¨Muldvarpeskud¨: juli 2017

mandag den 31. juli 2017

Hav.

Hvor drivtømmer og vraggods endelig får fodfæste,

og hvor sandet ikke får lov at tørre ud,

begynder Rans og Ægirs vældige rige.

Olie på lærred. 60 x 80 cm. + ramme.

onsdag den 26. juli 2017

Olie på lærred. 60 x 80 cm.

Auraspejl.

Din auras bølger når mit bryst,

mens regnbuen lander på sin kyst.

Og hjertet tændes med gyldent skær,

forkynder din smerte der føles så nær.

Som fiskerens agt på de oprørte bølger,

mens opvindens fugle hans trængsler følger.

Regnbuen ser din labyrint fra oven,

kender ej træet, kun hele skoven.

Den trøster sagtmodigt med stille pragt,

mens gyldne frø i hjertet bli’r lagt.

tirsdag den 25. juli 2017

Den strakte hvert blad, i sin smukke, gyldne krone, op mod solen. Så stærk var dens længsel, at dens saftspændte stængel stod, som var den en blomsterpind. Meget usædvanligt for en mælkebøtte, som ellers bøjede sig blidt og føjeligt i forskellige retninger, som vind og vejr havde anbefalet. Den kunne ikke nå helt op til solen, men prøvede ufortrødent alligevel.

”Se den mælkebøtte, far. Hvordan mon den er vokset op gennem den hårde asfalt?”

”Tro, håb og kærlighed, tror jeg.”

”De plejer da at gro i græs, men den der ser altså ud som om, den vokser op gennem asfalten med vilje.”

Olie på canvas panel. 18 x 24 cm.

mandag den 24. juli 2017

Olie på canvas panel. 22 x 27 cm. + ramme.

fredag den 21. juli 2017

Feens tilbud.

Feen havde et bemærkelsesværdigt tilbud, som ikke var helt let at forstå umiddelbart, selv om det dog samtidig lød plausibelt:

”Du må vælge, om du vil prøvekøre denne gave. Tager du turen, vil jeg forstå det, for næsten ingen vil kunne modstå den, da den forekommer at være det ypperste, denne sansemæssige verden kan tilbyde. Så tillokkende er den, at du helt automatisk føler, du vil blive deprimeret, hvis du vrager den.”

”Men den har en indbygget konsekvens. Åbner, og prøvekører du den, vil verden herefter føles modstræberisk . Ting vil forekomme at stå i vejen for dig, og forhindringer vil være kutyme. Selv en solskinsdag vil have en mørk og trist side.
I hvert fald indtil dens konsekvens er glattet ud igen. Og det kan godt føles som lang tid.”

”Holder du fast ved din beslutning og undlader at køre ud på lokkende sidespor, hvilket er vanskeligt, da alt ligner hinanden og derfor kun kan vurderes rigtigt ud fra intuition, vil du pludselig få en pokal, som er smedet af de syv små dværge, … siges det i hvert fald. Og hvis den holder vand, kan du drikke heraf. Hver slurk vil da automatisk blive omdannet til kølig granatæblecider, som kommer fra musernes bryggers, brygget på de fineste granatæbler fra et af Yduns træer. Så giver det ikke mere nogen mening at køre over grænsen og købe billig øl og sodavand.”

P.S.: Flere fra Vendsyssel, som har bestået, er blevet spurgt om deres mening om kvaliteten af en sådan slurk cider, og de siger alle næsten det samme:
”Det ku’ ha’ våt værre…” og finere anbefaling fås næppe i Kongeriget.

torsdag den 20. juli 2017

"I guder..."

Vinden puster sig undertiden op og bliver til blæst. Den er opblæst over sine evner og avancerer let til storm, når den først har følt sin egen styrke. Orkanstadiet kræver mere af den, men den gør, hvad den kan, for her kan den nyde sig selv for fulde sejl. Den elsker musik, men er ikke synderlig musikalsk. Giv den en saxofon, en klarinet og en trompet, og den trutter løs på det hele. En dirigent og et nodeark siger den ikke noget. Den opfører sig som et barn der hopper rundt i en vandpyt, fordi det er sjovt.

Hatte kan den godt lide. Hold på hatten eller forær den til vinden. Den betragter Vendsyssel som Jyllands hat. Hvis det ikke havde været for broerne over Limfjorden, havde den sikkert også blæst Vendsyssel fri. Et frit Vendsyssel kunne man så kalde det, men broerne fungerer som hagesnore, så hatten bliver siddende.

Den hævner sig på oplandet og klitterne i stedet og bygger jævnligt om her, hvor den ikke møder uoverstigelig modstand, da der nok er sand men ikke sind til det.

”Vi er guder,” siger blæsten og havet til hinanden. ”Så landet må ligge, som vi reder.”