Den strakte
hvert blad, i sin smukke, gyldne krone, op mod solen. Så stærk var dens
længsel, at dens saftspændte stængel stod, som var den en blomsterpind. Meget
usædvanligt for en mælkebøtte, som ellers bøjede sig blidt og føjeligt i
forskellige retninger, som vind og vejr havde anbefalet. Den kunne ikke nå helt
op til solen, men prøvede ufortrødent alligevel.
”Se den
mælkebøtte, far. Hvordan mon den er vokset op gennem den hårde asfalt?”
”Tro, håb og
kærlighed, tror jeg.”
”De plejer
da at gro i græs, men den der ser altså ud som om, den vokser op gennem
asfalten med vilje.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar