”Du er en køn plante. Og nu jeg har dig: Skal vi to ikke være kærester?”
”Jeg har godt nok ikke nogen på bedding lige nu, så lad os da bare sige det, min blomst. Hvornår sprang du egentlig ud?”
”Så vidt jeg husker: Sidst i april. Og som du kan se, åbner jeg flere nye filialer hen ad vejen.”
”Så kan vi sammen synge, og måske flerstemmigt: ’Vi elsker vort land, men ved midsommer mest,’ når der snart bliver tændt bål hist og her samt her og der.”
”Nåja, den Shubidua har skrevet. Men jeg kan ikke teksten. Det er vist noget med en vuffelivov og i den dur.”
”Nej, Holger har skrevet den. Han var sikkert lidt småberuset, for den gang Drak man for at undgå, at det hele gik i mol. Jeg kan det første vers, og det kan vi jo hygge os med at lære udenad, nu vi er kærester. Jeg synger det lige én gang alene, og så prøver vi sammen:
Vi elsker vort land, når den signede jul tænder stjernen i træet med glans i hvert øje, når om våren hver fugl over mark under strand lader stemmen til hilsende triller sig bøje: vi synger din lov over vej, over gade, vi kranser dit navn, når vor høst er i lade, men den skønneste krans bli'r dog din, sankte Hans, den er bunden af sommerens hjerter så varme, så glade, - men den skønneste krans bli'r dog din, sankte Hans, den er bunden af sommerens hjerter så varme, så glade.
Ikke værst, vel? Den skulle du nok kunne lære.”
”Hold da kæft, hvor du synger godt. Du er blomsten af Danmarks ungdom, selv om du kun er en plante, og jeg er glad for, at vi to er blevet kærester. Ja, lad os øve den sang, så vi kan synge med, eller måske for, når bålene tændes ved Sankt Hendes.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar