Han gik sig
en tur i skoven. Pludselig kom to smukke kvinder svansende, så let på tå, at
han næsten forvekslede deres bevægelser med dans. Skitseblokken kom op af
Fjällräven, og snart var en hurtig skitse klar, som kunne blive forlæg for et
maleri.
Det viste sig
at være to dryader, som netop havde forladt hver sit træ. De var på vej til
fuldmånefejring hos elverkongen, som altid holdt bal ved fuldmåne. Såvel
dryader som oreader, najader, elver- og ellefolk var inviteret, hvilket var
kutyme.
Når
fuldmånen var på sit højeste, dansede gæsterne parvist ind mellem to ord i en
tankelinje, og så var man der. Nøgen
og tidløs. Festen varede i ugevis, sådan føltes det, men ved afslutningen, når
sankthansormene i håret var slukkede, og man skulle hjem, smuttede man ud af
tankelinjen igen, hvilket kun kunne lade sig gøre mellem et komma og et efterfølgende
”hv”-ord.
Ude igen, i
den såkaldte fysiske verden, var der måske kun gået et sekund, så man kunne
sagtens møde disse naturånder uden at opdage, de havde været til bal. For et
gennemsnitligt menneske lyder det måske lidt vildt, men det er ikke noget
specielt for de involverede. De er jo født sådan, og ligesom i drømme, sætter
man næsten aldrig spørgsmålstegn ved de pludselige omskift, man kan møde der.
Man tænker også uhyre sjældent over det mærkelige i at møde en eller anden
afdød slægtning, hvor man i den såkaldte vågne tilstand måske ville korse sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar