder nisserne, elverne og alferne julefest der.

De gloende pæle lyser smukt,

og samtidig holder de bjerget oppe,

og desuden er tusindvis af stearinlys tændte.”

”Nej, den slags tror jeg selvfølgelig heller ikke på.

Men det skulle nu alligevel være ganske festligt,

har jeg hørt fra en, som selv har været med.”

”Nå, jeg må ud og købe det sidste ind,

inden butikkerne låser og lukker

for selv at holde jul.

 Så jeg vil ønske dig en rigtig god

gammeldaws Glædelig Jul.”

"Dialekt."

Dit sprog er din kåbe

vævet af samfundet

med tråde

spundet ud af dit væsen.

Du spinder et net

så stort som øjet rækker

og dine tanker resonerer

i alle trådene
med indfarvede ord.

/J.W.

Glimt.

Et par glimt fra "galleri hjemmet."

Værksteds rapport.

Nisserne har travlt. De arbejder på højtryk i julemandens værksted på Grønland, nu julen nærmer sig. Mange har sikkert et billede af afslappet gaveindpakning her og ser måske for sig, at nisserne går og råhygger, nynner julesange, spiser pebernødder og studerer ønskesedler fra alverdens børn, mens de pakker julemandens kane og overvejer, om der skal en trailer efter i år.

Det er en del af sandheden, men der er så travlt, at det kunne minde om myldretiden i en kinesisk storby. Og sådan skal det også være, for julemanden er striks. Han ser gerne glade smil, men forlanger effektivitet, og opdager han, at nogen holder for lange pauser, eller sidder og snupper en smøg bag en dynge gaver, bliver vedkommende fyret på gavepapir samt degraderet til ”vætte” uden løn i op til en time.

I dag var der noget i gære, for julemanden var ikke dukket op fra morgenstunden af, og nu var der snart formiddagspause. Bag flere bjerge af gavepakker, steg røg op, fordi der blev brændt tobak af, nu der ikke var noget overopsyn. Men det skabte en vis uro, og det endte med, at tillidsnissen besluttede at buldre på døren til julemandens private gemakker. Man behøvede en afklaring.

”Jah, jah, kom ind, men vær forsigtig,” lød julemandens stemme. Tillidsnissen åbnede forsigtigt døren på klem og stak næsen så langt ind, at han kunne se julemanden, som stadig lå i sin kane.

”Kom nu bare ind,” stønnede han, ”men tag huen af og hold den op for munden, for jeg smitter. Jeg har fået røde hunde.”

Det havde tillidsnissen aldrig hørt om før, så han spurgte forsigtigt:

”Hva’ hulen er det for noget? Mener du røde tal på bundlinjen?”

”Nej, røde hunde. Altså ikke slædehunde, som sådan, men udslæt, som slet ikke render af pladsen sådan helt af sig selv. Du må ringe til Völven. Hun har sikkert et eller andet i ærmerne, hun kan gøre godt med, så jeg kan komme ud af kanen igen.”

På natbordet, ved julemandens leje, stod en smuk juledekoration med grangrene, grankogler, små kugler, rensdyrlav og kalenderlys.

”Narj, hvor er den fin,” sagde tillidsnissen. Hans stemme lød ulden gennem nissehuen, som han holdt presset mod munden.

”Tak, så mange gange,” svarede julemanden. ”Den lavede jeg i aftes, for der er jo kun jul én gang om året, og kalenderlyset holder mig ajour med tiden. Det stoler jeg mere på end den Mayland kalender, jeg brugte sidste år. Der er jo ikke stearinlys i, forstås, så den kan man ikke regne med. Kan du ikke bære den ud i køkkenet, så jeg kan holde øje med flammen, for om lidt vil jeg prøve at komme på benene og lave en kop kaffemik på min nye kaffemikser.”

”Jo, skal ske med det vons.” Tillidsnissen bar forsigtigt juledekorationen ud i køkkenet, og stillede den på det lille bord, som var beklædt med en slidt og krakeleret, men stadig anvendelig, voksdug.

”Så er den der,” skreg han. Hvor er kaffepuderne til din kaffemikser?”

”Hov, hov, jeg er jo lige her,” råbte julemanden. Han smilede bredt, mens han samtidig studerede sit ansigt i et håndholdt barberspejl. ”De røde hunde er stukket af. Jeg tror, de fulgte med ud i køkkenet.”

Tillidsnissen gik ind til julemanden for at få rede på, hvad der egentlig gik for sig her.

”Skynd dig ud i køkkenet igen,” gispede julemanden, da han så tillidsnissens ansigt, som nu var overfyldt med røde hunde. Han rev nissenathuen af og pressede den mod munden. ”Hva’ er det her dog for novvet?”

Så kom han i tanke om ”Den Hemmelige Bog,” som lå på indkøbs-nettet. Han pudsede brillerne og slog op på ”Juledekorationer.”

