Ved staffeliet.

Roselil og hendes moder lå på bordet sammen med andre roser. De bar alle grønne hoser, fordi de var ude på noget, som ingen af dem kunne sætte ord på. Men spændende var det, og de følte eventyr krible i stilkene.

”Jeg er målløs og kan knap nok få vejret,” tænkte Roselil, og hendes tanker blev ledsaget af en overjordisk duft, som skænkede håb i alle nærværende hjerter.

Ingen af dem havde hæftet sig ved, at de var blevet befriet fra rødderne og samlet harmonisk, så maleren kunne bruge dem som motiv.

”Skal vi monstro males?” Roselil kiggede forskrækket på sin moder.

”Det kunne, med lidt god vilje, se sådan ud.”

”Jeg er så glad for den farve, jeg har, og har hverken lyst til at blive defloreret eller dekoreret.”

”Nåh, du tænker på bodypainting.” Moderen smilede. ”Nej vi skal foreviges, og det berører os, i første omgang, kun indirekte.”

”Så kan vi aldrig mere gå ud, hvis hun altså husker at konservere maleriet med fernis?”

”Nej, vi bliver foreviget, siger jeg jo. Og selv om maleren arbejder hurtigt, holder billedet evigt, og det er temmelig lang tid, skulle jeg hilse og sige.”

”Nådadadada!” Så fik jeg lige pludselig lyst til flødeis og jordbær.” Roselil smilede polisk.  ”Men, undskyld! Det var da vist helt uden for konteksten. Her snakker vi jo ikke surrealisme, så jeg vedgår, at der røg en finke af panden.”