Din auras bølger
når mit bryst,
mens
regnbuen lander på sin kyst.
Og hjertet tændes
med gyldent skær,
forkynder
din smerte der føles så nær.
Som fiskerens
agt på de oprørte bølger,
mens opvindens
fugle hans trængsler følger.
Regnbuen ser
din labyrint fra oven,
kender ej
træet, kun hele skoven.
Den trøster sagtmodigt
med stille pragt,
mens gyldne
frø i hjertet bli’r lagt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar