Olie på lærred. 60 x 80 cm.

Olie på canvas panel. 30 x 30 cm.

Ikonagtigt miniaturemaleri i olie på plade. 16 x 11,5 cm. incl. ramme.

Vegetabilsk.

”Du er en køn plante. Og nu jeg har dig: Skal vi to ikke være kærester?”

”Jeg har godt nok ikke nogen på bedding lige nu, så lad os da bare sige det, min blomst. Hvornår sprang du egentlig ud?”

”Så vidt jeg husker: Sidst i april. Og som du kan se, åbner jeg flere nye filialer hen ad vejen.”

”Så kan vi sammen synge, og måske flerstemmigt: ’Vi elsker vort land, men ved midsommer mest,’ når der snart bliver tændt bål hist og her samt her og der.”

”Nåja, den Shubidua har skrevet. Men jeg kan ikke teksten. Det er vist noget med en vuffelivov og i den dur.”

”Nej, Holger har skrevet den. Han var sikkert lidt småberuset, for den gang Drak man for at undgå, at det hele gik i mol. Jeg kan det første vers, og det kan vi jo hygge os med at lære udenad, nu vi er kærester. Jeg synger det lige én gang alene, og så prøver vi sammen:

Vi elsker vort land, når den signede jul tænder stjernen i træet med glans i hvert øje, når om våren hver fugl over mark under strand lader stemmen til hilsende triller sig bøje: vi synger din lov over vej, over gade, vi kranser dit navn, når vor høst er i lade, men den skønneste krans bli'r dog din, sankte Hans, den er bunden af sommerens hjerter så varme, så glade, - men den skønneste krans bli'r dog din, sankte Hans, den er bunden af sommerens hjerter så varme, så glade.

Ikke værst, vel? Den skulle du nok kunne lære.”

”Hold da kæft, hvor du synger godt. Du er blomsten af Danmarks ungdom, selv om du kun er en plante, og jeg er glad for, at vi to er blevet kærester. Ja, lad os øve den sang, så vi kan synge med, eller måske for, når bålene tændes ved Sankt Hendes.”

Stof til eftertanke.

Stjernetæppet knitrer beroligende og smyger sig om sindet. Tanker og følelser er vævet ind i blide nuancer, og intuitionens tråde lyser, som morild ved midsommer.

Stoffet har sin virkelighed, så længe det glider gennem fingrene som buddhistiske bedekæder eller solvarmt strandsand. Holdes det mod kinden, beretter det gyldige eventyr i universelle termer.

Nogle påstår, Frigg har spundet trådene  af udvalgte sky(in)formationer.

Sankt Hans bål med Dorthe in mente.

Han havde konstateret ved selvsyn, at Dorthe var et sælsyn ved Sankt Hans bålet, for hun kom næsten kun, når der var vindstille. Når flaget hang slapt på sin flagstang, mens deltagerne sang denne højtids slagsang:

”Vi Elsker Vort Land.”

Der ville derfor blive serveret Lækage i år. Måske for at besværge blæsten og regnen til at holde inde, så længe Sankt Hans ritualerne stod på.

Så måske kommer Dorthe i år. Der er godt nok langt for hende at cykle, da hun bor helt ude for enden af Forchammersvej. Men kommer hun, vil han forsøge at åbne hendes hjertes forkammer ved at byde hende et lækkert stykke Lækage, …og så får vi se, om hun vil tage det inden for vesten.

"Måske er hun mere til Pølsehorn og bålristede Skumfiduser. Så tager vi den derfra. "

Han er dog glad, hvis Dorthe med vesten ikke bliver borte med blæsten.

Ved staffeliet.

Roselil og hendes moder lå på bordet sammen med andre roser. De bar alle grønne hoser, fordi de var ude på noget, som ingen af dem kunne sætte ord på. Men spændende var det, og de følte eventyr krible i stilkene.

”Jeg er målløs og kan knap nok få vejret,” tænkte Roselil, og hendes tanker blev ledsaget af en overjordisk duft, som skænkede håb i alle nærværende hjerter.

Ingen af dem havde hæftet sig ved, at de var blevet befriet fra rødderne og samlet harmonisk, så maleren kunne bruge dem som motiv.

”Skal vi monstro males?” Roselil kiggede forskrækket på sin moder.

”Det kunne, med lidt god vilje, se sådan ud.”