Hans øjne fulgte pegefingeren, som ramte de forskellige muligheder, der var ved dette ord, og pludselig var der gevinst:

”Hvis du anvender grangrene i din juledekoration, bør du sikre dig, de er økologiske. For ellers kan de udløse udslæt hos retskafne nisser, som jo er overfølsomme for overdreven juletræsdyrkning, der er baseret på profit og skattely.”

”Her har vi synderen,” råbte han til tillidsnissen. ”Bær straks julen ud, jeg mener juledekorationen. Smid den i en ravine og smæk låget i efter dig, men pil stearinlyset af først. Så vil jeg få fat i nogle bæredygtige grangrene til min nye kalender. Lyset er jo brændt ajour, og jeg smider kun det ud, som ikke er anvendeligt for anstændige nisser. Julen skal ikke være billig for enhver pris, men den skal være bæredygtig. Så slipper vi for granallergi og sligt. Kommer vi derhen, at julemanden får knopper af grangrene, julegavepapir, julepynt, vatskæg og rensdyr, kommer vi alle på glatis. Snart er det jul igen, og julen varer lige til pinse, undskyld påske, og så forholder vi os til knopforskydninger og pollenallergier, når den tid kommer.”

Olie på canvas panel. 27 x 22 cm.

Olie på lærred. 24 x 30 cm.

Win-win...

En del danske kvinder er ”damevikinger,” som bader både sommer og vinter. Kan man trække torsk i land og bade samtidigt, er det jo en win, win, winter-situation.

Marie Marie...

Olie på masonit. 21 x 16 cm.

Olie på masonit. 21 x 16 cm.

Olie på lærred. 30 x 24 cm.

8. december.

Gråvejr med rusk, fugt... og en meget smuk stemning.

Olie på lærred. 30 x 24 cm.

I december kunne man anvende disse (h)jul-kapsler ...for stemningens skyld.

Olie på canvas panel. 24 x 18 cm.

Indi(h)vid.

Man må ikke skrive ”neger” mere. Heller ikke ”indianer” går an. Der sker en del ”af den slags” for tiden. Man kan tale om hvide, sorte, gule og røde i stedet …vist nok. Selv om ingen af racerne egentlig har disse farver. Så det bliver vel også forbudt engang. Et ”blegansigt” er ikke et "hvidt" ansigt, og en sort er heller ikke sort, som sådan.

Hvis et firma ansætter nogle "sorte" afrikanere, kan det måske sige, det har ansat sort arbejdskraft… helt lovligt?

Der er vanskeligheder med sproget, hvis det slet ikke må kunne misforstås. Så der vil altid være noget at arbejde med i detaljerne. Bare det så ikke går ud over de store linjer, så detaljen bliver intens og nøjagtig, mens helheden, som er det væsentlige, underprioriteres. Det vil nemlig kun glæde de, som ikke kan forstå proportioner.

Olie på canvas panel. 30 x 30 cm. 

Olie på lærred. 50 x 50 cm. (+ ramme).

Olie på lærred. 80 x 60 cm.

FRA AALBORG TIL NYHAVN.

”Hakke persille, vugge den lille, åh, ÅH, åh.” Den gamle mand, Niels Christian Sandborg, sad uden for huset på trappen og vuggede sit spæde barnebarn. Solen skinnede og mågerne kredsede, mens døsigheden sneg sig ind over ham. Han gentog ”persillehakningen” igen og igen, fordi der var en egen ro over de ord, og de blev fremført let syngende.

Tankebilleder fra fortiden blev mere og mere levende for ham, og i glimt var han tilbage til sin pure ungdomstid. ”Hakke persille, vugge den lille, åh, ÅH, åh.” Nu dukkede scenarier frem helt tilbage fra attenhundredeoghalvfjerdserne, hvor han var ganske ung. Færdig med skolen og konfirmeret skulle han til søs. Det lå lige for, da han var af fiskerslægt og gerne ville opleve noget mere end det sædvanlige rusefiskeri på fjorden.

Han småsov, men ”sang” stadig, mens han holdt vuggen gyngende med sin højre hånd. En gang imellem kom han til at synge: ”Hakke den lille, vugge persille, åh, ÅH, åh.”

Han længtes ofte hjem efter stormfulde ture med pæreskuden, og når han følte overskud til det, løb han de små tredive kilometer fra havnen i Aalborg til sin hjemby, Sebbersund, ved fjorden. Så kunne der lige blive et par timers gensyn med familien, inden han måtte samme tur tilbage for at nå det hele. For pligtopfyldende var han.

Han sejlede med en skude, som pendlede mellem Aalborg og Nyhavn. Det var en hård tid for den unge mand. Men sådan var det for de fleste, så det accepterede man. Pæreskudernes drivkraft var kun sejl, så vind og vejr havde enorm betydning.

”Hakke persille, vugge den lille, ..."

Olie på canvas panel. 18 x 24 cm. 

16 x 21 cm. Olie/masonit.

Olie på masonit. 21 x 16 cm.

21 x 16 cm. Olie/masonit.

September.

16 x 21 cm. Olie/masonit. 

