fredag den 21. juli 2017

Feens tilbud.


Feen havde et bemærkelsesværdigt tilbud, som ikke var helt let at forstå umiddelbart, selv om det dog samtidig lød plausibelt:
”Du må vælge, om du vil prøvekøre denne gave. Tager du turen, vil jeg forstå det, for næsten ingen vil kunne modstå den, da den forekommer at være det ypperste, denne sansemæssige verden kan tilbyde. Så tillokkende er den, at du helt automatisk føler, du vil blive deprimeret, hvis du vrager den.”
”Men den har en indbygget konsekvens. Åbner, og prøvekører du den, vil verden herefter føles modstræberisk . Ting vil forekomme at stå i vejen for dig, og forhindringer vil være kutyme. Selv en solskinsdag vil have en mørk og trist side.
I hvert fald indtil dens konsekvens er glattet ud igen. Og det kan godt føles som lang tid.”
”Holder du fast ved din beslutning og undlader at køre ud på lokkende sidespor, hvilket er vanskeligt, da alt ligner hinanden og derfor kun kan vurderes rigtigt ud fra intuition, vil du pludselig få en pokal, som er smedet af de syv små dværge, … siges det i hvert fald. Og hvis den holder vand, kan du drikke heraf. Hver slurk vil da automatisk blive omdannet til kølig granatæblecider, som kommer fra musernes bryggers, brygget på de fineste granatæbler fra et af Yduns træer. Så giver det ikke mere nogen mening at køre over grænsen og købe billig øl og sodavand.”
P.S.: Flere fra Vendsyssel, som har bestået, er blevet spurgt om deres mening om kvaliteten af en sådan slurk cider, og de siger alle næsten det samme:
”Det ku’ ha’ våt værre…” og finere anbefaling fås næppe i Kongeriget.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar