Om hun egentlig var dronning, melder historien ingenting om, men eet er sikkert: Hun levede som én, af de fede indtægter som sponsorerne satte ind på hendes konto hver måned. Og her var ikke tale om småpenge, slet ikke.
Hun leverede destilleret købekraft, og det var ikke så ligetil at fremskaffe. Det kan godt virke lidt uhyggeligt, for det kostede mange mennesker det mest dyrebare, de kendte til: Først deres kærlighedsforhold og siden livet.
Hun boede i et palads som var bygget på toppen af Mammonbjerget, som var en mammut af et bjerg. Herfra havde hun en vidunderlig udsigt. Så højt oppe boede hun, at mange ef skyerne kunne betragtes fra oven, og de skjulte næsten Tårernes Dal, hvor de ulykkelige leverandører af købekraften ledte som i blinde efter det, de havde mistet.
Det forlyder, at hun var i familie med den onde fe fra eventyret om Tornerose, for selv om det er et eventyr, kan der sagtens være noget om det. Det kommer helt an på de briller, man har på, når man læser den slags. Ordene skal selvfølgelig først filtreres i vand fra Visdommens Brønd, men så er der også stof til eftertanke.
Hendes sidste offer, mister Sweetheart, levede lykkeligt i Shangri-La, hvor han delte bord og seng med Tallulah Ingeborg. En skønne, eller skæbnesvanger, dag sad han og flettede på en blomsterkrans til sin elskede. Dronningen af Mammonbjerget havde i længere tid haft ham i kikkerten, og dukkede nu op på arenaen.
”Hej, jeg hedder Penny Jane, dronning af den gyldne app. Kunne du ikke lige tænke dig at se Mælkevejen fra oven?”
”Kan det lade sig gøre?” Han så forundret på hende, og bemærkede, hvor smuk hun var, men han kunne ikke tolke glimtene i hendes øjne. Om de var som stjerneskud eller som lynglimt var vanskeligt at vurdere.
Dronningens udviklede tredje øje, som han ikke kunne se, stirrede koncentreret på hans laveste chakra, indtil det lykkedes for hende at tænde det. Hun rakte en hånd frem mod ham, og han greb den villigt, for nu kriblede det i hele kroppen, og det meget mere, end han var vant til. Så steg de begge op i luften som langsomme, sammenbundne raketter, og pludselig drejede de til venstre for midten og for i svimlende fart langt bort fra Shangri-La.
De landede blidt på en grøn plet med masser af træer og buske omkring, og dronningen af den gyldne app forførte ham ubesværet med en svulstig dans, som han nu fandt helt uimodståelig. Så forsvandt hun op i den blå luft, og han kiggede fortumlet ned ad sin krop og indså, at han til gengæld for at have mistet både livrem, seler, dankort og password, havde fået sin egentlige alder tilbage. Den glatte hud var erstattet af rynket hud, og det der før var muskler, virkede nu som slatne karklude. Den blå himmel kunne han ikke mere se for drivende skyer, og han vidste ikke, hvor han var. Så hørte han klagen og jamren, og nu så han, at nogle mennesker gik med bøjede hoveder og ledte, med øjnene blændede af fortrydelsens bitre tårer, og en af dem, der havde ledt i længere tid, fortalte ham, at de befandt sig i Tårernes Dal, som også blev kaldt Dårernes Dal. Alle forsøgte at spotte guld, for guldet lå overalt i små klumper, da Gudinden Freja havde udgydt så mange tårer her, og hun ejede nu millioner af den grund. Alle som klagede og jamrede var insolvente, alle kom fra Shangri-La, og alle som én længtes de tilbage.
Om natten trak skyerne væk, og han kunne se Mælkevejen fra neden, som han var vant til, men han ville ikke bøje sig for skæbnen, for han vidste, han var elsket og savnet, så det gjaldt, for alt i verden, om at finde tilbage til hans elskede Tallulah Ingeborg, som Penny Jane havde listet ham til at forlade.
Han huskede et eventyr, han havde fået fortalt i Shangri-La. Det handlede om ledestjerner, og han havde forstået, at også han havde en ledestjerne som lyste uden ophør. Om dagen kunne den ikke ses med det blotte øje, men den var der alligevel, og fulgte han dens anvisninger, som altid regnede ned over ham som usynlige dugdråber, ville han kunne finde hjem igen. Han kunne dog kun aflæse ledestjernens budskaber, hvis han var helt stille indeni, og levede med sit hjertechakra vækket. Det kunne godt være vanskeligt, når man var fuld af sorg og længsler og næsten tømt for energi, men der var ingen vej udenom.
Derfor besluttede han at tage vejen indenom, og langs vejens kanter ville han plukke en buket blomster, som Tallulah Ingebor skulle have, når han fandt hjem, for hjem ville han, så hjem skulle han nok komme. Før eller siden. Det troede han på, og han havde hørt, at tro kunne flytte bjerge. Han ville også prøve at lytte til ledestjernens anvisninger. Viljen havde han, og så var der jo altid en vej.
/J.W.