Sensommeren er trådt op på podiet og dirigerer nu de opførelser, som forventes af publikum. Der vil, som sædvanligt, blive skiftet kostumer undervejs for også at matche komponistens visuelle visioner.

Orkestrets sammensætning er ændret, fuglestemmerne er stort set taget ud og afløst af toner på vemodige klangbunde, der bedre end lærkesang udtrykker de smukke skyers parader med sensommerens lysende himmel som baggrund.

Hver gang en sky pludselig giver plads for blændende solglimt, har guderne filmet en sekvens, så der er noget at se tilbage på ved de kvartårlige evalueringer. Der forlanges en æterisk- nostalgisk efterklang, for tonerne skal inspirere sindene til fordybelse.

Mågerne skriger dog, helt tydeligt uden noder, og værdiger ikke dirigenten opmærksomhed. Man kunne næsten mistænke dem for manglende sans for taktstokke, noder, takt og tone.

Olie på canvas panel. 24 x 18 cm. 

Puella Piscis.

Olie på canvas panel. 24 x 18 cm.

"Julebag."

Klejnerne var ganske udmærkede.

Vidste man ikke bedre, kunne man tro, de var kogte i palmin eller svinefedt, som i de gode, gamle dage.

Men de havde en helt anderledes historie. En dame, på et lokalt julemarked, havde læst en kalenderhistorie på en blog, som var gengivet her på Facebook, og havde prøvet at efterabe opskriften, hvilket var lykkedes til UG.

I Harzen ligger en lille butik, som bestyres af nisser. Altså rigtige nisser. De sælger kleinefrø i poser. Ganske små frø, man kan så i sin altankasse, hvis man ikke har et stykke jord. De skal vandes dagligt med nisseøl, og en skønne dag spirer de.  Der kommer noget op, som kan sammenlignes med Bonsai-buske, og frugterne er klejner.

Når de er modne, plukker man dem og kan så komme dem i skåle, eller små poser, hvis man har mange og gerne vil give gaver. Alle, som har fået en lille pose hjemmeavlede klejner, siger, de smager fortræffeligt.

 Har man vandet dem godt, med frisk nisseøl, får de en gylden tone og har en tiltalende sprødhed i overfladen.

"Bar frugt."

Olie på canvas panel. 18 x 24 cm. 

Olie på canvas panel. 24 x 19 cm.

Grøn jul.

Cykelpumpe, lørdagsslik,

anderumpe, flak og flik.

Juletræer i Tappernøje,

skal altid være lige høje.

 Nissen spiser grød med gaffel,

danser kinddans med en vaffel.

Æblet flyver lissom gåsen,

ingen af dem fryser måsen.

/J.W.

Indbefattet. ("Omcider")

De aftalte at mødes… lige på det sted, hvor morgenens rimtåge slutter.

 Deres møde krystalliseredes, og en krystal faldt i havet. Tusind år senere blev den fundet i maven på en fisk, og havet havde afrundet den til fuldkommenhed.

Den kan nu ses som indfatning i Anahatas ring, og kigger man på den, i tavshed, fortæller den, hvor De Ni Muser brygger deres granatæblecider. Samtidig fødes en æterisk kopi af den i beskuerens hjerte.

Og så er det pludselig let at finde vej.

"På grisestien."

”Så I han skrev på grisestien?. Det hedder da ikke på, men i… ikkesandt?”

Han tænker på krigssstien, sku’ jeg mene. Det ligger jo så tæt på.”

”Narj. Inderjanerne er da helt fra Kamerika.”  Lillegris så lidt flov ud.  Den var ikke vant til at give udtryk for at være noget. Og det gjorde man, når man udtalte sig, som om man vidste, hvad man talte om.

”Spar mig for jeres visdom,” sagde sparegrisen. ”Jeg er på krigsstien, fordi jeg skal slagtes den første december, når hele min værtsfamilie skal på julegaveindkøb. Hertil skal de bruge al min indmad.”

”Kommer de så din indmad i tarme, så de kan lave ministerpølser?” Grisotto så nysgerrig ud nu, som om han ikke blot spurgte for konversationens skyld.

”Ja, selv om Dankort er kommet på tapetet, sparer de mønter op i løbet af året. Til julegaver. Så mærker man det ikke, plejer de at sige.”

Lillegris så betuttet ud. ”Mit juleønske er at komme på date med en marcipangris, der har rød sløjfe om maven.”

”Du kan da melde dig til bonde søger brud,” Sparegrisen så stolt ud. Måske troede de andre nu, han havde eget fjernsyn, siden han vidste om den slags.

”Er der ikke noget der hedder, gris på gaflen?” Grisotto smaskede højlydt under hele sætningen. ”Hver gang jeg hører den sætning, tænker jeg på dating. Der skal nu heller ikke så meget til. En go’ lun sti og en bette lækkerbisken på gaflen. Så er det jul for mig. Men jeg er nu også så romantisk. De fleste tænker jo kun på mad.”

November i gamle dage.

Olie på masonit. 16 x 21 cm.