”Jeg er så glad for den farve, jeg har, og har hverken lyst til at blive defloreret eller dekoreret.”

”Nåh, du tænker på bodypainting.” Moderen smilede. ”Nej vi skal foreviges, og det berører os, i første omgang, kun indirekte.”

”Så kan vi aldrig mere gå ud, hvis hun altså husker at konservere maleriet med fernis?”

”Nej, vi bliver foreviget, siger jeg jo. Og selv om maleren arbejder hurtigt, holder billedet evigt, og det er temmelig lang tid, skulle jeg hilse og sige.”

”Nådadadada!” Så fik jeg lige pludselig lyst til flødeis og jordbær.” Roselil smilede polisk.  ”Men, undskyld! Det var da vist helt uden for konteksten. Her snakker vi jo ikke surrealisme, så jeg vedgår, at der røg en finke af panden.”

The Missing Link.

Hypnotisøren siger til den hypnotiserede: ”Nu tæller jeg til syv og klapper i hænderne, og herefter forsvinder tallet syv fuldstændigt fra din bevidsthed. Samtidig glemmer du alt om, at du er blevet hypnotiseret. Eeen, tooo, tre…….”

”Hold dine hænder frem mod mig. Så vi kan se dem. Prøv nu at tælle dine fingre på begge hænder.”

”En, to tre, fire, fem, seks, otte, ni, ti, elleve.”

”Prøv så at tælle fingrene isoleret på hver hånd.

”En, to, tre, fire, fem… og en, to, tre, fire, fem.”

”Godt, og to gange fem er ti. Du har altså ti fingre. Men lige før fik du det til elleve. Er det ikke lidt mystisk?” Prøv igen.”

Ovenstående er et meget kendt eksempel på, hvordan der kan manipuleres med sindet. Det skete en gang for et helt folk i en helt anden verden. Hypnosen var så gennemgribende, at den blev overleveret fra den ene generation til den følgende, og derfor var manglen på tallet syv gået hen og blevet til The Missing Link. Man klarede sig fint alligevel, fordi der jo var forskellige måder at tælle på, men gåden, som sådan, blev ikke løst. Uanset hvordan man vendte og drejede det, måtte man se i øjnene, at The Missing Link var kommet for at blive.

Ingeborg ville ikke finde sig i dette, og tænkte dybt, dag og nat, år efter år, over problemet. Pludselig en dag gik lyset op for hende. Hun havde ikke kunnet beregne sig frem til det, men hendes ihærdighed havde ophævet hypnosen. Det fik hende til at le højt, samtidig med, at tårerne pressede sig på. For hun indså, at det ikke ville være muligt at forklare problematikken, at syvtallet ikke kunne findes, selv om det kunne beregnes, da det jo ikke eksisterede i bevidsthedern. Men hypnosen kunne ophæves, og så gik hun i gang med at udtænke et system, hvor man ikke kværulerede med den intellektuelle problematik, men i stedet huggede den gordiske knude over med sit medfødte sværd.

Dette sværd var dobbeltægget og knivskarpt fra begyndelsen, men utallige mistydninger af det ene og det andet, blot fordi man var hypnotiseret til ikke at kunne erkende tallet syv, sløvedes det, så det næsten blev ubrugeligt.

Ingeborg har skrevet en bog, og nu rejser hun rundt i denne
anden verden og holder foredrag. Hun nævner aldrig, hvordan det hænger sammen, for ”den går ikke.” Man kan se, hvad man kan se, var den klare opfattelse blandt de fleste, så hun havde i stedet opfundet et system, som kunne ophæve hypnosen. En ”vækkelse.”

Bogen kom til at hedde ”Slibestenen,” og umiddelbart forstod ingen, hvad hun ville med den titel. ”Den Gordiske Knude,” The Missing Link” og ” En lille fjer kan nok blive til fem høns,” havde også været under overvejelse, men hun valgte at styrke forestillingen om et dobbeltægget, velslebet samuraisværd.

Olie på canvas panel. 18 x 24 cm.

Olie på lærred. 30 x 30 cm. + ramme.

Olie på lærred. 40 x 50 cm.

Juni.

Kaffeduft i sommervarme

fuglefløjt fra træers kroner

solens spejl i vindueskarme

virtuose junitoner.

/J.W.

Olie på lærred. 50 x 40 cm.